Ecclésiaste 3

1 Toutes choses ont leur temps, et dans leurs limites elles passent toutes sous le ciel.

Alt har sin stund og hver en Ting under Himmelen sin Tid:

2 Il est un temps de naître et un temps de mourir; Un temps de planter, et un temps d’arracher ce qui a été planté;

Tid til at fødes og Tid til at dø, Tid til at plante og Tid til at rydde,

3 Un temps de tuer, et un temps de guérir; Un temps d’abattre, et un temps de bâtir;

Tid til at dræbe og Tid til at læge, Tid til at nedrive og Tid til at opbygge,

4 Un temps de pleurer, et un temps de rire; Un temps de gémir, et un temps de sauter de joie;

Tid til at græde og Tid til at le, Tid til at sørge og Tid til at danse,

5 Un temps de disperser les pierres, et un temps de les rassembler; Un temps d’embrasser, et un temps de s’éloigner des embrassements;

Tid til at kaste Sten, og Tid til at sanke Sten, Tid til at favne og Tid til ikke at favne,

6 Un temps d’acquérir, et un temps de perdre; Un temps de garder, et un temps de rejeter;

Tid til at søge og Tid til at miste, Tid til at gemme og Tid til at bortkaste,

7 Un temps de déchirer, et un temps de coudre; Un temps de se taire, et un temps de parler;

Tid til at flænge og Tid til at sy, Tid til at tie og Tid til at tale,

8 Un temps d’amour, et un temps de haine; Un temps de guerre, et un temps de paix;

Tid til at elske og Tid til at hade, Tid til Krig og Tid til Fred.

9 Quel avantage a l’homme de son travail?

Hvad Løn for sin Flid har da den, der arbejder?

10 J’ai vu l’affliction qu’a donnée Dieu aux fils des hommes, pour qu’ils en soient tourmentés.

Jeg så det Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.

11 Il a fait toutes choses bonnes en leur temps, et il a livré le monde à leurs disputes; en sorte que l’homme ne découvre pas l’œuvre que Dieu a opérée depuis le commencement jusqu’à la fin.

Alt har han skabt smukt til rette Tid; også Evigheden har han lagt i deres Hjerte, dog således at Menneskene hverken fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket.

12 Et j’ai reconnu qu’il n’y avait rien de mieux que de se réjouir et de faire le bien pendant sa vie.

Jeg skønnede, at der ikke gives noget andet Gode for dem end at glæde sig og have det godt, sålænge de lever.

13 Car tout homme qui mange, boit et voit le bien de son travail, c’est un don de Dieu.

Dog også det at spise og drikke og nyde det gode under al sin Flid er for hvert Menneske en Guds Gave.

14 J’ai appris que les œuvres que Dieu a faites persévèrent à perpétuité; nous ne pouvons rien ajouter ni rien retrancher aux choses que Dieu a faites afin qu’il soit craint.

Jeg skønnede, at alt, hvad Gud virker, bliver evindelig, uden at noget kan føjes til eller tages fra; og således har Gud gjort det, for at man skal frygte for hans Åsyn.

15 Ce qui a été fait demeure: les choses qui doivent être ont déjà été; et Dieu rétablit ce qui est passé.

Hvad der sker, var allerede, og hvad der skal ske, har allerede været; Gud leder det svundne op.

16 J’ai vu sous le soleil, dans le lieu du jugement, l’impiété; et, dans le lieu de la justice, l’iniquité.

Fremdeles så jeg under Solen, at Gudløshed var på Rettens Sted og Gudløshed på Retfærds Sted.

17 Et j’ai dit dans mon cœur: Dieu jugera le juste et l’impie, et ce sera alors le temps de toute chose.

Jeg sagde ved mig selv: "Den retfærdige og den gudløse dømmer Gud; thi for hver en Ting og hver en Idræt har han fastsat en Tid.

18 J’ai dit en mon cœur touchant les fils des hommes: Que Dieu les éprouve, et montre qu’ils sont semblables à des bêtes.

Jeg sagde ved mig selv: "Det er for Menneskenes Skyld, for at Gud kan prøve dem, og for at de selv kan se, at de er Dyr:"

19 C’est pour cela que le trépas est pour l’homme et pour les bêtes, et qu’égale est leur condition: comme l’homme meurt, ainsi elles meurent; de la même manière elles respirent toutes, et l’homme n’a rien de plus que la bête: toutes choses sont soumises à la vanité:

Thi Menneskers og Dyrs Skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme Ånd har de alle; Mennesket har intet forud for Dyrene, thi alt er Tomhed.

20 Toutes choses vont vers un seul lieu: elles ont été faites de la terre, et elles retournent pareillement à la terre.

Alle går sammesteds hen, alle blev til af Muld, og alle vender tilbage til Mulden.

21 Qui sait si l’esprit des fils d’Adam monte en haut, et si l’esprit des bêtes descend en bas?

Hvo ved, om Menneskenes Ånd stiger opad, og om Dyrenes Ånd farer nedad til Jorden?

22 Et j’ai trouvé que rien n’est meilleur pour l’homme que de se réjouir en son œuvre, et que c’est là sa part: car qui l’amènera à connaître les choses qui doivent arriver après lui?

Således indså jeg, at intet er bedre for Mennesket end at glæde sig ved sin Gerning, thi det er hans Del; thi hvo kan bringe ham så vidt, at han kan se, hvad der kommer efter hans Død?