Job 3
1 Après cela, Job ouvrit la bouche et maudit le jour de sa naissance.
Derefter oplot Job sin munn og forbannet den dag han blev født.
2 Et, prenant la parole, Job dit:
Job tok til orde og sa:
3 Périsse le jour où je suis né, et la nuit qui a dit: Un homme est conçu!
Til grunne gå den dag da jeg blev født, og den natt som sa: Et guttebarn er undfanget!
4 Que ce jour soit ténèbres, que Dieu ne s'en enquière pas d'en haut, qu'aucune lumière ne brille sur lui!
Måtte den dag bli til mørke! Måtte Gud i det høie ikke spørre efter den, og intet lys stråle over den!
5 Que les ténèbres et l'ombre de la mort le reprennent, qu'une sombre nuée demeure sur lui, qu'une éclipse le remplisse d'horreur!
Gid mørke og dødsskygge må kreve den tilbake, gid skyer må leire sig over den, gid alt som gjør en dag mørk, må skremme den!
6 Que l'obscurité s'empare de cette nuit, qu'elle ne se réjouisse pas au milieu des jours de l'année, qu'elle n'entre pas dans le compte des mois!
Den natt - måtte mulm ta den! Den glede sig ikke blandt årets dager, den komme ikke med i måneders tall!
7 Voici, que cette nuit soit stérile, et qu'aucun cri de joie n'y survienne!
Ja, ufruktbar bli den natt! Aldri lyde det jubel i den!
8 Qu'ils la maudissent ceux qui maudissent les jours, ceux qui sont habiles à faire lever Léviathan!
Måtte de som forbanner dager, ønske ondt over den, de som er kyndige i å mane frem Leviatan!
9 Que les étoiles de son crépuscule soient obscurcies, qu'elle attende la lumière et qu'il n'y en ait point, et qu'elle ne voie pas les paupières de l'aurore!
Gid dens demrings stjerner må bli mørke! La den vente på lys, uten at det kommer! Måtte den aldri skue morgenrødens øielokk -
10 Parce qu'elle n'a pas fermé le sein qui me porta, et n'a point caché la douleur à mes yeux!
fordi den ikke stengte døren til min mors liv og skjulte møie for mine øine.
11 Que ne suis-je mort dès le sein de ma mère? Au sortir de ses flancs, que n'ai-je expiré?
Hvorfor døde jeg ikke i mors liv? Hvorfor utåndet jeg ikke straks i fødselsstunden?
12 Pourquoi des genoux se sont-ils présentés à moi, et pourquoi des mamelles pour être sucées?
Hvorfor tok knær imot mig, og hvorfor bryster som jeg kunde die?
13 Car, maintenant, je serais couché et tranquille, je dormirais, je serais en repos,
For da kunde jeg nu ligge og hvile; jeg kunde sove og hadde da ro -
14 Avec les rois et les arbitres de la terre, qui se bâtissent des mausolées,
sammen med konger og jordens styrere, som bygget sig ruiner,
15 Avec les princes qui ont de l'or, qui remplissent d'argent leurs maisons.
eller med fyrster som eide gull, som fylte sine hus med sølv;
16 Ou bien, comme l'avorton caché, je n'existerais pas; comme les petits enfants qui n'ont pas vu la lumière.
eller jeg var nu ikke til, likesom et nedgravd, ufullbåret foster, lik barn som aldri så lyset.
17 Là, les méchants ne tourmentent plus personne, et là se reposent les hommes fatigués;
Der har de ugudelige holdt op å rase, og der hviler de trette.
18 Avec eux, les captifs sont tranquilles: ils n'entendent plus la voix de l'exacteur.
Der har alle fanger ro, de hører ikke driverens røst.
19 Là, le petit et le grand sont ensemble, et l'esclave est délivré de son maître.
Liten og stor er der like, og trælen er fri for sin herre.
20 Pourquoi donne-t-on la lumière au malheureux, et la vie à ceux dont l'âme est pleine d'amertume?
Hvorfor gir han den lidende lys, og liv til dem som bærer sorg i sitt hjerte,
21 Qui attendent la mort, et elle ne vient point, qui la recherchent plus qu'un trésor,
dem som venter på døden uten at den kommer, og som leter efter den ivrigere enn efter skjulte skatter,
22 Qui seraient contents jusqu'à l'allégresse et ravis de joie, s'ils trouvaient le tombeau?
dem som gleder sig like til jubel, som fryder sig når de finner en grav -
23 A l'homme qui ne connaît pas sa voie et que Dieu cerne de tous côtés?
til den mann hvis vei er skjult for ham, og som Gud har stengt for på alle kanter?
24 Car je soupire au lieu de manger, et mes cris se répandent comme l'eau.
For mine sukk er blitt mitt daglige brød, og mine klager strømmer som vannet.
25 Ce que je crains m'arrive, et ce que j'appréhende vient sur moi.
For alt det fryktelige jeg reddes for, det rammer mig, og det jeg gruer for, det kommer over mig.
26 Je n'ai ni paix, ni tranquillité, ni repos! Le tourment est venu!
Jeg har ikke fred, ikke ro, ikke hvile - det kommer alltid ny uro.
