Psaumes 22
1 Au chef des chantres. Sur “Biche de l’aurore”. Psaume de David. Mon Dieu! Mon Dieu! Pourquoi m’as-tu abandonné, Et t’éloignes-tu sans me secourir, sans écouter mes plaintes?
Til Sangmesteren; til „Morgenrødens Hind”; en Psalme af David.
2 Mon Dieu! Je crie le jour, et tu ne réponds pas; La nuit, et je n’ai point de repos.
Min Gud, min Gud! hvorfor har du forladt mig, du er fjern fra min Frelse, fra mit Klageskrig.
3 Pourtant tu es le Saint, Tu sièges au milieu des louanges d’Israël.
Min Gud! jeg raaber om Dagen, og du svarer ikke; og om Natten, og jeg kan ikke være stille.
4 En toi se confiaient nos pères; Ils se confiaient, et tu les délivrais.
Men du er hellig, du, som bor iblandt Israels Lovsange!
5 Ils criaient à toi, et ils étaient sauvés; Ils se confiaient en toi, et ils n’étaient point confus.
Vore Fædre forlode sig paa dig; de forlode sig paa dig, og du friede dem.
6 Et moi, je suis un ver et non un homme, L’opprobre des hommes et le méprisé du peuple.
Til dig raabte de og frelstes; de forlode sig paa dig, og bleve ikke beskæmmede.
7 Tous ceux qui me voient se moquent de moi, Ils ouvrent la bouche, secouent la tête:
Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragt.
8 Recommande-toi à l’Éternel! L’Éternel le sauvera, Il le délivrera, puisqu’il l’aime!
Alle de, som se mig, spotte mig; de vrænge Mund, de ryste med Hovedet:
9 Oui, tu m’as fait sortir du sein maternel, Tu m’as mis en sûreté sur les mamelles de ma mère;
„Vælt det paa Herren, han befri ham; han redde ham, efterdi han har Lyst til ham”!
10 Dès le sein maternel j’ai été sous ta garde, Dès le ventre de ma mère tu as été mon Dieu.
Du er dog den, som drog mig af Moders Liv, du lod mig hvile trygt ved min Moders Bryster.
11 Ne t’éloigne pas de moi quand la détresse est proche, Quand personne ne vient à mon secours!
Paa dig er jeg kastet fra Moders Liv af; du er min Gud fra min Moders Skød.
12 De nombreux taureaux sont autour de moi, Des taureaux de Basan m’environnent.
Vær ikke langt fra mig, thi Angest er nær; thi der er ingen Hjælper.
13 Ils ouvrent contre moi leur gueule, Semblables au lion qui déchire et rugit.
Mange Øksne have omgivet mig; Basans Tyre have omringet mig.
14 Je suis comme de l’eau qui s’écoule, Et tous mes os se séparent; Mon cœur est comme de la cire, Il se fond dans mes entrailles.
De oplode deres Gab imod mig som en Løve, der river og brøler.
15 Ma force se dessèche comme l’argile, Et ma langue s’attache à mon palais; Tu me réduis à la poussière de la mort.
Jeg er udøst som Vand, og alle mine Ben adskille sig; mit Hjerte er som Voks, det smelter midt i mit Liv.
16 Car des chiens m’environnent, Une bande de scélérats rôdent autour de moi, Ils ont percé mes mains et mes pieds.
Min Kraft er tørret som et Potteskaar, min Tunge hænger ved mine Gummer, og du lægger mig ned i Dødens Støv.
17 Je pourrais compter tous mes os. Eux, ils observent, ils me regardent;
Thi Hunde have omgivet mig; de ondes Hob har omringet mig; de have gennemboret mine Hænder og mine Fødder.
18 Ils se partagent mes vêtements, Ils tirent au sort ma tunique.
Jeg kan tælle alle mine Ben; de se til, de se paa mig.
19 Et toi, Éternel, ne t’éloigne pas! Toi qui es ma force, viens en hâte à mon secours!
De dele mine Klæder imellem sig og kaste Lod om mit Klædebon.
20 Protège mon âme contre le glaive, Ma vie contre le pouvoir des chiens!
Men du, Herre, vær ikke langt borte! min Styrke, skynd dig at hjælpe mig!
21 Sauve-moi de la gueule du lion, Délivre-moi des cornes du buffle!
Red min Sjæl fra Sværdet, min eneste fra Hundes Vold!
22 Je publierai ton nom parmi mes frères, Je te célébrerai au milieu de l’assemblée.
Frels mig fra Løvens Gab og fra Enhjørningens Horn! Du har bønhørt mig.
23 Vous qui craignez l’Éternel, louez-le! Vous tous, postérité de Jacob, glorifiez-le! Tremblez devant lui, vous tous, postérité d’Israël!
Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt i Forsamlingen vil jeg love dig.
24 Car il n’a ni mépris ni dédain pour les peines du misérable, Et il ne lui cache point sa face; Mais il l’écoute quand il crie à lui.
I, som frygte Herren, lover ham! al Jakobs Sæd, ærer ham! og bæver for ham, al Israels Sæd!
25 Tu seras dans la grande assemblée l’objet de mes louanges; J’accomplirai mes vœux en présence de ceux qui te craignent.
Thi han har ikke foragtet og ej havt Vederstyggelighed for den elendiges Elendighed og ikke skjult sit Ansigt for ham; men der han raabte til ham, hørte han det.
26 Les malheureux mangeront et se rassasieront, Ceux qui cherchent l’Éternel le célébreront. Que votre cœur vive à toujours!
Fra dig begynder min Lovsang i en stor Forsamling; jeg vil betale mine Løfter i Paasyn af dem, som frygte ham.
27 Toutes les extrémités de la terre penseront à l’Éternel et se tourneront vers lui; Toutes les familles des nations se prosterneront devant ta face.
De sagtmodige skulle æde og mættes, Herren skal prises af dem, som søge ham; eders Hjerter leve altid!
28 Car à l’Éternel appartient le règne: Il domine sur les nations.
Alle Verdens Ender skulle komme det i Hu og omvende sig til Herren; og alle Hedningernes Slægter skulle tilbede for dit Ansigt.
29 Tous les puissants de la terre mangeront et se prosterneront aussi; Devant lui s’inclineront tous ceux qui descendent dans la poussière, Ceux qui ne peuvent conserver leur vie.
Thi Riget hører Herren til, og han hersker over Hedningerne.
30 La postérité le servira; On parlera du Seigneur à la génération future.
Alle mægtige paa Jorden skulle æde og tilbede; for ham skulle alle de bøje sig, som sank i Muld, og den, som ikke kunde holde sin Sjæl i Live.
31 Quand elle viendra, elle annoncera sa justice, Elle annoncera son œuvre au peuple nouveau-né.
Efterkommerne skulle tjene ham; der skal fortælles om Herren til Efterslægten. De skulle komme og forkynde hans Retfærdighed for det Folk, som bliver født; thi han har gjort det.
