Job 9
1 Darauf gab Job zur Antwort:
Men Job svarede og sagde:
2 "Wahrhaft, ich weiß, daß es so ist. Wie könnte gegen Gott ein Mensch obsiegen?
Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
3 Hat einer Lust, mit ihm zu streiten, gibt er auf tausend nicht ein Wort zu hören.
Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
4 Ist einer noch so klug und stark, wer trotzte ihm und bliebe heil?
Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
5 Der Berge so versetzt, daß man nicht merkt, daß er im Zorn sie umgestürzt,
han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
6 der zittern macht der Erde Bau, daß ihre Säulen wanken,
han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
7 der nicht mehr scheinen heißt die Sonne, und Sterne unter Siegel legt,
han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
8 der ganz allein den Himmel spannte, auf Wolken schreitet,
han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
9 den Bären und Orion schuf, den Siebenstern, des Südens Kreuz,
han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
10 der groß und unerforschlich waltet und Wunder wirket ohne Zahl:
han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
11 Er macht sich an mich her, bevor ich's sehe, dringt auf mich ein, eh ich's bemerke.
Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
12 Und packt er zu, wer hält ihn ab? Wer sagt zu ihm: 'Was tust du da?'
Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
13 Wenn seinem Zorne Gott nicht wehrt, dann winden sich zu seinen Füßen selbst des Ungestüms Gehilfen.
Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
14 Wie kann dann ich ihm Rede stehen, ihm gegenüber meine Worte wählen,
Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
15 ich, der ich nicht Bescheid darf geben, mag ich im Recht auch sein, nein, meinen Richter noch anwinseln muß?
Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
16 Wenn ich ihn riefe, gäbe er mir Antwort? Ich glaub' es nicht, daß er auf meine Stimme hörte,
Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
17 er, der mich für ein Härchen packt, mir grundlos viele Wunden schlägt.
Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
18 Er läßt mich nicht zu Atem kommen, weil er mit Bitterkeit mich sättigt.
Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
19 Wenn's auf die Kraft ankommt, dann ist er stark, und gilt es zu beweisen, wer zeugt für mich?
Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟
20 Bin ich im Recht, dann zeiht mich doch sein Mund des Unrechts, bin ich unschuldig, stellt er mich doch als schuldig hin.
Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
21 Und wüßte ich nicht selber, daß ich schuldlos bin, wegwürfe ich mein Leben.
Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
22 Nun ist es so; drum sage ich es offen. Er bringt den Frommen gleich dem Frevler um.
Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
23 Die Geißel tötet blindlings; er lacht ob der Unschuldigen Verzweiflung.
Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
24 Die Welt ist somit ausgeliefert in eines Ungerechten Hand, der seinen Strafgerichten das Gesicht verhüllt. Ist's dem nicht so, wie ist es dann?
Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
25 Und meine Zeit läuft schneller als ein Läufer; sie flieht und sieht das Glück nicht mehr,
Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
26 so flüchtig wie die Binsenschiffe, rasch wie der beutegierige Aar.
De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
27 Nie kann ich sagen: 'Ich will mein Leid vergessen, mein Trauern lassen, heiter sein.'
Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
28 Mir graut vor allen meinen Schmerzen; ich weiß: Du sprichst mich nimmer los.
da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
29 Ich soll nun einmal schuldig sein. Wozu mich zwecklos mühen?
Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
30 Und wüsche ich mich weiß wie Schnee und reinigte mit Lauge mir die Hände,
Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
31 dann tauchtest Du mich um so tiefer in den Kot, daß meine Kleider selbst vor mir sich ekelten.
da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
32 Er ist kein Mensch wie ich, dem ich erwiderte: 'Gehn wir zusammen vor Gericht!'
Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
33 Wenn einen Schiedsmann zwischen uns es gäbe, der beide unter seine Aufsicht stellte,
Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
34 der seinen Stock von mir fernhielte; daß mich die Angst vor jenem nicht betäubte,
Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
35 dann wollt' ich furchtlos frei aussprechen, daß er - ich weiß es - gegen mich nicht ehrlich ist."
Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
