Psaumes 9

1 Au chef des chantres. Sur “Meurs pour le fils”. Psaume de David. Je louerai l’Éternel de tout mon cœur, Je raconterai toutes tes merveilles.

Til Sangmesteren; til Muth-Labben; en Psalme af David. Jeg vil takke Herren af mit ganske Hjerte, jeg vil fortælle alle dine underfulde Gerninger.

2 Je ferai de toi le sujet de ma joie et de mon allégresse, Je chanterai ton nom, Dieu Très-Haut!

Jeg vil glæde og fryde mig i dig, jeg vil lovsynge dit Navn, du Højeste!

3 Mes ennemis reculent, Ils chancellent, ils périssent devant ta face.

Naar mine Fjender vige tilbage, da skulle de støde an og omkomme for dig.

4 Car tu soutiens mon droit et ma cause, Tu sièges sur ton trône en juste juge.

Thi du har udført min Ret og min Sag; du har sat dig paa Tronen, du, som dømmer Retfærdighed.

5 Tu châties les nations, tu détruis le méchant, Tu effaces leur nom pour toujours et à perpétuité.

Du truede Hedningerne, du tilintetgjorde den ugudelige, du, udslettede deres Navn evindelig og altid.

6 Plus d’ennemis! Des ruines éternelles! Des villes que tu as renversées! Leur souvenir est anéanti.

Fjenderne ere ikke mere, de ere ødelagte evindelig; og du har nedbrudt Stæderne, deres Ihukommelse er forsvunden med dem.

7 L’Éternel règne à jamais, Il a dressé son trône pour le jugement;

Men Herren skal blive evindelig; han har beredt sin Trone til Dom.

8 Il juge le monde avec justice, Il juge les peuples avec droiture.

Og han skal dømme Verden med Retfærdighed; han skal afsige Dom over Folkene med Retvished.

9 L’Éternel est un refuge pour l’opprimé, Un refuge au temps de la détresse.

Og Herren være den ringe en Ophøjelse, ja en Ophøjelse i Nødens Tider!

10 Ceux qui connaissent ton nom se confient en toi. Car tu n’abandonnes pas ceux qui te cherchent, ô Éternel!

Og de, som kendte dit Navn, skulle forlade sig paa dig; thi du har ikke forladt dem, som søge dig, Herre!

11 Chantez à l’Éternel, qui réside en Sion, Publiez parmi les peuples ses hauts faits!

Lovsynger Herren, som bor paa Zion, kundgører iblandt Folkene hans Gerninger!

12 Car il venge le sang et se souvient des malheureux, Il n’oublie pas leurs cris.

Thi han, som hævner Blod, kommer dem i Hu, han har ikke glemt de elendiges Skrig.

13 Aie pitié de moi, Éternel! Vois la misère où me réduisent mes ennemis, Enlève-moi des portes de la mort,

Herre, vær mig naadig, se, kvad jeg maa taale af dem, som hade mig, du som ophøjer mig fra Dødens Porte,

14 Afin que je publie toutes tes louanges, Dans les portes de la fille de Sion, Et que je me réjouisse de ton salut.

paa det jeg kan fortælle al din Lov i Zions Datters Porte, at jeg maa fryde mig i din Frelse.

15 Les nations tombent dans la fosse qu’elles ont faite, Leur pied se prend au filet qu’elles ont caché.

Hedningerne ere sunkne i Graven, som de gjorde; deres Fod er greben i Garnet, som de skjulte.

16 L’Éternel se montre, il fait justice, Il enlace le méchant dans l’œuvre de ses mains. Jeu d’instruments. (Pause)

Herren er bleven kendt, han har gjort Ret; den ugudelige er besnæret i sine Hænders Gerning. (Higgajon, Sela)

17 Les méchants se tournent vers le séjour des morts, Toutes les nations qui oublient Dieu. (Sheol h7585)

Lad de ugudelige vende om til Dødsriget, ja, alle Hedninger, som glemme Gud. (Sheol h7585)

18 Car le malheureux n’est point oublié à jamais, L’espérance des misérables ne périt pas à toujours.

Thi en fattig skal ikke glemmes evindelig, de elendiges Forventning ikke altid skuffes.

19 Lève-toi, ô Éternel! Que l’homme ne triomphe pas! Que les nations soient jugées devant ta face!

Herre! staa op, lad ikke et Menneske blive mægtigt; lad Hedningerne dømmes for dit Ansigt!

20 Frappe-les d’épouvante, ô Éternel! Que les peuples sachent qu’ils sont des hommes! (Pause)

Lad Frygt, o Herre! komme paa dem; lad Hedningerne kende, at de ere Mennesker. (Sela)