Psalm 102
1 Gebet für einen Elenden, wenn er verzagt vor dem Herrn seine Klage ausschüttet. Herr! Höre mein Gebet, und laß mein Rufen zu Dir kommen!
En elendigs Bøn, naar han forsmægter og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.
2 Verbirg Dein Antlitz nicht vor mir! Neig her zu mir Dein Ohr an meinem Trübsalstage! Erhöre schnell mich, wenn ich rufe!
Herre! hør min Bøn og lad mit Raab komme til dig.
3 Denn meine Tage schwinden hin wie Rauch; dem Feuer gleich ist mein Gebein verbrannt.
Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest; bøj dit Øre til mig; paa den Dag jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig!
4 Mein Herz ist dürr, versengt wie Gras; mein täglich Brot vergesse ich zu essen.
Thi mine Dage ere gaaede op i Røg, og mine Ben ere brændte som et Brandsted.
5 Vor meinem lauten Seufzen klebt mein Gebein im Leib zusammen.
Mit Hjerte er rammet og tørret som en Urt; thi jeg har glemt at æde mit Brød.
6 Dem Pelikan der Wüste gleiche ich, und Eulen in Ruinen bin ich gleich geworden.
Formedelst mine Klageraab hænge mine Ben ved mit Kød.
7 Beim Wachen bin ich wie ein Vöglein, das einsam auf dem Dache weilt.
Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken; jeg er bleven som en Ugle i det øde.
8 Mich höhnen täglich meine Feinde, und die mich reizen, nehmen mich zum Fluchen.
Jeg vaager og er bleven som en enlig Spurv paa Taget.
9 Denn Asche esse ich wie Brot und mische meinen Trank mit Tränen
Mine Fjender have haanet mig den ganske Dag, de, som rase imod mig, sværge ved mig.
10 vor Deinem Zorne, Deinem Grimm, wenn Du mich aufhebst und zu Boden wirfst.
Thi jeg har tæret Aske som Brød og blandet min Drik med Graad
11 Dem langen Schatten gleichen meine Tage; wie Gras verdorre ich.
for din Vredens og din Fortørnelses Skyld; thi du løftede mig op og kastede mig bort.
12 Doch Du, Herr, thronest ewiglich; Dein Name dauert für und für.
Mine Dage are som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt.
13 Du solltest Dich erheben, Dich Sions wieder zu erbarmen. Ihm Gnade zu erweisen, ist es Zeit; denn die bestimmte Frist ist da.
Men du, Herre! bliver evindelig, og din Ihukommelse fra Slægt til Slægt.
14 So gerne haben Deine Knechte seine Steine und hängen selbst an seinem Schutt in Liebe.
Du vil gøre dig rede, du vil forbarme dig over Zion; thi det er paa Tide, at du er den naadig; thi den bestemte Tid er kommen.
15 Die Heiden fürchten dann des Herrn Namen und alle Könige der Erde Deine Herrlichkeit. -
Thi dine Tjenere hænge med Behag ved dens Stene, og de have Medynk med dens Støv.
16 Erbaut dem Herrn von neuem Sion und zeigt er sich in seinem Herrschertum,
Og Hedningerne skulle frygte Herrens Navn, og alle Kongerne paa Jorden din Ære;
17 und achtet auf der Nackten Flehen, verschmäht er nimmer ihr Gebet,
thi Herren har bygget Zion og har ladet sig se i sin Herlighed.
18 dann schreibe man dies für die Nachwelt auf, damit ein neugeschaffen Volk den Herrn lobpreise!
Han har vendt sit Ansigt til den enliges Bøn og ikke foragtet deres Bøn.
19 Von seiner heiligen Höhe schaue er herab; der Herr vom Himmel auf die Erde blicke,
Dette skal skrives for den kommende Slægt; og det Folk, som skabes, skal love Herren.
20 um der Gefangenen Gestöhn zu hören, des Todes Kinder zu befreien!
Thi han saa ned fra sin Helligdoms Højsæde; Herren saa fra Himmelen til Jorden
21 Dann künden sie des Herren Ruhm in Sion und zu Jerusalem sein Lob,
for at høre den bundnes Jamren, for at løse Dødsens Børn,
22 wenn sich die Völker allzumal versammeln und Königreiche, um dem Herrn zu dienen. -
for at de kunde forkynde Herrens Navn i Zion og hans Pris i Jerusalem,
23 Ermattet bin ich auf dem Weg; verkürzt sind meine Tage.
naar Folkene samles til Hobe og Rigerne til at tjene Herren.
24 Drum flehe ich: "Mein Gott! Nimm mich nicht weg in meiner Tage Hälfte! Du, dessen Jahre Ewigkeiten währen."
Han har ydmyget min Kraft paa Vejen, han har forkortet mine Dage.
25 Die Erde, die Du einst gegründet, der Himmel, Deiner Hände Werk,
Jeg siger: Min Gud! tag mig ikke bort midt i mine Dage, dine Aar vare fra Slægt til Slægt.
26 sie schwinden hin, Du aber bleibst. Sie all veralten wie ein Kleid; Du wechselst sie wie ein Gewand. Und wechseln sie,
Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene er dine Hænders Gerning.
27 so bleibst Du doch derselbe, und Deine Jahre enden nicht.
De skulle forgaa; men du bestaar; og de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som en Klædning, og de omskiftes.
28 So mögen auch die Kinder Deiner Knechte bleiben, ihr Stamm, solang Du selber bist!
Men du er den samme, og dine Aar faa ingen Ende. Dine Tjeneres Børn skulle fæste Bo, og deres Sæd skal stadfæstes for dit Ansigt.
