< Job 14 >

1 L'homme né de femme est de courte vie, et rassasié d'agitations.
Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.
2 Il sort comme une fleur, puis il est coupé, et il s'enfuit comme une ombre qui ne s'arrête point.
Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.
3 Cependant tu as ouvert tes yeux sur lui, et tu me tires en cause devant toi.
Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.
4 Qui est-ce qui tirera le pur de l'impur? personne.
Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.
5 Les jours de l'homme sont déterminés, le nombre de ses mois est entre tes mains, tu lui as prescrit ses limites, et il ne passera point au delà.
Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:
6 Retire-toi de lui, afin qu'il ait du relâche, jusqu'à ce que comme un mercenaire il ait achevé sa journée.
Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.
7 Car si un arbre est coupé, il y a de l'espérance, et il poussera encore, et ne manquera pas de rejetons;
Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.
8 Quoique sa racine soit envieillie dans la terre, et que son tronc soit mort dans la poussière;
Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,
9 Dès qu'il sentira l'eau il regermera, et produira des branches, comme un arbre nouvellement planté.
saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.
10 Mais l'homme meurt, et perd toute sa force; il expire; et puis où est-il?
Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?
11 [Comme] les eaux s'écoulent de la mer, et une rivière s'assèche, et tarit;
Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:
12 Ainsi l'homme est couché par terre, et ne se relève point; jusqu'à ce qu'il n'y ait plus de cieux ils ne se réveilleront point, et ne seront point réveillés de leur sommeil.
Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
13 Ô que tu me cachasses dans une fosse sous la terre, que tu m'y misses à couvert jusqu'à ce que ta colère fût passée, [et] que tu me donnasses un terme; après lequel tu te souvinsses de moi! (Sheol h7585)
Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)
14 Si l'homme meurt, revivra-t-il? J'attendrai [donc] tous les jours de mon combat, jusqu'à ce qu'il m'arrive du changement.
Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.
15 Appelle-moi, et je te répondrai; ne dédaigne point l'ouvrage de tes mains.
Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!
16 Or maintenant tu comptes mes pas, et tu n'exceptes rien de mon péché.
Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.
17 Mes péchés sont cachetés comme dans une valise, et tu as cousu ensemble mes iniquités.
Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.
18 Car [comme] une montagne en tombant s'éboule, et [comme] un rocher est transporté de sa place;
Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;
19 Et [comme] les eaux minent les pierres, et entraînent par leur débordement la poussière de la terre, avec tout ce qu'elle a produit, tu fais ainsi périr l'attente de l'homme [mortel].
Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.
20 Tu te montres toujours plus fort que lui, et il s'en va; [et] lui ayant fait changer de visage, tu l'envoies au loin.
Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.
21 Ses enfants seront avancés, et il n'en saura rien; ou ils seront abaissés, et il ne s'en souciera point.
Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.
22 Seulement sa chair, [pendant qu'elle est] sur lui, a de la douleur, et son âme s'afflige [tandis qu'elle est] en lui.
For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.

< Job 14 >