Psaumes 60

1 Au chef des chantres. Sur le lis lyrique. Hymne de David, pour enseigner. Lorsqu’il fit la guerre aux Syriens de Mésopotamie et aux Syriens de Tsoba, et que Joab revint et battit dans la vallée du sel douze mille Édomites. O Dieu! tu nous as repoussés, dispersés, Tu t’es irrité: relève-nous!

Til sangmesteren; efter Sjusjan edut; en gyllen sang av David til å læres, da han stred mot syrerne fra Mesopotamia og mot syrerne fra Soba, og Joab kom tilbake og slo edomittene i Saltdalen, tolv tusen. Gud! du har forkastet oss, du har sønderslått oss, du var vred; vederkveg oss nu igjen!

2 Tu as ébranlé la terre, tu l’as déchirée: Répare ses brèches, car elle chancelle!

Du har rystet jorden, du har fått den til å revne; læg dens skade, for den vakler!

3 Tu as fait voir à ton peuple des choses dures, Tu nous as abreuvés d’un vin d’étourdissement.

Du har latt ditt folk se hårde ting, du har gitt oss vin å drikke så vi tumlet.

4 Tu as donné à ceux qui te craignent une bannière, Pour qu’elle s’élève à cause de la vérité. (Pause)

Men du har gitt dem som frykter dig, et hærmerke til opreisning, for sannhets skyld. (Sela)

5 Afin que tes bien-aimés soient délivrés, Sauve par ta droite, et exauce-nous!

Forat de du elsker, må bli frelst, så hjelp nu med din høire hånd og bønnhør oss!

6 Dieu a dit dans sa sainteté: Je triompherai, Je partagerai Sichem, je mesurerai la vallée de Succoth;

Gud har talt i sin hellighet. Jeg vil fryde mig; jeg vil utskifte Sikem og opmåle Sukkots dal.

7 A moi Galaad, à moi Manassé; Éphraïm est le rempart de ma tête, Et Juda, mon sceptre;

Mig hører Gilead til, og mig hører Manasse til, og Efra'im er vern for mitt hode, Juda er min herskerstav.

8 Moab est le bassin où je me lave; Je jette mon soulier sur Édom; Pays des Philistins, pousse à mon sujet des cris de joie!

Moab er mitt vaskefat, på Edom kaster jeg min sko; bryt ut i jubel over mig, Filisterland!

9 Qui me mènera dans la ville forte? Qui me conduira à Édom?

Hvem vil føre mig til den faste by? Hvem leder mig inn til Edom?

10 N’est-ce pas toi, ô Dieu, qui nous as repoussés, Et qui ne sortais plus, ô Dieu, avec nos armées?

Mon ikke du, Gud, som forkastet oss og ikke drog ut med våre hærer, Gud?

11 Donne-nous du secours contre la détresse! Le secours de l’homme n’est que vanité.

Gi oss hjelp mot fienden, for menneskehjelp er tomhet!

12 Avec Dieu, nous ferons des exploits; Il écrasera nos ennemis.

Ved Gud skal vi gjøre storverk, og han skal nedtrede våre fiender.