Job 31

1 "Ich schloß mit meinen Augen einen Bund. Wie sollte ich auf Jungfraun achten?

Jeg gjorde en Pagt med mine Øjne, og hvad skulde jeg agte paa en Jomfru?

2 Was ist mein Teil von Gott da droben, mein Lohn von dem Allmächtigen im Himmel?

Og hvad for en Lod vilde Gud have givet ovenfra og hvad for en Arv den Almægtige fra det høje?

3 Wahrhaftig, Unheil, wie's dem Bösewicht gebührt, und Ungemach, das nur für Übeltäter paßt.

Mon ikke Ulykke er beredt for den uretfærdige og Undergang for dem, som gøre Uret?

4 Besieht er denn nicht meine Wege, da er doch alle meine Schritte zählt?"

Mon han ikke ser mine Veje og tæller alle mine Skridt?

5 "Wenn ich der Falschheit nachgegangen wäre, verweilte auf dem Weg des Truges gern mein Fuß!

Dersom jeg har vandret med Falskhed, og min Fod har hastet til Svig,

6 Mit rechter Waage möge Gott mich wägen, und ohne Schuld wird er mich finden!

— han veje mig paa Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud kende min Uskyldighed —

7 Wenn meine Schritte je vom rechten Wege bogen, und wenn mein Herz den Augen folgte, und klebte je ein Makel meinen Händen an,

dersom min Gang har bøjet af fra Vejen, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øjne, og en Plet har klæbet ved mine Hænder:

8 dann zehre nur ein anderer von meiner Saat; entwurzelt werde meine Pflanzung!

Da gid jeg maa saa, men en anden æde, og mit Afkom maa oprykkes med Rod.

9 Wenn's mich zum fremden Weibe zog, und stellte ich dem Eheweib des Freundes nach,

Dersom mit Hjerte er forlokket til en Kvinde, og jeg har luret ved min Næstes Dør:

10 dann mahle auch mein Weib für andere, und andere mögen über sie sich beugen!

Da gid min Hustru maa male for en anden, og andre bøje sig over hende.

11 Denn dieses wäre eine Schandtat, ein Verbrechen, vom Richter zu bestrafen,

Thi det var en Skændselsgerning, og det var en Misgerning, som hørte hen for Dommerne;

12 ein Feuer, das bis zu dem Abgrund fräße und meine Habe all entwurzeln müßte.

thi det var en Ild, som fortærede indtil Afgrunden, og som skulde have oprykket al min Afgrøde med Rode.

13 Mißachtete ich meines Sklaven Recht und meiner Magd, wenn sie mit mir im Streite waren,

Dersom jeg havde foragtet min Tjeners eller min Tjenestepiges Ret, naar de trættede med mig;

14 was wollte ich da machen, wenn Gott jetzt Rache nähme, und untersuchte er, was ihm erwidern?

— og hvad vilde jeg gøre, naar Gud vilde opstaa? og naar han vilde hjemsøge, hvad skulde jeg svare ham?

15 Hat er ihn nicht geformt, im gleichen Schoß wie mich und sie geschaffen in dem gleichen Mutterleibe?

har ikke han, som skabte mig i Moders Liv, skabt ham? og har ikke en og den samme beredt os i Moderskød? —

16 Versagte ich den Schwachen einen Wunsch und ließ der Witwe Augen schmachten,

dersom jeg har nægtet de ringe deres Begæring og ladet Enkens Øjne vansmægte,

17 verzehrt' für mich allein ich meinen Bissen, und durfte nicht die Waise mitessen; -

og jeg har ædt min Mundbid for mig alene, saa at den faderløse ikke aad deraf;

18 seit meiner Jugend blickte sie zu mir gleich einem Vater auf, vom Mutterschoß an leitete ich sie, -

— tværtimod, han er opvokset hos mig som hos en Fader fra min Ungdom af, og hende ledede jeg, fra min Moders Liv af —

19 und sah ich einen nackten Bettler und einen Armen hüllenlos,

dersom jeg har set en forkommen, uden Klæder, og at den fattige intet Dække havde;

20 wenn seine Hüften keinen Dank mir wußten und er sich nicht von meiner Lämmer Schur erwärmte,

dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, medens han varmede sig ved Ulden af mine Faar;

21 und schwang ich gegen eine Waise meine Faust, weil ich in dem Gerichtstor Beistand für mich sah,

dersom jeg har løftet min Haand imod den faderløse, fordi jeg saa Hjælp for mig i Porten:

22 dann falle mir die Achsel aus der Schulter, und aus dem Rohr werd' mir der Arm gerissen! -

Da gid min Skulder maa falde fra Skulderbladet, og min Arm brydes fra Armpiben!

