Psaumes 57
1 Au chef des chantres. “Ne détruis pas.” Hymne de David. Lorsqu’il se réfugia dans la caverne, poursuivi par Saül. Aie pitié de moi, ô Dieu, aie pitié de moi! Car en toi mon âme cherche un refuge; Je cherche un refuge à l’ombre de tes ailes, Jusqu’à ce que les calamités soient passées.
(Til sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En miktam, da han flygtede ind i hulen for Saul.) Vær mig nådig, Gud, vær mig nådig, thi hos dig har min Sjæl søgt Ly; i dine Vingers Skygge søger jeg Ly, til Ulykken er drevet over.
2 Je crie au Dieu Très-Haut, Au Dieu qui agit en ma faveur.
Gud, den Højeste, påkalder jeg, den Gud, der gør vel imod mig;
3 Il m’enverra du ciel le salut, Tandis que mon persécuteur se répand en outrages; (Pause) Dieu enverra sa bonté et sa fidélité.
han sender mig Hjælp fra Himlen og frelser min Sjæl fra dem, som vil mig til Livs. Gud sender sin Nåde og Trofasthed.
4 Mon âme est parmi des lions; Je suis couché au milieu de gens qui vomissent la flamme, Au milieu d’hommes qui ont pour dents la lance et les flèches, Et dont la langue est un glaive tranchant.
Jeg må ligge midt iblandt Løver, bo mellem Folk, der spyr Ild, hvis Tænder er Spyd og Pile, hvis Tunge er hvas som et Sværd.
5 Élève-toi sur les cieux, ô Dieu! Que ta gloire soit sur toute la terre!
Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
6 Ils avaient tendu un filet sous mes pas: Mon âme se courbait; Ils avaient creusé une fosse devant moi: Ils y sont tombés. (Pause)
Et Net har de udspændt for mine Skridt, deres egen Fod skal hildes deri; en Grav har de gravet foran mig, selv skal de falde deri. (Sela)
7 Mon cœur est affermi, ô Dieu! Mon cœur est affermi; Je chanterai, je ferai retentir mes instruments.
Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig,
8 Réveille-toi, mon âme! Réveillez-vous, mon luth et ma harpe! Je réveillerai l’aurore.
vågn op, min Ære! Harpe og Citer vågn op, jeg vil vække Morgenrøden.
9 Je te louerai parmi les peuples, Seigneur! Je te chanterai parmi les nations.
Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, prise dig blandt Folkefærd;
10 Car ta bonté atteint jusqu’aux cieux, Et ta fidélité jusqu’aux nues.
thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne.
11 Élève-toi sur les cieux, ô Dieu! Que ta gloire soit sur toute la terre!
Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
