< Psalm 106 >

1 Lobet Jah! / Danket Jahwe, denn er ist gütig; / Ewig währet ja seine Huld.
Halleluja! Pris Herren, for han er god, hans miskunnhet varer evindelig.
2 Wer kann gebührend von Jahwes Taten reden / Und all seinen Ruhm erschöpfend verkünden?
Hvem kan utsi Herrens veldige gjerninger, forkynne all hans pris?
3 Heil denen, die das Gesetz befolgen, / Die Gerechtigkeit üben zu jeder Zeit!
Salige er de som tar vare på det som rett er, den som gjør rettferdighet til enhver tid.
4 Gedenke mein, o Jahwe! / Auch mir schenk die Huld, die dein Volk erfährt! / Auch mich sieh an, wenn du ihm hilfst!
Kom mig i hu, Herre, efter din nåde mot ditt folk, se til mig med din frelse,
5 Dann schau ich mit Lust deiner Erwählten Glück, / Dann teil ich die Freude deines Volks / Und darf mich rühmen mit deinem Erbe.
så jeg kan se på dine utvalgtes lykke, glede mig med ditt folks glede, rose mig med din arv!
6 Wir haben gesündigt gleich unsern Vätern, / Haben gottlos gehandelt, gefrevelt.
Vi har syndet med våre fedre, vi har gjort ille, vi har vært ugudelige.
7 Unsre Väter in Ägypten achteten nicht deiner Wunder, / Gedachten nicht deiner Gnadenfülle, / Sondern waren widerspenstig am Meer, am Schilfmeer.
Våre fedre i Egypten aktet ikke på dine undergjerninger, de kom ikke i hu dine mange nådegjerninger, men var gjenstridige ved havet, ved det Røde Hav.
8 Er aber rettete sie um seines Namens willen, / Um seine Macht zu beweisen.
Dog frelste han dem for sitt navns skyld, for å kunngjøre sitt velde,
9 Er schalt das Schilfmeer, da ward es trocken. / In den Fluten ließ er sie ziehn wie auf blachem Feld.
og han truet det Røde Hav, og det blev tørt, og han lot dem gå gjennem dypene som i en ørken,
10 So befreite er sie aus des Hassers Hand / Und erlöste sie aus des Feindes Gewalt.
og han frelste dem av hans hånd som hatet dem, og forløste dem av fiendens hånd,
11 Die Wasser bedeckten ihre Bedränger: / Nicht einer von ihnen blieb übrig.
og vannet skjulte deres motstandere, det blev ikke én av dem tilbake.
12 Da vertrauten sie auf seine Worte, / Sie sangen seinen Ruhm.
Da trodde de på hans ord, de sang hans pris.
13 Doch schnell vergaßen sie seine Taten, / Warteten nicht, daß sein Rat sich erfülle.
Men snart glemte de hans gjerninger, de bidde ikke på hans råd;
14 Sondern lüstern wurden sie in der Wüste / Und versuchten Gott in der Öde.
men de blev grepet av begjærlighet i ørkenen, og de fristet Gud på det øde sted.
15 Da erfüllte er wohl ihr Verlangen, / Aber dann sandte er ihnen Krankheit zu.
Da gav han dem det de vilde ha, men sendte tærende sykdom over deres liv.
16 Sie waren auch neidisch auf Mose im Lager, / Auf Aaron, Jahwes Geweihten.
Og de blev avindsyke mot Moses i leiren, mot Aron, Herrens hellige.
17 Da tat sich die Erde auf: sie verschlang Datan / Und bedeckte die Rotte Abirams.
Jorden oplot sig og slukte Datan og skjulte Abirams hop,
18 Feuer ergriff ihre Rotte, / Die Flamme verzehrte die Frevler.
og en ild satte deres hop i brand, en lue brente op de ugudelige.
19 Sie machten ein Kalb am Horeb / Und beteten dann dies Gußbild an.
De gjorde en kalv ved Horeb og tilbad et støpt billede,
20 Ihres Gottes Herrlichkeit gaben sie hin / Für das Bild eines Stieres, der Gras frißt.
og de byttet sin ære mot billedet av en okse, som eter gress.
21 Sie hatten Gott, ihren Retter, vergessen, / Der Großes getan in Ägypten,
De glemte Gud, sin frelser, som hadde gjort store ting i Egypten,
22 Wunder im Lande Hams, / Erstaunliche Dinge am Schilfmeer.
undergjerninger i Kams land, forferdelige ting ved det Røde Hav.
23 Er wollte sie schon vertilgen: / Doch da trat Mose, sein Auserwählter, vor ihm in den Riß, / Um seine Zornglut abzuwenden, / Daß er sie nicht verderbe.
Da sa han at han vilde ødelegge dem, dersom ikke Moses, hans utvalgte, hadde stilt sig i gapet for hans åsyn for å avvende hans vrede fra å ødelegge dem.