23 Denn fürchterliches Unheil ist meines Gottes Schrecken; vor seiner Hoheit kann ich nicht bestehen.

Thi en Rædsel vilde være kommen over mig, en Ulykke fra Gud, og imod hans Højhed formaaede jeg intet.

24 Und machte ich zu meinem Götzen Gold und hieß ich Mammon meinen Helfer

Dersom jeg har sat Guld til mit Haab eller sagt til det kostelige Guld: Du er min Tillid;

25 und sonnte mich an meinen Schätzen, daß ich's so weit gebracht,

dersom jeg har glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt;

26 und wenn ich das Gestirn erblickte, wann's sichtbar ward, den lieben Mond, wie er des Weges zog,

dersom jeg har set til Sollyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaar herlig,

27 und ließ' mein Herz sich insgeheim betören und legte meine Hand zum Kusse sich an meinen Mund:

og mit Hjerte har ladet sig forlokke i Løndom, saa at min Mund kyssede min Haand:

28 auch das wär' ein Vergehn, vom Richter zu bestrafen, weil ich Gott in der Höh' verleugnet hätte.

— Ogsaa dette havde været en Misgerning, som hørte hen under Dommerne; thi jeg havde hyklet for Gud i det høje —!

29 Nie freute mich des Feindes Not, und nie frohlockt' ich, wenn ihn Unheil traf.

dersom jeg har glædet mig over min Fjendes Undergang og jublet, naar Ulykken ramte ham;

30 Nie gab ich meinen Mund der Sünde hin, um seine Seele zum Verfluchen mir zu fordern.

— men jeg tilstedede ikke min Gane at synde, saa at jeg under Forbandelse begærede hans Sjæl —

31 In meinem Zelte sagten die Geringsten: 'Ach, möchte er mit seiner Rache unersättlich sein!'

dersom ikke Mændene i mit Telt have sagt: Hvor finder man nogen, som ikke er bleven mæt af hans Kød?

32 Kein Fremdling durfte je im Freien nächtigen, und jedem Wandersmann stand meine Türe offen.

— den fremmede maatte ikke ligge udenfor om Natten, jeg lod mine Døre op for vejfarende —

33 Nie habe ich, wie Adam, meine Missetat verheimlicht, im Busen meine Schuld geborgen,

dersom jeg har skjult mine Overtrædelser som Adam og dulgt min Misgerning i min Barm,

34 weil es mir vor dem Auflauf graute und mich der Sippe Schimpf erschreckte, so daß ich stille mich verhalten und nicht aus meiner Tür gegangen wäre!

fordi jeg frygtede den store Hob, og Slægters Foragt kunde have forfærdet mig, saa at jeg tav og ikke gik ud af en Dør —

35 Wer aber hört mich an? Hier meine Unterschrift! Drauf soll mir der Allmächtige erwidern, aufs Schreiben, das als Kläger ich verfaßt!

Havde jeg dog den, som vilde høre paa mig! se her min Underskrift — den Almægtige svare mig — og her den Klage, min Modpart har opsat;

36 Ich trüge einen solchen auf der Schulter und wollt' ihn mir als Diadem aufsetzen.

sandelig, jeg skulde tage den paa min Skulder, jeg skulde binde den omkring mig som et Hovedsmykke!

37 Bei jedem meiner Schritte huldigte ich ihm wie einem Fürsten: gleich einem Fürsten träte ich ihm da entgegen.

Jeg vil tilkendegive ham ethvert af mine Skridt, som en Fyrste vil jeg nærme mig ham.

38 Wenn über mich mein Acker schrie und alle seine Furchen weinten

Dersom min Ager raaber imod mig, og alle dens Furer græde;

39 und ich verzehrte seine Ernte, ohne zu bezahlen, und ließe die, die ihn bebauten, stöhnen,

dersom jeg har fortæret dens Grøde uden at have betalt den og udblæst Sjælen fra dens Ejermand:

40 dann sollen Disteln statt des Weizens und statt der Gerste Unkraut sprossen!" - Hier enden Jobs Reden.

Gid da vokse Tjørn i Stedet for Hvede, og Ukrudt i Stedet for Byg; — Jobs Ord have Ende.