Job 29
1 Job prenant encore de nouveau sa parabole, dit:
Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:
2 Qui m’accordera que je sois comme dans les anciens mois, comme aux jours dans lesquels Dieu me gardait;
Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig,
3 Quand sa lampe luisait sur ma tête, et qu’à sa lumière je marchais dans les ténèbres;
da hans Lampe lyste over mit Hoved, da jeg gik igennem Mørket ved hans Lys;
4 Comme je fus aux jours de ma jeunesse, quand en secret Dieu était dans mon tabernacle;
som det var med mig i min Høsts Dage, der Guds Fortrolighed var over mit Telt;
5 Quand le Tout-Puissant était avec moi, et qu’autour de moi étaient mes serviteurs;
da den Almægtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig;
6 Quand je lavais mes pieds dans le beurre, et qu’une pierre répandait pour moi des ruisseaux d’huile;
da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække;
7 Quand je m’avançais vers la porte de la ville, et que sur la place publique on me préparait un siège?
da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet.
8 Les jeunes hommes me voyaient, et se retiraient à l’écart; et les vieillards, se levant, se tenaient debout.
De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende.
9 Les princes cessaient de parler, et mettaient un doigt sur leur bouche.
De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.
10 Les grands retenaient leur voix, et leur langue s’attachait à leur palais.
Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane.
11 L’oreille qui m’entendait me proclamait bienheureux, et l’œil qui me voyait me rendait témoignage;
Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd.
12 Parce que j’avais délivré le pauvre qui criait, et l’orphelin qui n’avait pas de soutien.
Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde.
13 La bénédiction de celui qui allait périr venait sur moi, et je consolais le cœur de la veuve.
Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte.
14 Je me suis revêtu de la justice, et l’équité de mes jugements m’a servi comme de vêtement et de diadème.
Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke.
15 J’ai été un œil pour l’aveugle, et un pied pour le boiteux.
Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod.
16 J’étais le père des pauvres; et l’affaire que je ne connaissais pas, je l’étudiais avec le plus grand soin.
Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg.
17 Je brisais les mâchoires de l’injuste, et j’arrachais la proie de ses dents.
Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder.
18 Et je disais: C’est dans mon petit nid que je mourrai, et comme le palmier, je multiplierai mes jours.
Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand.
19 Ma racine s’étend le long des eaux, et la rosée se reposera sur ma moisson.
Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene.
20 Ma gloire se renouvellera tous les jours et mon arc se fortifiera dans ma main.
Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand.
21 Ceux qui m’écoutaient attendaient mon sentiment, et, attentifs, ils se tenaient en silence pour recevoir mon avis.
De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad.
22 Ils n’osaient rien ajouter à mes paroles, et mon discours coulait sur eux goutte à goutte.
Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem;
23 Ils me souhaitaient comme l’eau du ciel, et ils ouvraient leur bouche, comme la terre s’ouvre à la pluie de l’arrière-saison.
de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn.
24 Si quelquefois je leur souriais, ils ne le croyaient pas, et la lumière de mon visage ne tombait pas à terre.
Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde.
25 Si je voulais aller parmi eux, j’avais la première place; et lorsque j’étais assis comme un roi entouré de son armée, j’étais cependant le consolateur des affligés.
Jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.
