Job 27
1 Darauf fuhr Hiob also fort, seine Rede vorzutragen:
Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:
2 So wahr Gott lebt, der mir mein Recht entzogen, und der Allmächtige, der meine Seele betrübt hat -
Saa sandt Gud lever, som har borttaget min Ret, og den Almægtige, som har beskelig bedrøvet min Sjæl!
3 denn noch ist mein Lebensodem ganz in mir, und Gottes Hauch in meiner Nase! -
— thi endnu er min Aand i mig, og Guds Aande i min Næse —
4 nein. meine Lippen reden kein Unrecht, und meine Zunge sinnt nicht auf Betrug!
skulle mine Læber ikke tale Uret, og skal min Tunge ikke fremføre Svig.
5 Fern sei es von mir, euch Recht zu geben; bis ich verscheide, lasse ich nicht von meiner Unschuld.
Det være langt fra mig, at jeg skulde give eder Ret; indtil jeg opgiver Aanden, vil jeg ikke lade mig fratage min Uskyldighed.
6 An meiner Gerechtigkeit halte ich fest und lasse sie nicht; mein Gewissen schilt keinen meiner Tage!
Jeg vil holde paa min Retfærdighed og ikke lade af fra den; mit Hjerte skal ikke bebrejde mig nogen af mine Dage.
7 Als Schuldiger muß mein Feind erscheinen, und mein Widersacher als der Ungerechte.
Min Fjende skal staa som en ugudelig, og den, som rejser sig imod mig, som en uretfærdig.
8 Denn welche Hoffnung hat der Ruchlose, wenn abschneidet, wenn herauszieht Gott seine Seele?
Thi hvad er den vanhelliges Forventelse, naar Gud bortskærer og bortrykker hans Sjæl!
9 Wird Gott sein Geschrei erhören, wenn ihn die Bedrängnis überfällt?
Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham?
10 Oder kann er seine Wonne am Allmächtigen haben, Gott anrufen zu jeder Zeit?
Kan han forlyste sig ved den Almægtige? kan han til hver en Tid paakalde Gud?
11 Ich will euch über Gottes Hand belehren, was der Allmächtige im Sinne hat, nicht verhehlen.
Jeg vil lære eder om Guds Haand; hvad der er hos den Almægtige, vil jeg ikke dølge.
12 Ihr alle habt es ja selbst gesehen, warum wollt ihr euch doch so eitlem Wahn ergeben?
Se, I have jo alle set det; hvorfor nære da en saadan Forfængelighed?
13 Das ist des bösen Menschen Los bei Gott, und das Erbe der Tyrannen, das sie vom Allmächtigen empfangen:
Dette er et ugudeligt Menneskes Del hos Gud og Voldsmænds Arv, som de faa af den Almægtige.
14 Sind seiner Kinder viel, so ist's fürs Schwert, und seine Sprößlinge haben nicht satt Brot.
Har han mange Børn, hjemfalde de til Sværdet, og hans Afkom vil ikke mættes af Brød.
15 Wer von den Seinen übrig blieb, wird von der Pest begraben, und seine Witwen halten nicht die Totenklage.
De, som blive tilovers af ham, skulle begraves ved Døden, og hans Enker skulle ikke begræde ham.
16 Wenn er Silber aufhäuft wie Sand und Kleider wie Lehm aufspeichert -
Naar han sanker Sølv som Støv og samler Klæder som Dynd,
17 er speichert auf, aber der Gerechte kleidet sich damit, und das Silber teilt der Fromme.
da samler han det vel, men den retfærdige skal iføre sig det, og den uskyldige skal dele Pengene.
18 Der Spinne gleich hat er sein Haus gebaut und gleich der Hütte, die ein Hüter machte.
Han byggede sit Hus som Møl, og som en Hytte, en Vogter gør sig.
19 Reich legte er sich hin - er thut's nicht wieder; er öffnet seine Augen, da ist es aus mit ihm.
Rig lægger han sig og bliver ikke ved; sine Øjne oplader han og er ikke mere til.
20 Es ereilen ihn Gewässern gleich die Schrecken, des Nachts entführt ihn der Sturmwind.
Forskrækkelser skulle gribe ham som Vande, en Hvirvelvind skal bortstjæle ham om Natten.
21 Der Ost hebt ihn empor, daß er dahinfährt, und stürmt ihn fort von seiner Stätte.
Østenvejret skal løfte ham op, og han farer bort, og det skal hvirvle ham bort fra sit Sted.
22 Erbarmungslos schleudert er auf ihn, vor seiner Hand muß er entfliehn, entfliehn -
Og Gud skal skyde paa ham og ikke spare; med skal han ville fly fra hans Haand.
23 da klatscht man über ihn in die Hände und zischt ihn aus von seiner Wohnstatt her.
Man skal klappe i Hænderne over ham og pibe ham bort fra hans Sted.
