Psaumes 56

1 Au chef des chantres. Sur “Colombe des térébinthes lointains”. Hymne de David. Lorsque les Philistins le saisirent à Gath. Aie pitié de moi, ô Dieu! Car des hommes me harcèlent; Tout le jour ils me font la guerre, ils me tourmentent.

Til sangmesteren; efter "Den målløse due på de fjerne steder"; av David; en gyllen sang da filistrene grep ham i Gat. Vær mig nådig, Gud! for mennesker vil opsluke mig; hele dagen trenger de mig med krig.

2 Tout le jour mes adversaires me harcèlent; Ils sont nombreux, ils me font la guerre comme des hautains.

Mine fiender søker å opsluke mig hele dagen; for mange er de som strider mot mig i overmot.

3 Quand je suis dans la crainte, En toi je me confie.

På den dag jeg frykter, setter jeg min lit til dig.

4 Je me glorifierai en Dieu, en sa parole; Je me confie en Dieu, je ne crains rien: Que peuvent me faire des hommes?

Ved Gud priser jeg hans ord; til Gud setter jeg min lit, jeg frykter ikke; hvad skulde kjød kunne gjøre mig?

5 Sans cesse ils portent atteinte à mes droits, Ils n’ont à mon égard que de mauvaises pensées.

Hele dagen forvender de mine ord; alle deres tanker er mig imot til det onde.

6 Ils complotent, ils épient, ils observent mes traces, Parce qu’ils en veulent à ma vie.

De slår sig sammen, de lurer, de tar vare på mine trin, fordi de står mig efter livet.

7 C’est par l’iniquité qu’ils espèrent échapper: Dans ta colère, ô Dieu, précipite les peuples!

Skulde de undslippe tross sin ondskap? Støt folkeslag ned i vrede, Gud!

8 Tu comptes les pas de ma vie errante; Recueille mes larmes dans ton outre: Ne sont-elles pas inscrites dans ton livre?

Hvor ofte jeg har flyktet, det har du tellet; mine tårer er gjemt i din flaske; står de ikke i din bok?

9 Mes ennemis reculent, au jour où je crie; Je sais que Dieu est pour moi.

Da skal mine fiender vende tilbake, på den dag jeg roper; dette vet jeg at Gud er med mig.

10 Je me glorifierai en Dieu, en sa parole; Je me glorifierai en l’Éternel, en sa parole;

Ved Gud priser jeg ordet; ved Herren priser jeg ordet.

11 Je me confie en Dieu, je ne crains rien: Que peuvent me faire des hommes?

Til Gud setter jeg min lit, jeg frykter ikke; hvad skulde et menneske kunne gjøre mig?

12 O Dieu! Je dois accomplir les vœux que je t’ai faits; Je t’offrirai des actions de grâces.

På mig, Gud, hviler løfter til dig; jeg vil betale dig med takksigelser.

13 Car tu as délivré mon âme de la mort, Tu as garanti mes pieds de la chute, Afin que je marche devant Dieu, à la lumière des vivants.

For du har fridd min sjel fra døden, ja mine føtter fra fall, så jeg kan vandre for Guds åsyn i de levendes lys.