Psaumes 142

1 Intelligence de David, lorsqu’il était dans la caverne, prière. De ma voix vers le Seigneur j’ai crié: de ma voix au Seigneur j’ai adressé ma supplication;

(En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

2 Je répands, en sa présence, ma prière; et ma tribulation, c’est devant lui-même que je l’expose.

udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

3 Pendant que mon esprit se retire de moi, et c’est vous qui avez connu mes sentiers.

Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

4 Je considérais à ma droite, et je regardais; et il n’y avait personne qui me connût.

Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

5 J’ai crié vers vous, Seigneur, j’ai dit: C’est vous qui êtes mon espérance, ma part dans la terre des vivants.

HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

6 Soyez attentif à ma supplication, parce que j’ai, été humilié à l’excès.

Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;

7 Retirez de la prison mon âme, pour qu’elle glorifie votre nom: des justes m’attendent, jusqu’à ce que vous me rendiez justice.

udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.