Psaumes 39

1 Pour la fin, à Idithun lui-même, cantique de David. J’ai dit: Je garderai mes voies, afin que je ne pèche point par ma langue.

Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.

2 Je me suis tu, et je me suis humilié, et j’ai passé sous silence des bonnes choses; et ma douleur a été renouvelée.

Jeg sagde: »Mine Veje vil jeg vogte paa, saa jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, saa længe den gudløse er mig nær!«

3 Mon cœur s’est échauffé au dedans de moi: et dans ma méditation un feu s’est embrasé.

Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgaa tomme Ord, men min Smerte naged,

4 J’ai dit par ma langue: Seigneur, faites-moi connaître ma fin,

mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

5 Voilà que vous avez fait mes jours mesurables: mon être est comme rien devant vous.

Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Maal af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

6 En vérité, comme une ombre passe un homme; et c’est bien en vain qu’il se trouble.

Se, i Haandsbredder maalte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Aandepust staar hvert Menneske der. (Sela)

7 Et maintenant quelle est mon attente? N’est-ce pas le Seigneur? Oui, mon Dieu, tout mon bien est en vous.

Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der faar det.

8 Arrachez-moi à toutes mes iniquités: vous m’avez rendu un objet d’opprobre pour l’insensé.

Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Haab staar ene til dig.

9 Je suis resté muet, et je n’ai pas ouvert ma bouche: parce que c’est vous qui l’avez fait.

Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Daarer!

10 Détournez de moi vos coups.

Jeg tier og aabner ikke min Mund, du voldte det jo.

11 Par la force de votre main, moi j’ai défailli au milieu de vos réprimandes: à cause de son iniquité, vous avez puni un homme.

Borttag din Plage fra mig, under din vældige Haand gaar jeg til.

12 Exaucez ma prière, Seigneur, et ma supplication: prêtez l’oreille à mes larmes.

Naar du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Aandepust er hvert Menneske. (Sela)

13 Donnez-moi quelque relâche, afin que je reprenne des forces, avant que je m’en aille et que je ne sois plus.

Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Taarer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, saa jeg kvæges, før jeg gaar bort og ej mer er til!