Job 7
1 L'homme ne fait-il pas sur la terre le service d'un soldat, et ses jours ne sont-ils pas comme les jours d'un mercenaire?
Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
2 Comme l'esclave soupire après l'ombre, et comme un journalier attend son salaire,
Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
3 ainsi j'eus pour mon lot des mois de douleur, et des nuits de tourment ont été mon partage.
så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
4 Couché, je dis: Quand me lèverai-je? la nuit finira-t-elle? et je m'excède d'agitations jusqu'à l'aube du jour.
Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
5 Mon corps se couvre de vers et d'une croûte terreuse, ma peau se roidit, et de nouveau suppure.
Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
6 Mes jours fuient plus prompts que la navette, ils se consument, et je suis sans espoir.
Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
7 Souviens-Toi que ma vie est un souffle! Mes yeux ne reverront plus de bonheur;
Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
8 l'œil de celui qui me voit, ne m'apercevra plus; Tes yeux me chercheront, et je ne serai plus.
Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)
10 il ne rentre plus dans sa maison, et ses lieux ne le reconnaissent plus.
han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
11 Aussi ne mettrai-je pas un frein à ma bouche, mais je parlerai dans l'angoisse de mon cœur, et me plaindrai dans l'amertume de mon âme.
Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
12 Suis-je une mer? suis-je un dragon, que contre moi Tu mettes une barrière?
Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
13 Quand je dis: Mon lit me soulagera, ma couche portera une partie de ma peine!
Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
14 alors tu m'effraies par des songes, et par des visions tu m'épouvantes.
da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
15 Aussi je préférerais suffoquer, mourir, à conserver ma chair.
så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
16 Je dédaigne la vie! je ne vivrai pas toujours!… Suspends tes coups, car mes jours sont un souffle!
Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
17 Qu'est-ce que l'homme, pour que tu l'honores, pour que tu prennes garde à lui,
Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
18 que tu t'occupes de lui chaque matin, et l'éprouves à tous les instants?
hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
19 Jusques à quand les yeux ne me quitteront-ils pas, ne me laisseras-tu pas le temps d'avaler ma salive?
Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
20 Si j'ai péché, qu'ai-je pu te faire, observateur des hommes? Pourquoi me fais-tu le but de tes coups, tellement que je suis à moi-même un fardeau?
Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
21 Et que ne pardonnes-tu ma faute, et ne passes-tu mon péché? car bientôt je dormirai dans la poudre, et tu me chercheras, et je ne serai plus.
Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