24 Sie verschmähten das köstliche Land, / Sie trauten seiner Verheißung nicht,
Og de foraktet det herlige land, de trodde ikke hans ord,
25 Sondern murrten in ihren Zelten, / Gehorchten nicht Jahwes Stimme.
og de knurret i sine telt, de hørte ikke på Herrens røst.
26 Da hub er auf seine Hand und schwur, / Sie niederzuschlagen in der Wüste,
Da opløftet han sin hånd og svor at han vilde la dem falle i ørkenen
27 Ihre Nachkommen unter die Völker zu werfen, / Sie zu zerstreuen in die Länder.
og la deres avkom falle iblandt hedningene og sprede dem i landene.
28 Sie hängten sich an den Baal Peôr / Und aßen Opfer für Tote.
Og de bandt sig til Ba'al-Peor og åt av offere til døde,
29 So reizten sie ihn mit ihrem Tun. / Da riß unter ihnen ein Sterben ein.
og de vakte harme ved sine gjerninger, og en plage brøt inn iblandt dem.
30 Nun aber trat Pinehas auf und hielt Gericht: / Da ward der Plage Einhalt getan.
Da stod Pinehas frem og holdt dom, og plagen stanset;
31 Das ward ihm gerechnet zur Gerechtigkeit / Für alle Geschlechter, für immer.
og det blev regnet ham til rettferdighet fra slekt til slekt evindelig.
32 Sie erzürnten ihn weiter am Haderwasser, / Und übel ging's Mose um ihretwillen.
Og de vakte vrede ved Meribas vann, og det gikk Moses ille for deres skyld;
33 Denn sie hatten seinem Geist widerstrebt, / So daß ihm unbedachte Worte entfuhren.
for de var gjenstridige mot hans Ånd, og han talte tankeløst med sine leber.
34 Sie vertilgten auch nicht die Völker, / Wie ihnen Jahwe geboten hatte.
De ødela ikke de folk som Herren hadde talt til dem om,
35 Sondern sie ließen sich ein mit den Heiden / Und nahmen an ihrem Treiben teil:
men de blandet sig med hedningene og lærte deres gjerninger,
36 Sie dienten ihren Götzen, / Die wurden ihnen zum Fallstrick.
og de tjente deres avguder, og disse blev dem til en snare,
37 Sie opferten ihre Söhne / Und ihre Töchter den bösen Geistern.
og de ofret sine sønner og sine døtre til maktene.
38 So vergossen sie schuldlos Blut, / Das Blut ihrer Söhne und Töchter, / Die sie opferten Kanaans Götzen, / Daß das Land durch Blutschuld entweiht ward.
og de utøste uskyldig blod, sine sønners og sine døtres blod, som de ofret til Kana'ans avguder, og landet blev vanhelliget ved blod.
39 So wurden sie unrein durch ihr Tun / Und fielen von Gott durch ihr Treiben ab.
De blev urene ved sine gjerninger og drev hor ved sin adferd.
40 Da entbrannte Jahwes Zorn wider sein Volk, / Er fühlte Abscheu gegen sein Erbe.
Da optendtes Herrens vrede mot hans folk, og han fikk avsky for sin arv.
41 Drum gab er sie in der Heiden Hand, / Daß ihre Hasser über sie herrschten.
Og han gav dem i hedningers hånd, og de som hatet dem, hersket over dem,
42 Ihre Feinde bedrängten sie, / Sie mußten sich beugen ihrer Gewalt.
og deres fiender trengte dem, og de blev ydmyket under deres hånd.
43 Oftmals zwar befreite er sie, / Doch in Eigensinn lehnten sie sich auf: / Drum gingen sie unter in ihrer Schuld.
Mange ganger utfridde han dem; men de var gjenstridige i sine råd, og de sank ned i usseldom for sin misgjernings skyld.
44 Er aber sah gnädig auf ihre Not, / Als er ihr lautes Schrein vernahm.
Og han så til dem når de var i nød, idet han hørte deres klagerop.
45 Da gedachte er ihnen an seinen Bund / Und hatte Mitleid in großer Huld.
Og i sin godhet mot dem kom han sin pakt i hu, og det gjorde ham ondt efter hans store miskunnhet,
46 Er ließ sie Erbarmen finden / Bei allen, die sie ins Elend geführt.
og han lot dem finne barmhjertighet for alle deres åsyn som hadde ført dem i fangenskap.
47 Hilf uns, Jahwe, unser Gott, / Und sammle uns aus den Heiden! / Dann wollen wir danken deinem heiligen Namen, / Uns glücklich preisen, dich zu loben.
Frels oss, Herre vår Gud, og samle oss fra hedningene til å love ditt hellige navn, rose oss av å kunne prise dig!
48 Gepriesen sei Jahwe, Israels Gott, / Von Ewigkeit zu Ewigkeit! / Und alles Volk spreche: / "Ja wahrlich! Lobt Jah!"
Lovet være Herren, Israels Gud, fra evighet og til evighet! Og alt folket sier: Amen. Halleluja!

< Psalm 106 >