Job 9
1 Und Hiob antwortete und sprach:
Men Job svarede og sagde:
2 Wahrlich, ich weiß, daß es also ist; und wie könnte ein Mensch gerecht sein vor Gott?
Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
3 Wenn er Lust hat, mit ihm zu rechten, so kann er ihm auf tausend nicht eins antworten.
Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
4 Er ist weise von Herzen und stark an Kraft: wer hat sich wider ihn verhärtet und ist unversehrt geblieben?
Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
5 Der Berge versetzt, ehe sie es merken, er, der sie umkehrt in seinem Zorn;
han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
6 der die Erde aufbeben macht von ihrer Stätte, und ihre Säulen erzittern;
han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
7 der der Sonne befiehlt, und sie geht nicht auf, und der die Sterne versiegelt;
han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
8 der die Himmel ausspannt, er allein, und einherschreitet auf den Höhen des Meeres;
han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
9 der den großen Bären gemacht hat, den Orion und das Siebengestirn und die Kammern des Südens;
han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
10 der Großes tut, daß es nicht zu erforschen, und Wundertaten, daß sie nicht zu zählen sind.
han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
11 Siehe, er geht an mir vorüber, und ich sehe ihn nicht, und er zieht vorbei, und ich bemerke ihn nicht.
Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
12 Siehe, er rafft dahin, und wer will ihm wehren? Wer zu ihm sagen: Was tust du?
Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
13 Gott wendet seinen Zorn nicht ab, unter ihn beugen sich Rahabs Helfer.
Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
14 Wieviel weniger könnte ich ihm antworten, meine Worte wählen ihm gegenüber!
Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
15 Der ich, wenn ich gerecht wäre, nicht antworten könnte, um Gnade würde ich flehen zu meinem Richter.
Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
16 Wenn ich riefe, und er mir antwortete, nicht würde ich glauben, daß er meiner Stimme Gehör schenken würde:
Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
17 Er, der mich zermalmt durch ein Sturmwetter, und meine Wunden mehrt ohne Ursache;
Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
18 er erlaubt mir nicht, Atem zu holen, denn er sättigt mich mit Bitterkeiten.
Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
19 Wenn es auf Kraft des Starken ankommt, so sagt er: “Siehe hier!” und wenn auf Recht: “Wer will mich vorladen?”
Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟
20 Wenn ich auch gerecht wäre, so würde mein Mund mich doch verdammen; wäre ich vollkommen, so würde er mich für verkehrt erklären.
Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
21 Vollkommen bin ich; nicht kümmert mich meine Seele, ich verachte mein Leben; es ist eins!
Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
22 Darum sage ich: Den Vollkommenen und den Gesetzlosen vernichtet er.
Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
23 Wenn die Geißel plötzlich tötet, so spottet er der Prüfung der Unschuldigen.
Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
24 Die Erde ist in die Hand des Gesetzlosen gegeben, das Angesicht ihrer Richter verhüllt er. Wenn er es nun nicht ist, wer anders?
Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
25 Und meine Tage eilen schneller dahin als ein Läufer, sie entfliehen, schauen das Glück nicht.
Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
26 Sie ziehen vorüber gleich Rohrschiffen, wie ein Adler, der auf Fraß herabstürzt.
De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
27 Wenn ich sage: Ich will meine Klage vergessen, will mein Angesicht glätten und mich erheitern,
Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
28 so bangt mir vor allen meinen Schmerzen; ich weiß, daß du mich nicht für schuldlos halten wirst.
da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
29 Ich muß schuldig sein; wozu soll ich mich denn nutzlos abmühen?
Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
30 Wenn ich mich mit Schnee wüsche und meine Hände mit Lauge reinigte,
Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
31 alsdann würdest du mich in die Grube tauchen, und meinen eigenen Kleidern würde vor mir ekeln.
da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
32 Denn er ist nicht ein Mann wie ich, daß ich ihm antworten dürfte, daß wir miteinander vor Gericht gehen könnten.
Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
33 Es gibt zwischen uns keinen Schiedsmann, daß er seine Hand auf uns beide legte.
Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
34 Er tue seine Rute von mir weg, und sein Schrecken ängstige mich nicht:
Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
35 so will ich reden und ihn nicht fürchten; denn nicht also steht es bei mir.
Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
