Hebraeer 3

1 Darum, heilige Brüder, der himmlischen Berufung Genossen, achtet auf den Sendboten und Hohenpriester unseres Bekenntnisses, Jesus,

Derfor, hellige Brødre, delagtige i en himmelsk Kaldelse! ser hen til vor Bekendelses Udsending og Ypperstepræst, Jesus,

2 wie er seinem Urheber treu war, so wie auch Moses in seinem ganzen Hause.

der var tro imod den, som beskikkede ham, ligesom ogsaa Moses var det i hele hans Hus.

3 Denn ihm kommt größere Herrlichkeit zu als Moses, in dem Maße als der an Würde über dem Hause steht, der dasselbe bereitet hat.

Thi han er kendt værdig til større Herlighed end Moses, i samme Maal som den, der har indrettet et Hus, har større Ære end Huset selv.

4 Denn jedes Haus wird von jemand bereitet; der aber alles bereitet hat, ist Gott.

Thi hvert Hus indrettes af nogen; men den, som har indrettet alt, er Gud.

5 Und Moses ist in seinem ganzen Hause treu als ein Diener zum Zeugnis für das was verkündet werden sollte,

Og Moses var vel tro i hele hans Hus, som en Tjener, til Vidnesbyrd om, hvad der skulde tales;

6 Christus aber in seinem Hause; sein Haus sind wir, wenn wir die Zuversicht und den Ruhm der Hoffnung bis zum Ende fest bewahren.

men Kristus er det som en Søn over hans Hus; og hans Hus ere vi, saafremt vi fastholde Haabets Frimodighed og Ros urokket indtil Enden.

7 Darum wie der heilige Geist spricht: Heute, wenn ihr seine Stimme höret,

Derfor, som den Helligaand siger: “I Dag, naar I høre hans Røst,

8 so verhärtet nicht eure Herzen, wie in der Erbitterung am Tage der Versuchung in der Wüste,

da forhærder ikke eders Hjerter, som det skete i Forbitrelsen, paa Fristelsens Dag i Ørkenen,

9 da mich eure Väter versuchten mit Proben, die doch meine Werke sahen vierzig Jahre lang;

hvor eders Fædre fristede mig ved at sætte mig paa Prøve, og de saa dog mine Gerninger i fyrretyve Aar.

10 darum zürnte ich diesem Geschlechte und sprach: allezeit gehen sie irre mit ihrem Herzen. Sie aber erkannten meine Wege nicht,

Derfor harmedes jeg paa denne Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet; men de kendte ikke mine Veje,

11 so daß ich schwur in meinem Zorne: sie sollen nicht in meine Ruhe eingehen.

saa jeg svor i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gaa ind til min Hvile” —

12 Sehet zu, Brüder, daß nicht in einem von euch das böse Herz des Unglaubens aufkomme im Abfall vom lebendigen Gott,

saa ser til, Brødre! at der ikke nogen Sinde i nogen af eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, saa at han falder fra den levende Gud.

13 sondern ermahnt euch jeden Tag, so lange man heute sagt, daß nicht einer von euch verhärtet werde durch Betrug der Sünde.

Men formaner hverandre hver Dag, saa længe det hedder “i Dag”, for at ikke nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag.

14 Denn wir sind Teilhaber an Christus geworden, sofern wir nämlich den Anfang unserer Zuversicht bis zum Ende fest behalten.

Thi vi ere blevne delagtige i Kristus, saafremt vi fastholde vor første Fortrøstning urokket indtil Enden.

15 Wenn es heißt: Heute, wenn ihr seine Stimme höret, so verhärtet nicht eure Herzen, wie in der Erbitterung -

Naar der siges: “I Dag, naar I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter som i Forbitrelsen”:

16 wer waren denn die Hörer, welche die Erbitterung gemacht haben? Waren es nicht alle, die aus Aegypten durch Moses kamen?

Hvem vare da vel de, som hørte og dog voldte Forbitrelse? Mon ikke alle, som gik ud af Ægypten ved Moses?

17 Wer sind die Leute, denen er zürnte vierzig Jahre? Nicht die, welche gesündigt hatten, deren Leiber fielen in der Wüste?

Men paa hvem harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis døde Kroppe faldt i Ørkenen?

18 Welchen hat er zugeschworen, sie sollen nicht in seine Ruhe kommen, als denen die ungehorsam waren?

Og over for hvem tilsvor han, at de ikke skulde gaa ind til hans Hvile, uden dem, som vare blevne genstridige?

19 Und wir sehen, daß es ihnen nicht gelang hineinzukommen, des Unglaubens wegen.

Og vi se, at de ikke kunde gaa ind paa Grund af Vantro.