< Psaumes 9 >
1 Au maître chantre. Avec voix de jeunes filles. Sur bénites. Cantique de David. Je loue l'Éternel de tout mon cœur; je vais dire toutes tes merveilles,
Til Sangmesteren; til Muth-Labben; en Psalme af David. Jeg vil takke Herren af mit ganske Hjerte, jeg vil fortælle alle dine underfulde Gerninger.
2 l'allégresse et la joie que je trouve en toi, chanter ton nom, ô Très-haut!
Jeg vil glæde og fryde mig i dig, jeg vil lovsynge dit Navn, du Højeste!
3 Car mes ennemis se retirent en arrière, chancellent et disparaissent à ta vue!
Naar mine Fjender vige tilbage, da skulle de støde an og omkomme for dig.
4 Car tu défends ma cause et mon droit, tu sièges sur ton trône en juste juge.
Thi du har udført min Ret og min Sag; du har sat dig paa Tronen, du, som dømmer Retfærdighed.
5 Tu tances les peuples, détruis les impies, effaces leur nom pour toujours, à jamais.
Du truede Hedningerne, du tilintetgjorde den ugudelige, du, udslettede deres Navn evindelig og altid.
6 Mes ennemis sont perdus, ruines éternelles! Tu as détruit leurs villes, leur mémoire a péri!
Fjenderne ere ikke mere, de ere ødelagte evindelig; og du har nedbrudt Stæderne, deres Ihukommelse er forsvunden med dem.
7 Oui, l'Éternel règne à perpétuité, Il a pour le jugement disposé son trône,
Men Herren skal blive evindelig; han har beredt sin Trone til Dom.
8 et Il juge le monde avec justice, et rend aux peuples des sentences équitables.
Og han skal dømme Verden med Retfærdighed; han skal afsige Dom over Folkene med Retvished.
9 Et l'Éternel est un refuge pour le pauvre, un refuge dans les temps de détresse.
Og Herren være den ringe en Ophøjelse, ja en Ophøjelse i Nødens Tider!
10 Ils se confient en toi ceux qui connaissent ton nom; car tu ne délaisses pas ceux qui te cherchent, Éternel.
Og de, som kendte dit Navn, skulle forlade sig paa dig; thi du har ikke forladt dem, som søge dig, Herre!
11 Chantez l'Éternel, qui réside en Sion, racontez aux nations ses hauts faits!
Lovsynger Herren, som bor paa Zion, kundgører iblandt Folkene hans Gerninger!
12 Car, vengeur du sang, Il se souvient d'eux, Il n'oublie pas le cri des malheureux.
Thi han, som hævner Blod, kommer dem i Hu, han har ikke glemt de elendiges Skrig.
13 Sois-moi propice, Éternel! Vois la misère où mes ennemis me réduisent; retire-moi des portes de la mort,
Herre, vær mig naadig, se, kvad jeg maa taale af dem, som hade mig, du som ophøjer mig fra Dødens Porte,
14 afin que je publie toute ta louange aux Portes de la fille de Sion, me réjouissant de ton secours!
paa det jeg kan fortælle al din Lov i Zions Datters Porte, at jeg maa fryde mig i din Frelse.
15 Les nations enfoncent dans la fosse qu'elles ont creusée; leur pied se prend au filet qu'elles ont caché.
Hedningerne ere sunkne i Graven, som de gjorde; deres Fod er greben i Garnet, som de skjulte.
16 L'Éternel s'est montré; Il a fait justice, en enlaçant l'impie dans l'ouvrage même de ses mains. (Harpes. (Pause)
Herren er bleven kendt, han har gjort Ret; den ugudelige er besnæret i sine Hænders Gerning. (Higgajon, Sela)
17 Les impies vont dans les Enfers, et de même tous les peuples qui ont oublié Dieu. (Sheol )
Lad de ugudelige vende om til Dødsriget, ja, alle Hedninger, som glemme Gud. (Sheol )
18 Car toujours le pauvre ne sera pas oublié, et l'espoir des malheureux n'est pas à jamais perdu.
Thi en fattig skal ikke glemmes evindelig, de elendiges Forventning ikke altid skuffes.
19 Lève-toi, Éternel, afin que l'homme ne s'élève pas, afin que les nations soient jugées devant toi!
Herre! staa op, lad ikke et Menneske blive mægtigt; lad Hedningerne dømmes for dit Ansigt!
20 Mets, Éternel, ta terreur sur elles! que les peuples sentent qu'ils ne sont que des hommes. (Pause)
Lad Frygt, o Herre! komme paa dem; lad Hedningerne kende, at de ere Mennesker. (Sela)