Job 15

1 Dann antwortete Eliphas von Theman:

Da tok Elifas fra Teman til orde og sa:

2 Wird wohl ein Weiser windige Ansicht als Antwort vortragen und sein Inneres mit Ostwind füllen -

Svarer vel en vis mann med en kunnskap som bare er vind, og fyller han sitt indre med stormvær?

3 mit Rede strafend, die nichts taugt, und mit Worten, durch die er nichts fördert?

Vil han vel forsvare sin sak med ord som ikke nytter, og med tale hvormed han intet utretter?

4 Dazu zerstörst du die Gottesfurcht und thust die Andacht ab, die Gott gebührt.

Du nedbryter endog gudsfrykten og svekker andakten for Guds åsyn;

5 Denn deine Schuld macht deinen Mund gelehrig, und du erwählst die Sprache Verschmitzter.

for din synd legger ordene i din munn, og du velger falske menns tale.

6 Dein Mund verurteilt dich, nicht ich, und deine Lippen zeugen wider dich.

Din egen munn domfeller dig, ikke jeg; dine leber vidner mot dig.

7 Bist du als der erste der Menschen geboren und noch vor den Hügeln hervorgebracht?

Blev du født først av alle mennesker, eller kom du til verden før alle haugene var til?

8 Hast du im Rate Gottes zugehört und die Weisheit an dich gerissen?

Har du vært tilhører i Guds lønnlige råd og der tilranet dig visdom?

9 Was weißt du, daß wir nicht wüßten, was verstehst du, das uns nicht auch bewußt wäre?

Hvad vet du som vi ikke vet? Hvad forstår du som er ukjent for oss?

10 Auch unter uns sind Greise, sind Ergraute, reicher als dein Vater an Lebenstagen!

Det er blandt oss en som er både gammel og gråhåret, rikere på dager enn din far.

11 Sind dir Gottes Tröstungen zu gering, und ein Wort, das sanft mit dir verfuhr?

Er Guds trøsteord for lite for dig, og et ord som er talt i saktmodighet til dig?

12 Was reißt dein Unmut dich fort, und was rollen deine Augen,

Hvorfor lar du dig rive med av ditt hjerte, og hvorfor gnistrer dine øine? -

13 daß du gegen Gott dein Schnauben kehrst und deinem Munde solche Worte entfahren lässest?

siden du vender din vrede mot Gud og lar ordene strømme fra din munn.

14 Was ist der Mensch, daß er rein sein könnte, und daß gerecht dastände der Weibgeborene?

Hvad er et menneske, at han skulde være ren, og en som er født av en kvinne, at han skulde være rettferdig?

15 Selbst seinen Heiligen traut er nicht, und der Himmel ist nicht rein in seinen Augen,

Endog på sine hellige stoler han ikke, og himlene er ikke rene i hans øine,

16 geschweige der Abscheuliche, Verderbte - der Mensch, der Unrecht wie Wasser trinkt!

langt mindre da en vederstyggelig, en fordervet, en mann som drikker urett som vann.

17 Ich will dich unterweisen, höre mir zu, und was ich geschaut, das will ich erzählen,

Jeg vil kunngjøre dig noget, hør på mig! Hvad jeg har sett, det vil jeg fortelle,

18 was die Weisen berichten unverhohlen von ihren Vätern her.

det som vise menn forkynner og ikke har dulgt, det som de mottok fra sine fedre,

19 Ihnen war noch das Land allein gegeben, und noch kein Fremdling unter ihnen umhergezogen.

til hvem landet alene var gitt, og blandt hvem ingen fremmed hadde draget igjennem.

20 “Sein Leben lang ängstigt sich der Frevler und alle die Jahre hindurch, die dem Wüterich aufgespart sind.

En ugudelig lever i angst alle sine dager, og få i tall er de år som er gjemt for voldsmannen.

21 “Schreckenslaute tönen in seinen Ohren, mitten im Frieden überfällt ihn der Verwüster.

Redselstoner lyder i hans ører; midt i freden kommer ødeleggeren over ham.

22 “Er giebt die Hoffnung auf, dem Dunkel zu entrinnen, für das Schwert ist er ausersehen.

Han tror ikke han skal komme tilbake fra mørket, og han er utsett til å falle for sverdet.

23 “Er schweift nach Brot umher - wo ist's zu finden? - er weiß, daß ihm bereit gestellt der Unglückstag.

Han flakker om efter brød og spør: Hvor er det å finne? Han vet at en mørkets dag står ferdig ved hans side.

24 “Ihn schrecken Not und Angst; sie packt ihn wie ein König, der zum Sturm bereit,

Nød og trengsel forferder ham; den overvelder ham, lik en stridsrustet konge,

25 “weil er seine Hand gegen Gott ausgereckt und dem Allmächtigen Trotz geboten hat.

fordi han rakte ut sin hånd mot Gud og våget å trosse den Allmektige,

26 Er stürmte gegen ihn an mit dem Halse, mit den dichten Buckeln seiner Schilde,

stormet frem mot ham med opreist nakke, med sine skjolds tette tak,

27 “weil er sein Gesicht mit Schmeer bedeckte und Fett ansetzte an der Lende,

fordi han dekket sitt ansikt med sin fedme og la fett på sin lend

28 “sich ansiedelte in verfehmden Städten, in Häusern, die niemand bewohnen sollte, die zu Steinhaufen bestimmt waren.

og bodde i ødelagte byer, i hus hvor ingen skulde bo, og som var bestemt til å bli grusdynger.

29 “Er wird nicht reich, noch hat seine Habe Bestand, und seine Ähre neigt sich nicht zur Erde.

Han blir ikke rik, og hans gods varer ikke ved, og hans grøde luter ikke mot jorden.

30 “Er entgeht nicht der Umfinsterung; seine Schößlinge dörrt die Flamme aus, und durch seinen Zornhauch vergeht er.

Han slipper ikke ut av mørket; ildslue skal tørke hans kvister, og han skal komme bort ved hans munns ånde.

31 “Er vertraue nicht auf Trug, er irrt sich: denn Trug wird sein Eintausch sein.

Ei sette han sin lit til det som forgjengelig er! Da narrer han sig selv, for bare forgjengelighet blir hans vederlag.

32 “Ehe noch sein Tag kommt, erfüllt es sich, und sein Palmenzweig grünt nicht mehr.

Før hans dag kommer, blir det opfylt, og hans gren grønnes ikke.

33 “Wie der Weinstock stößt er seine Herlinge ab, wirft, wie der Ölbaum, seine Blüte hin.

Han blir som et vintre som mister sine druer før de er modne, og som et oljetre som feller sine blomster;

34 “Denn des Ruchlosen Rotte ist unfruchtbar, und Feuer verzehrt die Zelte der Bestechung.

for den gudløses hus er ufruktbart, og ild fortærer deres telter som lar sig underkjøpe.

35 “Mit Mühsal schwanger gebaren sie Unheil, und ihr Schoß bereitet Trug!”

De undfanger ulykke og føder nød, og deres morsliv fostrer svik.