< Psalm 94 >

1 Herr! Als der Rache Gott, als Gott der Rache zeige Dich!
Herre! Gud, hvem Hævnen hører til, Gud, hvem Hævnen hører til, aabenbar dig herligt!
2 Erhebe Dich als Erdenrichter! Vergilt den Stolzen nach Verdienst!
Rejs dig, du Jordens Dommer! bring Gengældelse over de hovmodige.
3 Wie lange sollen Frevler, Herr, wie lange sollen Frevler noch frohlocken
Herre! hvor længe skulle de ugudelige, hvor længe skulle de ugudelige fryde sig?
4 und geifernd so Vermessenes reden und alle Übeltäter so sich brüsten
De udgyde en Strøm af Ord, de føre fræk Tale; de rose sig selv, alle de, som øve Uret.
5 Sie treten, Herr, Dein Volk. Die ewig Deinen quälen sie,
Herre! de knuse dit Folk og plage din Arv.
6 erwürgen Fremdlinge und Witwen und morden Waisen, sprechend:
De ihjelslaa Enken og den fremmede og myrde de faderløse.
7 "Der Herr sieht's nicht; nicht merkt es Jakobs Gott."
Og de sagde: Herren ser det ikke, og Jakobs Gud mærker det ikke.
8 Ihr Albernen im Volke werdet klug! Ihr Törichten! Wann wollt ihr das begreifen?
Giver dog Agt, I ufornuftige iblandt Folket! og I Daarer! naar ville I blive kloge?
9 Nicht hören sollte, der das Ohr erschafft? Nicht sehen, der das Auge hat gebildet?
Mon han, som plantede Øret, ikke skulde høre? eller mon han, som dannede Øjet, ikke skulde se?
10 Nicht strafen sollte, der die Heidenvölker züchtigt? Er, der den Menschen Einsicht schenkt?
Mon han, som advarer Hedningerne, ikke skulde straffe? han, som lærer et Menneske Kundskab!
11 Die menschlichen Gedanken kennt der Herr, wie sie so eitel sind. -
Herren kender Menneskenes Tanker, thi de ere Forfængelighed.
12 Dem Manne Heil, den Du erziehst, o Herr, aus Deiner Lehre ihn belehrst,
Salig er den Mand, som du, Herre! advarer, og den, du underviser ud af din Lov
13 ihn ob des Bösen Glück beruhigend, bis daß gegraben ist die Grube für den Frevler:
for at skaffe ham Hvile fra de onde Dage, indtil der bliver gravet en Grav for den ugudelige.
14 "Der Herr verstößt sein Volk nicht ganz, verläßt die ewig Seinen nicht.
Thi Herren skal ikke opgive sit Folk og ej forlade sin Arv.
15 Noch immer sitzt er zu Gericht; ihm fallen alle frommen Herzen zu."
Thi Retten skal vende tilbage til Retfærdighed, og alle de oprigtige af Hjertet skulle efterfølge den.
16 Wer steht mir gegen Bösewichter bei? Wer tritt für mich den Übles Tuenden entgegen?
Hvo staar hos mig imod de onde? hvo stiller sig hos mig imod dem, som gøre Uret?
17 Wenn nicht der Herr mein Beistand wäre, dann läge meine Seele bald im Reich der Stille.
Dersom Herren ikke havde været min Hjælp, da havde min Sjæl paa lidet nær boet i det stille.
18 Obschon ich wähnte, daß mein Fuß gewankt, so hält mich dennoch Deine Gnade aufrecht, Herr.
Der jeg sagde: Min Fod snublede, da opholdt, o Herre! din Miskundhed mig.
19 Und streiten sich in meinem Innern die Gedanken, so labt an Deinen Tröstungen sich meine Seele.
Der jeg havde mange Bekymringer i mit Inderste, da forlystede din Trøst min Sjæl.
20 Hat schon des Unrechts Stuhl der aufgestellt, der Unheil dem Gesetz bereitet?
Skulde Ondskabens Trone have Samkvem med dig? den, som gør Uret tvært imod, hvad Ret er?
21 Sie klagen fromme Seelen an; unschuldig Blut verdammen sie. -
De slaa sig sammen skarevis imod en retfærdigs Sjæl, og de fordømme uskyldigt Blod.
22 Doch eine Burg sei mir der Herr, mein Gott, mein Zufluchtsfels!
Men Herren blev mig en Befæstning, og min Gud blev mig en Tilflugts Klippe.
23 Er lohne ihnen auch ihr Unrecht; er tilge sie in ihrer Bosheit! Der Herr vertilge sie, er, unser Gott.
Og han har ladet deres Uret falde tilbage over dem og skal udrydde dem for deres Ondskab; Herren vor Gud skal udrydde dem.

< Psalm 94 >