Job 39

1 Est-ce que tu connais le temps de l’enfantement des chèvres sauvages dans les rochers? ou as-tu observé des biches lorsqu’elles enfantaient?

Ved du Tiden, naar Stengederne føde? har du taget Vare paa, naar Hinderne ville føde?

2 As-tu compté les mois de leur conception, et sais-tu le temps de leur enfantement?

Tæller du de Maaneder, som de fylde, eller ved du Tiden, naar de føde?

3 Elles se courbent pour mettre bas leur faon, et elles enfantent, et elles poussent des hurlements.

De bøje sig sammen, de føde deres Unger og kaste deres Byrde.

4 Leurs petits se séparent et vont au pâturage; ils sortent et ne reviennent pas vers elles.

Deres Unger blive stærke, de blive store paa Marken, de gaa ud og komme ikke tilbage til dem.

5 Qui a laissé aller l’onagre libre, qui a rompu ses liens?

Hvo har ladet Vildæselet ud i det frie? og hvo løste Skovæselets Baand,

6 Je lui ai donné dans la solitude une maison, et ses lieux de retraite dans une terre de sel.

hvilket jeg har givet den slette Mark til dets Hjem og Saltørkenen til dets Bo.

7 Il méprise la multitude d’une ville, et il n’entend pas le cri d’un exacteur.

Det ler ad Stadens Tummel; det hører ikke Driverens Buldren.

8 Il regarde de tous côtés les montagnes, lieux de son pâturage, et il cherche tous les herbages verts.

Hvad det opsporer paa Bjergene, er dets Føde, og det søger efter alt det grønne.

9 Est-ce qu’un rhinocéros voudra te servir, ou demeurera-t-il à ton étable?

Mon Enhjørningen har Lyst til at trælle for dig? mon den vil blive Natten over ved din Krybbe?

10 Est-ce que tu lieras un rhinocéros à tes traits, pour qu’il laboure? ou rompra-t-il les glèbes des vallons après toi?

Kan du tvinge Enhjørningen ved dens Reb til at holde Furen? mon den vil harve Dalene efter dig?

11 Est-ce que tu auras confiance en sa grande force, et lui laisseras-tu tes travaux?

Kan du forlade dig paa den, fordi dens Kraft er stor? og kan du overlade den dit Arbejde?

12 Est-ce que tu croiras qu’il te rendra tes semailles et qu’il remplira ton aire?

Kan du tro den til, at den vil føre dig din Sæd hjem og samle den hen til din Tærskeplads?

13 L’aile de l’autruche est semblable aux ailes du héron et de l’épervier.

Strudsenes Vinge svinger sig lystigt; mon det er Storkens Vinge og Fjer?

14 Quand elle abandonne ses œufs sur la terre, sera-ce toi, par hasard, qui les réchaufferas dans la poussière?

Nej, den overlader sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Støvet,

15 Elle oublie qu’un pied les foulera, ou que la bête des champs les écrasera.

og den glemmer, at en Fod kunde trykke dem i Stykker, og et vildt Dyr paa Marken søndertræde dem.

16 Elle est dure pour ses petits, comme s’ils n’étaient pas les siens, elle a rendu son travail inutile, en les abandonnant, aucune crainte ne l’y obligeant.

Den handler haardt med sine Unger, som vare de ikke dens egne; er dens Møje end forgæves, er den uden Frygt.

17 Car Dieu l’a privée de sagesse, et ne lui a pas donné l’intelligence.

Thi Gud har ladet den glemme Visdom og har ikke givet den Del i Forstand.

18 Dans l’occasion, elle élève en haut ses ailes; elle se rit du cheval et de celui qui le monte.

Paa den Tid, naar den svinger sig i Højden, da beler den Hesten og den, der rider paa den.

19 Est-ce que tu donneras au cheval de la force, ou environneras-tu son cou de hennissements?

Kan du give Hesten Styrke eller klæde dens Hals med flagrende Manke?

20 Est-ce que tu le feras bondir comme les sauterelles? La gloire de ses naseaux est la terreur.

Kan du gøre, at den springer som Græshoppen? dens prægtige Prusten er forfærdelig.

21 Il creuse de son sabot la terre, il s’élance avec audace; il court au-devant des hommes armés;

Den skraber i Dalen og fryder sig i Kraft; den farer frem imod den, som bærer Rustning

22 Il méprise la peur, il ne cède pas au glaive.

Den ler ad Frygt og forskrækkes ikke og vender ikke tilbage for Sværdets Skyld.

23 Sur lui retentira le bruit du carquois, la lance étincellera ainsi que le bouclier.

Pilekoggeret klirrer over den, ja, det blinkende Jern paa Spyd og Glavind.

24 Bouillonnant et frémissant il dévore la terre, et ne tient aucun compte du bruit de la trompette, lorsqu’elle sonne le retour.

Med Bulder og Fnysen sluger den Vejen og bliver ikke staaende stille, naar Trompetens Lyd høres.

25 Dès qu’il entend le clairon, il dit: Oh! il sent de loin une guerre, l’exhortation des chefs, et les cris confus d’une armée.

Saa snart Trompeten lyder, siger den: Hui! og lugter Krigen i det fjerne, Fyrsternes Raab og Krigstummelen.

26 Est-ce par ta sagesse que l’épervier se couvre de ses plumes, étendant ses ailes vers le midi?

Er det efter din Forstand, at Spurvehøgen flyver, udbreder sine Vinger imod Sønden?

27 Est-ce à ton ordre que l’aigle s’élèvera, et placera son nid dans les lieux les plus élevés?

Eller er det efter din Befaling, at Ørnen flyver højt og bygger sin Rede i det høje?

28 C’est dans des pierres qu’il demeure, et c’est sur des rocs escarpés et des rochers inaccessibles qu’il fait son séjour.

Den bor paa Klippen og bliver der om Natten, paa Tinden af en Klippe og Borg.

29 De là il contemple sa proie, et ses yeux voient de loin.

Derfra spejder den efter Føde; dens Øjne se ud i det fjerne,

30 Ses petits lécheront le sang, et partout où est un cadavre, soudain il est présent.

og dens Unger drikke Blod; og hvor der er ihjelslagne, der er den.