Psalm 69
1 Auf den Siegesspender, für den öffentlichen Gottesdienst, von David. Gott! Rette mich! Bis an die Kehle geht mir das Gewässer.
Til Sangmesteren; til „Lillierne‟; af David.
2 Ich sinke ohne Halt in tiefen Schlamm hineingeraten in die Wassertiefen; mich überströmen Strudel.
Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen.
3 Vom Rufen bin ich müde, heiser ist mir meine Kehle, und meine Augen nehmen ab vom Schaun nach meinem Gott. -
Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig.
4 Die ohne Grund mich hassen, mehr als meines Hauptes Haare sind sie. Zuviel für meine Kräfte sind, die mich für nichts befehden. Erstatten soll ich, was ich nie geraubt.
Jeg er bleven træt af det, jeg har raabt, min Strube er hæs; mine Øjne ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud.
5 Du wußtest, Gott, von meiner Torheit, und meine Schuld entging Dir nicht.
Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; mægtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet.
6 Laß meinetwegen nicht zuschanden werden, die auf Dich harren, Herr, Du Herr der Heeresscharen! Nicht meinetwegen laß in Schmach geraten, die nach Dir suchen, Du Gott Israels!
Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig.
7 Denn Deinetwegen habe ich erduldet Schmach, hat Scham mein Angesicht bedeckt.
Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig.
8 Selbst meinen Brüdern bin ich fremd geworden, ein Fremdling meiner Mutter Söhnen.
Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt.
9 Denn mich verzehrt der Eifer für Dein Haus; der Geifer Deiner Schmäher fällt auf mich.
Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn.
10 Wenn ich durch Fasten mich kasteie, so wird es mir zum Schimpf.
Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig.
11 Und mache ich zu meinem Kleid das Bußgewand, dann bin ich ihnen zum Gespött.
Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser.
12 Die an den Toren sitzen, reden über mich, in Liedern voller Spott tun es die Zecher.
Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog.
13 Ich aber bete, Herr, zu Dir um eine Gnadenzeit. In Deiner reichen Huld erhöre mich, o Gott, durch Deine treue Hilfe!
De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig.
14 Befrei mich aus dem Schlamm, daß ich nicht sinke! Daß ich befreit von meinen Hassern werde, aus der Wassertiefe!
Men jeg henflyr med min Bøn til dig, Herre! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld!
15 Die Flut laß nicht mich überströmen und nicht die Tiefe mich verschlingen! Der Brunnen schließe seinen Schlund nicht über mir!
Frels mig af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb!
16 Erhör mich, Herr, nach Deiner Huld, der köstlichen! Und wende Dich mir zu nach Deiner reichen Liebe!
Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og I ikke Hulen lukke sin Mund over mig!
17 Verhüll Dein Angesicht vor Deinem Knechte nicht! Mir ist so bang. Erhör mich eilends!
Bønhør mig, Herre! thi din Miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed!
18 Herbei zu meiner Seele! Sie erlöse! Um meiner Feinde willen rette mich!
Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig!
19 Du kennst ja meine Schmach und Schande und meinen Schimpf bei allen meinen Drängern.
Hold dig nær til min Sjæl, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld!
20 Die Schmach bricht mir das Herz, ich bin verzweifelt. Auf Mitleid hoffe ich, jedoch umsonst, auf Tröster, doch ich finde keinen.
Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig.
21 Sie mischen Galle mir ins Essen und geben Essig mir für meinen Durst.
Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og jeg ventede paa Medynk, men der var ingen, og paa Trøstere; men jeg fandt ikke nogen.
22 Daß ihre Tafel ihnen eine Falle werde, für sie zur Schlinge ihr Gelage!
Og de gave mig Galde at æde og Eddike at drikke i min Tørst.
23 Daß ihre Augen finster werden und nichts sehen mehr! Laß ihre Hüften wanken immerdar!
Deres Bord blive foran dem til en Strikke og til en Snare, naar de ere trygge.
24 Gieß Deinen Grimm doch über sie, und Deine Zornglut packe sie!
Lad deres Øjne formørkes, at de ikke se, og lad deres Lænder altid rave!
25 Verödet sei ihr Lager und ihre Zelte unbewohnt!
Udøs din Harme over dem, og lad din brændende Vrede gribe dem!
26 Denn sie verfolgen, den Du schlägst, und fügen zu dem Schmerze Deiner Wunden neuen.
Deres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte.
27 Schuld füg zu ihrer Schuld hinzu, daß sie nicht schuldlos vor Dir werden!
Thi de forfølge den, som du har slaget, og de fortælle om deres Pine, som du har saaret.
28 Sie seien aus dem Buch der Lebenden getilgt, nicht aufgezeichnet mit den Frommen!
Læg Skyld til deres Skyld, og lad dem ikke komme til din Retfærdighed!
29 Mich, der ich arm und leidend bin, beglücke Deine Hilfe, Gott!
Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfærdige!
30 In Liedern preise ich den Namen Gottes und ehre ihn gar hoch durch Lobgesang.
Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig.
31 Denn dies gefällt dem Herrn viel mehr als Rinder, mehr als gehörnte und behufte Stiere:
Jeg vil love Guds Navn med Sang, og jeg vil storlig ære ham med Taksigelse.
32 Schaut her, ihr frommen Dulder! Und werdet froh, ihr Gottessucher! Und euer Herz leb wieder auf!
Og det skal bedre behage Herren end en ung Okse med Horn og Klove.
33 Der Herr erhört die Armen, verschmäht die Seinen nicht in Banden.
De sagtmodige have set det, de skulle glæde sig; I, som søge Gud — og eders Hjerte leve op!
34 Der Himmel und die Erde preise ihn, das Meer und alles, was darin sich regt!
Thi Herren hører de fattige og foragter ikke sin bundne.
35 Denn Gott hilft Sion wieder auf; läßt Judas Städte wiederum ersteh'nals Wohnstatt und als Erbe.
Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi!
36 Und seiner Diener Stamm nimmt's in Besitz: Die seinen Namen lieben, wohnen drin.
Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judas Stæder, og man skal bo der og eje det. Og hans Tjeneres Sæd skal arve det, og de, som elskede hans Navn, skulle bo derudi.
