< Job 3 >
1 Après cela Job ouvrit la bouche, et maudit le jour de sa naissance.
Herefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.
3 Périsse le jour auquel je suis né, et la nuit dans laquelle il fut dit: Un homme a été conçu!
Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!
4 Que ce jour soit changé en ténèbres; que Dieu ne s’en enquière pas d’en haut, et qu’il ne soit point éclairé de la lumière.
Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den.
5 Que des ténèbres et une ombre de mort l’obscurcissent; qu’une obscurité s’en empare, et qu’il soit enveloppé d’amertume.
Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den!
6 Cette nuit, qu’un tourbillon ténébreux en prenne possession, qu’elle ne soit pas comptée dans les jours de l’année, ni mise au nombre des mois.
Den Nat — Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!
7 Que cette nuit soit solitaire, et qu’elle ne mérite pas de louanges.
Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den!
8 Qu’ils la maudissent, ceux qui maudissent le jour, qui sont prêts à susciter Léviathan.
De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan!
9 Que les étoiles soient couvertes des ténèbres de son obscurité; qu’elle attende une lumière, et ne la voie point, ni la naissance de l’aurore qui se lève;
Dens Dæmrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage,
10 Parce qu’elle n’a pas fermé le sein qui ma formé, et qu’elle n’a pas ôté les maux de devant mes yeux.
fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne.
11 Pourquoi ne suis-je pas mort dans le sein de ma mère? pourquoi, sorti de son sein, n’ai-je pas aussitôt péri?
Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden?
12 Pourquoi ai-je été reçu sur des genoux? pourquoi allaité par des mamelles?
Hvorfor optoge Knæ mig? og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?
13 Car maintenant, dormant, je serais en silence, et je reposerais dans mon sommeil,
Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet
14 Avec les rois et les consuls; de la terre, qui se bâtissent de vastes solitudes;
med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde,
15 Avec les princes qui possèdent de l’or, et remplissent leurs maisons d’argent.
eller med Fyrsterne, som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv;
16 Ou bien je n’existerais pas, comme un avorton caché dans le sein de sa mère, ou comme ceux qui, conçus, n’ont pas vu la lumière.
eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset.
17 C’est là que des impies ont cessé leur tumulte, et là que se reposent ceux qui ont perdu leur force.
Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;
18 Et ceux qui autrefois étaient enchaînes ensemble sont sans inquiétude; ils n’entendent pas la voix d’un exacteur.
der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst;
19 Des grands et des petits sont là, et un esclave est délivré de son maître.
der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.
20 Pourquoi la lumière a-t-elle été donnée aux malheureux, et la vie à ceux qui sont dans l’amertume de l’âme,
Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?
21 Qui attendent la mort (et elle ne vient pas), comme s’ils déterraient un trésor,
dem, som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte?
22 Et qui se réjouissent extrêmement, lorsqu’ils ont trouvé un sépulcre;
dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven?
23 À un homme dont la voie est cachée, et que Dieu entoure de ténèbres?
den Mand, hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for?
24 Avant que je mange, je soupire; et comme les eaux qui débordent, ainsi sont mes rugissements,
Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.
25 Parce que la frayeur que je redoutais m’est venue, et ce que j’appréhendais est arrivé.
Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig.
26 N’ai-je pas dissimulé? n’ai-je pas gardé le silence? ne suis-je pas resté dans le repos? Cependant l’indignation de Dieu est venue sur moi.
Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.