Job 4
1 Dann antwortete Eliphas aus Theman und sprach:
Da tok Elifas fra Teman til orde og sa:
2 Wird's dich verdrießen, wenn man ein Wort an dich wagt? Doch wer vermag der Worte Lauf zu hemmen!
Om en prøvde å tale et ord til dig, vilde du da ta det ille op? Men hvem kan vel holde sine ord tilbake?
3 Hast du doch Viele selbst ermahnt und schlaffe Arme neu gestärkt:
Du har selv vist mange til rette, og maktløse hender styrket du;
4 Wer strauchelte, den hielten deine Worte aufrecht, und wankenden Knieen verliehst du Kraft.
dine ord reiste den snublende op, og synkende knær gjorde du sterke.
5 Nun, da es dich trifft, verzagst du; da dich's erfaßt, brichst du zusammen.
Men nu, når det gjelder dig selv, blir du utålmodig, når det rammer dig, blir du forferdet.
6 Ist deine Gottesfurcht nicht dein Vertrauen, und deine Hoffnung dein unsträflich Leben?
Er ikke din gudsfrykt din tillit, din ulastelige ferd ditt håp?
7 Bedenke doch, wer kam je schuldlos um, und wo wurden jemals Rechtschaffene vernichtet?
Tenk efter: Hvem omkom uskyldig, og hvor gikk rettskafne til grunne?
8 So viel ich sah: nur, wer Unheil pflügte und Elend säte, hat es auch eingeerntet!
Efter det jeg har sett, har de som pløide urett og sådde nød, også høstet det.
9 Durch Gottes Odem gingen sie zu Grunde, durch seinen Zornhauch schwanden sie dahin.
De omkom for Guds ånde, og for hans vredes pust blev de til intet.
10 Des Löwen Brüllen und des Leuen Stimme - der jungen Löwen Zähne sind zerbrochen!
Løvens brøl og dens fryktelige røst hørtes ikke lenger, og ungløvenes tenner blev knust.
11 Der Leu kommt um, weil ihm die Beute fehlt, und zerstreuen müssen sich der Löwin Kinder.
Løven omkom av mangel på rov, og løvinnens unger blev adspredt.
12 Und zu mir drang ein verstohlenes Wort, mein Ohr vernahm davon einen flüsternden Laut -
Og til mig stjal sig et ord; det lød for mitt øre som en hvisken,
13 bei der Gedanken Spiel infolge von Nachtgesichten, wenn tiefer Schlaf sich auf die Menschen senkt.
under skiftende tanker ved nattlige syner, når dyp søvn faller på menneskene.
14 Ein Beben überkam mich und ein Zittern, alle meine Gebeine geriethen in Beben.
Frykt og beven kom over mig, så alle mine ben tok til å skjelve.
15 Ein Wehen zog an mir vorüber, es sträubten sich die Haare mir am Leibe.
Og en ånd fór forbi mitt åsyn; hårene på mitt legeme reiste sig.
16 Dann stand - sein Aussehn konnt ich nicht erkennen - ein Gebilde vor meinen Augen; ich vernahm eine flüsternde Stimme:
Den blev stående, men jeg skjelnet ikke klart hvorledes den så ut - det var en skikkelse som stod der for mine øine; jeg hørte en stille susen og en røst:
17 “Ist wohl ein Mensch gerecht vor Gott, vor seinem Schöpfer rein ein Mann?
Er et menneske rettferdig for Gud, eller en mann ren for sin skaper?
18 “Fürwahr, seinen Dienern traut er nicht und seinen Engeln mißt er Irrtum bei,
Se, på sine tjenere stoler han ikke, og hos sine engler finner han feil,
19 “geschweige den Lehmhüttenbewohnern, deren Sein im Staube wurzelt, die zermalmt werden wie eine Motte.
hvor meget mere da hos dem som bor i hus av ler, og som har sin grunnvoll i støvet - de som knuses lettere enn møll.
20 “Zwischen Morgen und Abend werden sie zerschmettert; ohne daß es jemand beachtet, gehn sie auf ewig zu Grunde.
Fra morgen til aften - så er de sønderslått; uten at nogen akter på det, går de til grunne for alltid.
21 “Wird ihr Zeltstrick in ihnen zerrissen, so sterben sie dahin in Unverstand.”
Blir ikke teltsnoren dradd ut hos dem? De dør, men ikke i visdom.
