Job 19

1 Darauf erwidert Job und spricht:

Men Job svarede og sagde:

2 "Wie lange peinigt ihr mich noch, zermartert mich mit euren Worten?

Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?

3 Wohl dutzendmal versuchtet ihr, mir eine Niederlage zu bereiten. Ihr schämt euch nicht, zum Angriff gegen mich zu schreiten.

I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.

4 Ist's wahr, daß wirklich ich geirrt und daß im Irrtum ich verharre?

Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.

5 Wollt ihr gar groß tun gegen mich, so müßt ihr meine Schande mir beweisen.

Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,

6 So seht doch ein, daß Gott mir Hindernisse legt! Er hat mich in sein Netz verstrickt.

saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.

7 Ich schreie: 'Ha, Gewalttat'; niemand hört's. Ich rufe, und mein Recht bleibt aus.

Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.

8 Er hat mir meinen Weg verbaut, und meinen Pfad in Finsternis gehüllt.

Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.

9 Der Ehre hat er mich beraubt, die Krone mir vom Haupt gerissen,

Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.

10 zerschmettert mich, daß ich zerfahren und reißt, wie einen Baum, so mir das Hoffen aus.

Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;

11 Sein Zorn ist wider mich entbrannt; er achtet mich als seinen Feind.

og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.

12 All seine Scharen rücken an, erbauen einen Damm gerade auf mich zu und lagern rings sich um mein Zelt.

Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.

13 Mich lassen meine Brüder; Vertraute gehen von mir.

Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.

14 Nachbarn und Freunde bleiben aus, und meines Hauses Schützlinge vergessen mich.

Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.

15 Die Mägde achten mich für einen Fremden; ein Unbekannter bin ich ihnen.

De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.

16 Der Knecht hört nicht, wenn ich ihn rufe; ich muß ihn buchstäblich aufsuchen.

Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.

17 Und für mein Weib ist meine Zuneigung ein Ekel und meine Zärtlichkeiten meinen eigenen Kindern.

Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.

18 Sogar die Buben, sie verachten mich; sie spotten meiner, wenn ich mich erhebe.

Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.

19 Die Mindesten aus meinem Kreis verabscheun mich; es wenden, die ich gerngehabt, sich gegen mich.

Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.

20 An meiner Haut, an meinem Fleisch klebt mein Gebein; mit meinen Narben bin ich einzig da.

Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.

21 Erbarmet euch! Erbarmet euch, ihr meine Freunde! Denn Gottes Hand hat mich getroffen.

Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.

22 Warum verfolgt ihr mich wie Gott? Habt ihr an mir noch nicht genug?

Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?

23 Ach, möchten meine Worte aufgezeichnet und in ein Buch geschrieben werden,

Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,

24 auf Blei mit Eisenstift, auf ewig in den Fels gehauen!

ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!

25 Ich weiß bestimmt, für mich lebt ein Verteidiger, und schließlich tritt er doch auf Erden auf.

Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.

26 Dann ändert sich mein Körper hier; ich schaue Gott in meinem Leibe.

Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,

27 Den ich für mich ersehne, den sehe ich allein und niemand sonst; mag auch das Herz mir in der Brust hinschwinden.

hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.

28 Ihr sprechet ja: 'Womit nur wollen gegen ihn wir vorgehen, da doch der Hauptgrund jetzt bei ihm gefunden ist?'

Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:

29 Nur hütet euch vor der Verleumdung! Verleumdung ist ja Gift und Sünde, daß ihr erfahrt, was richten heißt."

Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.