Job 36

1 Elihu fuhr nun weiter fort:

Og Elihu blev ved og sagde:

2 "Ein wenig warte noch, daß ich dich unterweise! Denn noch spricht manches auch für Gott.

Bi mig lidt, og jeg vil belære dig, thi her er endnu noget at tale for Gud.

3 Ich muß nur meinen Vortrag weiter ausdehnen; doch werde ich mein Tun rechtfertigen.

Jeg vil hente min Kundskab langt borte fra og skaffe den, som har skabt mig, Ret.

4 Denn nimmer sollen meine Worte dich enttäuschen, die ich an dich, Rechthaber, richte.

Thi sandelig, mine Taler ere ikke Løgn; een, som er oprigtig i hvad han ved, er hos dig.

5 Sieh, Gott ist fest und widerspricht sich nicht; er ist durchaus von festem Sinn.

Se, Gud er mægtig, og han vil ikke forkaste nogen, han er mægtig i Forstandens Styrke.

6 Er schenkt dem Frevler nicht das Leben; dem Armen aber gibt er Recht.

Han lader ikke en ugudelig leve, men skaffer de elendige Ret.

7 Von Frommen zieht er nicht die Augen ab; sogar mit Königen läßt er auf dem Thron sie sitzen, in Pracht und Herrlichkeit, und werden sie dann stolz,

Han drager ikke sine Øjne bort fra de retfærdige, hos Konger paa Tronen, der sætter han dem evindelig, og de skulle ophøjes.

8 so legt man sie in Ketten, und sie werden so gefesselt in des Elends Stricken.

Og om de blive bundne i Lænker, blive fangne med Elendigheds Snore,

9 Dann hält er ihnen vor ihr Treiben, ihre Sünden, daß sie stolz geworden.

da forkynder han dem deres Gerninger og deres Overtrædelser, at de vare overmodige;

10 Und so tut er ihr Ohr der Warnung auf und heißt sie umkehren von Sünden.

da aabner han deres Øren for Formaningen og siger, at de skulle omvende sig fra Uretfærdighed.

11 Gehorchen sie in Unterwürfigkeit, dann fließen ihre Tage in Glückseligkeit, in Wonne ihre Jahre hin.

Dersom de da ville høre og tjene ham, da skulle de ende deres Dage i det gode og deres Aar i Liflighed;

12 Doch wenn sie nicht gehorchen, rennen sie ins Dunkle und sie sterben in Verblendung.

men dersom de ikke ville høre, da skulle de omkomme ved Sværdet op opgive Aanden i Uforstand.

13 Ruchlose Leute aber wecken Zorn und rufen nicht um Hilfe, wenn er sie fesselt.

Og de vanhellige af Hjerte nære Vrede, de raabe ej til ham, naar han binder dem.

14 Hin stirbt so in der Jugendfrische ihre Seele, ihr Leben in der Vollkraft.

Deres Sjæl dør hen i Ungdommen og deres Liv som Skørlevneres.

15 In seinem Elend rettet er den Armen, dieweil er in der Not ihr Ohr eröffnet.

Han frier en elendig ved hans Elendighed og aabner deres Øre ved Trængsel.

16 Er lockt auch dich aus der Bedrängnis Rachen. An ihre Stelle träte Freiheit, unbeengt, und deines Tisches Schüssel würde voll von Fett.

Ogsaa dig leder han ud af Trængselens Strube til det vide Rum, hvor der ikke er snævert; og hvad, som sættes paa dit Bord, er fuldt af Fedme.

17 Bist du von frevelhaftem Urteil aber voll, dann trifft auch dich gerechtes Urteil.

Men har du fuldt op af den uretfærdiges Sag, skal Sag og Dom følges ad.

18 Denn Zorn verführe dich nicht zu dem Übermaße, der Streit um Lösung soll dich nicht verleiten.

Thi lad ej Vreden forlede dig til Spot og lad ej den store Løsesum forføre dig!

19 Wird's dein Geschrei in Ordnung bringen? Unnötig sind ja all die Kraftanstrengungen.

Mon han skulde agte din Rigdom? nej, hverken det skønne Guld eller nogen Magts Styrke!

20 Nicht wünsche dir die Nacht herbei! An ihre Stelle treten Unruhen.

Du skal ikke hige efter Natten, da Folk borttages fra deres Sted.

21 Nimm dich in acht und kehre nimmer dich dem Frevel zu! Du hast dazu mehr Lust als zu dem Leiden.

Forsvar dig, at du ikke vender dit Ansigt til Uret; thi denne har du foretrukket fremfor det at lide.

22 Sieh, Gott ist groß in seiner Macht. Wer ist ein Lehrer gleich wie er?

Se, Gud er ophøjet ved sin Kraft; hvo er en Lærer som han?

23 Wer stellt ihn über seinen Weg zur Rede? Wer sagt nur: 'Du hast schlecht gehandelt'?

Hvo har foreskrevet ham hans Vej? og hvo tør sige: Du har gjort Uret?

24 Bedenk, daß du sein Tun des Irrtums zeihst, das andere in Lobliedern besingen!

Kom i Hu, at du ophøjer hans Gerning, hvilken Folk have besunget;

25 Und alle Menschen haben ihre Lust daran; die Sterblichen betrachten es seit fernsten Zeiten.

hvilken alle Mennesker have set, hvilken Mennesket skuer langtfra.

26 Sieh, Gott ist alt, weit über unsere Begriffe, und unerforschlich seiner Jahre Zahl.

Se, Gud er stor, og vi kunne ikke kende ham, og man kan ikke udgrunde Tallet paa hans Aar.

27 Er zählt die Wassertropfen ab, daß sie in seinen Nebel hin als Regen sickern,

Thi han drager Vandets Draaber til sig; gennem hans Dunstkreds beredes de til Regn,

28 den Wolken rieseln lassen, auf viele Menschen niederträufelnd.

hvilken Skyerne lade nedflyde, lade neddryppe over mange Mennesker.

29 Wer vollends hätte Einsicht in der Wolken Weite, in das Gedröhne seines Wohngezeltes,

Mon ogsaa nogen forstaa hans Skyers Udspænding, hans Hyttes Bragen?

30 wenn er darin sein Rollen weithin tönen läßt und dann des Meeres Quellen niederrinnen?

Se, han udbreder sit Lys om sig og skjuler Havets Rødder.

31 Denn damit gibt er Völkern Nahrung, stellt Speise her in großer Menge.

Thi derved dømmer han Folkene, giver dem Spise i Overflødighed.

32 Er birgt den Blitzstrahl in den Händen, befiehlt ihm, wo er einzuschlagen hat.

Over sine Hænder dækker han med Lyset, og han giver det Befaling imod den, det skal ramme.

33 Er zeigt ihm seinen Freund; den Frevler aber läßt er ihn durchbohren."

Om ham forkynder hans Torden, ja om ham Kvæget, naar han drager op.