< Job 9 >

1 Hiob antwortete und sprach:
Men Job svarede og sagde:
2 Ja, ich weiß fast wohl, daß also ist, daß ein Mensch nicht rechtfertig bestehen mag gegen Gott.
Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
3 Hat er Lust, mit ihm zu hadern, so kann er ihm auf tausend nicht eins antworten.
Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
4 Er ist weise und mächtig wem ist's je gelungen, der sich wider ihn gelegt hat?
Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
5 Er versetzt Berge, ehe sie es inne werden, die er in seinem Zorn umkehret.
han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
6 Er weget ein Land aus seinem Ort, daß seine Pfeiler zittern.
han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
7 Er spricht zur Sonne, so gehet sie nicht auf, und versiegelt die Sterne.
han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
8 Er breitet den Himmel aus allein und gehet auf den Wogen des Meers.
han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
9 Er machet den Wagen am Himmel und Orion und die Glucke und die Sterne gegen Mittag.
han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
10 Er tut große Dinge, die nicht zu forschen sind, und Wunder, deren keine Zahl ist.
han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
11 Siehe, er gehet vor mir über, ehe ich's gewahr werde, und verwandelt sich, ehe ich's merke.
Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
12 Siehe, wenn er geschwind hinfähret, wer will ihn wiederholen? Wer will zu ihm sagen: Was machst du?
Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
13 Er ist Gott, seinen Zorn kann niemand stillen; unter ihm müssen sich beugen die stolzen HERREN.
Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
14 Wie sollt ich denn ihm antworten und Worte finden gegen ihn?
Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
15 Wenn ich auch gleich recht habe, kann ich ihm dennoch nicht antworten sondern ich müßte um mein Recht flehen.
Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
16 Wenn ich ihn schon anrufe, und er mich erhöret, so glaube ich doch nicht, daß er meine Stimme höre.
Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
17 Denn er fähret über mich mit Ungestüm und macht mir der Wunden viel ohne Ursache.
Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
18 Er läßt meinen Geist sich nicht erquicken, sondern macht mich voll Betrübnis.
Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
19 Will man Macht; so ist er zu mächtig; will man Recht, wer will mein Zeuge sein?
Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟
20 Sage ich, daß ich gerecht bin; so verdammet er mich doch; bin ich fromm, so macht er mich doch zu Unrecht.
Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
21 Bin ich denn fromm, so darf sich's meine Seele nicht annehmen. Ich begehre keines Lebens mehr.
Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
22 Das ist das Eine, das ich gesagt habe: Er bringet um beide den Frommen und Gottlosen.
Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
23 Wenn er anhebt zu geißeln, so dringet er fort bald zum Tode und spottet der Anfechtung der Unschuldigen.
Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
24 Das Land aber wird gegeben unter die Hand des Gottlosen, daß er ihre Richter unterdrücke. Ist's nicht also? Wie sollte es anders sein?
Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
25 Meine Tage sind schneller gewesen denn ein Läufer; sie sind geflohen und haben nichts Gutes erlebt.
Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
26 Sie sind vergangen wie die starken Schiffe, wie ein Adler fleugt zur Speise.
De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
27 Wenn ich gedenke, ich will meiner Klage vergessen und meine Gebärde lassen fahren und mich erquicken,
Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
28 so fürchte ich alle meine Schmerzen, weil ich weiß, daß du mich nicht unschuldig sein lässest.
da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
29 Bin ich denn gottlos, warum leide ich denn solche vergebliche Plage?
Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
30 Wenn ich mich gleich mit Schneewasser wünsche und reinigte meine Hände mit dem Brunnen,
Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
31 so wirst du mich doch tunken in Kot, und werden mir meine Kleider scheußlich anstehen.
da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
32 Denn er ist nicht meinesgleichen, dem ich antworten möchte, daß wir vor Gericht miteinander kämen.
Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
33 Es ist unter uns kein Schiedsmann, noch der seine Hand zwischen uns beide lege.
Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
34 Er nehme von mir seine Rute und lasse sein Schrecken von mir,
Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
35 daß ich möge reden und mich nicht vor ihm fürchten dürfe; sonst kann ich nichts tun, das für mich sei.
Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.

< Job 9 >