Ecclésiaste 9

1 J’ai agité toutes ces choses dans mon cœur, afin de tâcher de les comprendre. Il y a des justes et des sages, et leurs œuvres sont dans la main de Dieu: et cependant l’homme ne sait s’il est digne d’amour ou de haine;

Thi alt dette har jeg lagt mig paa Hjerte, og det for at udgrunde det alt sammen, at de retfærdige og de vise og deres Gerninger ere i Guds Haand; om det er Kærlighed eller Had, ved intet Menneske; alt ligger for deres Ansigt.

2 Mais toutes choses sont réservées pour l’avenir, étant incertaines dans le présent, parce que tout arrive également au juste et à l’impie, au bon et au méchant, au pur et à l’impur, à celui qui immole des victimes et à celui qui méprise les sacrifices; comme est le bon, ainsi est le pécheur; comme est le parjure, ainsi est celui-là même qui jure la vérité.

Alt er ens for alle; det samme hændes den retfærdige og den ugudelige, den gode og den rene og den urene, og den, som ofrer, og den, der ikke ofrer; som den gode, saa gaar det Synderen, den, som sværger, gaar det som den, der frygter for Ed.

3 Ce qu’il y a de plus fâcheux parmi toutes les choses qui se passent sous le soleil, c’est que les mêmes choses arrivent à tous: de là aussi les cœurs des fils des hommes sont remplis de malice et de mépris durant leur vie, et après cela ils seront conduits aux enfers.

Ondt iblandt alt det, som sker under Solen, er dette: At det samme hændes alle; og tillige er Menneskens Børns Hjerte fuldt af Ondskab, og der er Daarskaber i deres Hjerte, saa længe de leve, og derefter fare de til de døde.

4 Il n’est personne qui vive toujours et qui en ait même l’espérance; mieux vaut un chien vivant qu’un lion mort.

Thi hvo er den, som kan undtages? om alle dem, som leve, er der Haab; thi en levende Hund er bedre end en Løve, som er død;

5 Car les vivants savent qu’ils doivent mourir; mais les morts ne connaissent plus rien, et ils n’ont plus de récompense, parce qu’à l’oubli a été livrée leur mémoire.

thi de levende vide, at de skulle dø; men de døde vide ikke noget, og de have ingen Løn ydermere; men deres Ihukommelse er glemt.

6 L’amour aussi et la haine et l’envie ont péri avec eux, et ils n’ont point de part en ce siècle, ni dans l’œuvre qui se fait sous le soleil.

Baade deres Kærlighed og deres Had og deres Avind er forlængst forsvunden, og de have i al Evighed ingen Del ydermere i alt det, som sker under Solen.

7 Va donc et mange ton pain dans l’allégresse, et bois ton vin dans la joie; parce qu’à Dieu plaisent tes œuvres.

Gak hen, æd dit Brød med Glæde og drik din Vin med et godt Mod; thi Gud har forlængst Behag i dine Gerninger.

8 Qu’en tout temps tes vêtements soient blancs, et que l’huile ne cesse pas de parfumer ta tête.

Lad dine Klæder altid være hvide, og lad Olie ikke fattes paa dit Hoved!

9 Jouis complètement de la vie avec l’épouse que tu aimes tous les jours de ta vie fugitive, jours qui t’ont été donnés sous le ciel, durant tout le temps de ta vanité: car c’est là ta part dans la vie et dans ton travail auquel tu travailles sous le soleil.

Nyd Livet med en Hustru, som du elsker, alle dine Forfængeligheds Levedage, som Gud har givet dig under Solen, alle dine Forfængeligheds Dage; thi det er din Del af Livet og af dit Arbejde, som du arbejder med under Solen.

10 Tout ce que peut faire ta main, fais-le promptement, parce que ni œuvre, ni raison, ni sagesse, ni science ne seront aux enfers, où tu cours. (Sheol h7585)

Alt hvad din Haand formaar at gøre med din Kraft, gør det; thi der er hverken Gerning eller Tanke eller Kundskab eller Visdom i Dødsriget, hvor du farer hen. (Sheol h7585)

11 Je me suis tourné vers une autre chose, et j’ai vu sous le soleil que la course n’est pas pour les prompts, ni la guerre pour les vaillants, ni le pain pour les sages, ni les richesses pour les savants, ni la faveur pour les ouvriers habiles, mais le temps et le hasard font toutes choses.

Jeg vendte tilbage og saa under Solen, at Løbet ikke er i de lettes Magt, og Krigen ikke i de vældiges, og ej heller Brødet i de vises, og ej heller Rigdommen i de forstandiges, og ej heller Gunst i de kløgtiges; thi Tid og Hændelse ramme dem alle.

12 L’homme ne connaît pas sa fin: et comme les poissons sont pris à l’hameçon, et comme les oiseaux sont retenus par le lacs, ainsi sont pris les hommes par un temps mauvais, lorsque tout d’un coup il leur survient.

Thi Mennesket ved heller ikke sin Tid, saa lidt som Fiskene, der fanges i det slemme Garn, og saa lidt som Fuglene, der fanges i Snaren; som disse, saa blive Menneskens Børn besnærede til Ulykkens Tid, eftersom den falder hastelig over dem.

13 J’ai aussi vu sous le soleil cette sagesse, et je l’ai estimée très grande:

Ogsaa dette saa jeg som Visdom under Solen, og den syntes mig stor:

14 Une petite cité, et peu d’hommes en elle: il vint contre elle un grand roi, il l’investit, bâtit des forts autour, et le siège fut complet.

Der var en liden Stad og faa Folk i den; og der kom en mægtig Konge imod den og omringede den og byggede store Belejringsværker om den;

15 Or, il s’y trouva un homme pauvre et sage, et il délivra la ville par sa sagesse; et nul dans la suite ne se ressouvint de cet homme pauvre.

og han fandt derudi en fattig, viis Mand, og denne reddede Staden ved sin Visdom; men intet Menneske kom denne fattige Mand i Hu.

16 Et je disais, moi, que la sagesse vaut mieux que la force. Comment donc la sagesse du pauvre a-t-elle été méprisée, et ses paroles n’ont-elles pas été écoutées?

Da sagde jeg: Visdom er bedre end Styrke; men den fattiges Visdom er foragtet, og hans Ord blive ikke hørte.

17 Les paroles des sages sont écoutées en silence, plus que les cris du prince parmi les insensés.

De vises Ord, hørte i Ro, ere bedre end Herskerens Skrig iblandt Daarer.

18 Vaut mieux la sagesse que les armes guerrières: et celui qui pèche en un seul point perdra de grands biens.

Bedre er Visdom end Stridsvaaben; og een Synder kan fordærve meget godt.