Psaumes 106
1 Louez l’Éternel! Louez l’Éternel, car il est bon, Car sa miséricorde dure à toujours!
Priser Herren! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig.
2 Qui dira les hauts faits de l’Éternel? Qui publiera toute sa louange?
Hvo kan udsige Herrens vældige Gerninger, forkynde al hans Pris?
3 Heureux ceux qui observent la loi, Qui pratiquent la justice en tout temps!
Salige ere de, som holde over Ret, og den, som øver Retfærdighed alle Tider.
4 Éternel, souviens-toi de moi dans ta bienveillance pour ton peuple! Souviens-toi de moi en lui accordant ton secours,
Herre! kom mig i Hu med din Kærlighed til dit Folk, besøg mig med din Frelse,
5 Afin que je voie le bonheur de tes élus, Que je me réjouisse de la joie de ton peuple, Et que je me glorifie avec ton héritage!
at jeg maa skue dine udvalgtes Lykke, glæde mig ved dit Folks Glæde, prise mig lykkelig i Samfund med din Arv.
6 Nous avons péché comme nos pères, Nous avons commis l’iniquité, nous avons fait le mal.
Vi have syndet med vore Fædre, vi have handlet ilde og gjort Ugudelighed.
7 Nos pères en Égypte ne furent pas attentifs à tes miracles, Ils ne se rappelèrent pas la multitude de tes grâces, Ils furent rebelles près de la mer, près de la mer Rouge.
Vore Fædre i Ægypten vilde ikke forstaa dine underfulde Gerninger, de kom ikke din store Miskundhed i Hu, men vare genstridige ved Havet, ved det røde Hav.
8 Mais il les sauva à cause de son nom, Pour manifester sa puissance.
Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at kundgøre sin Magt.
9 Il menaça la mer Rouge, et elle se dessécha; Et il les fit marcher à travers les abîmes comme dans un désert.
Og han truede det røde Hav, og det blev tørt, og han lod dem gaa igennem Dybet som igennem Ørken.
10 Il les sauva de la main de celui qui les haïssait, Il les délivra de la main de l’ennemi.
Og han frelste dem af Avindsmandens Haand og genløste dem af Fjendens Haand.
11 Les eaux couvrirent leurs adversaires: Il n’en resta pas un seul.
Og Vandene skjulte deres Modstandere, der blev ikke een tilovers af dem.
12 Et ils crurent à ses paroles, Ils chantèrent ses louanges.
Da troede de paa hans Ord, de sang hans Pris.
13 Mais ils oublièrent bientôt ses œuvres, Ils n’attendirent pas l’exécution de ses desseins.
Dog glemte de hans Gerninger snart, de biede ikke paa hans Raad.
14 Ils furent saisis de convoitise dans le désert, Et ils tentèrent Dieu dans la solitude.
Men de fik stor Begærlighed i Ørken og fristede Gud i det øde Land.
15 Il leur accorda ce qu’ils demandaient; Puis il envoya le dépérissement dans leur corps.
Da gav han dem det, de begærede, men lod deres Liv tæres hen.
16 Ils se montrèrent, dans le camp, jaloux contre Moïse, Contre Aaron, le saint de l’Éternel.
Og de bare Avind imod Mose i Lejren, imod Aron, Herrens hellige.
17 La terre s’ouvrit et engloutit Dathan, Et elle se referma sur la troupe d’Abiram;
Jorden oplod sig og opslugte Dathan, og den skjulte Abirams Hob.
18 Le feu embrasa leur troupe, La flamme consuma les méchants.
Og Ild flammede op iblandt deres Hob, en Lue fortærede de ugudelige.
19 Ils firent un veau en Horeb, Ils se prosternèrent devant une image de fonte,
De dannede en Kalv ved Horeb og tilbade et støbt Billede.
20 Ils échangèrent leur gloire Contre la figure d’un bœuf qui mange l’herbe.
Og de ombyttede deres Herlighed med Billedet af en Okse, som æder Urter.
21 Ils oublièrent Dieu, leur sauveur, Qui avait fait de grandes choses en Égypte,
De glemte Gud, deres Frelser, som havde gjort store Ting i Ægypten,
22 Des miracles dans le pays de Cham, Des prodiges sur la mer Rouge.
underfulde Gerninger i Kams Land, forfærdelige Ting ved det røde Hav.
23 Et il parla de les exterminer; Mais Moïse, son élu, se tint à la brèche devant lui, Pour détourner sa fureur et l’empêcher de les détruire.
Og han sagde, at han vilde ødelægge dem; dersom Mose, hans udvalgte, ikke havde stillet sig i Gabet for hans Ansigt, at afvende hans Vrede fra at ødelægge dem —!
24 Ils méprisèrent le pays des délices; Ils ne crurent pas à la parole de l’Éternel,
De foragtede ogsaa det yndige Land, de troede ikke hans Ord.
25 Ils murmurèrent dans leurs tentes, Ils n’obéirent point à sa voix.
Men de knurrede i deres Telte, de hørte ikke paa Herrens Røst.
26 Et il leva la main pour jurer De les faire tomber dans le désert,
Og han svor dem med oprakt Haand, at han vilde lade dem falde i Ørken,
27 De faire tomber leur postérité parmi les nations, Et de les disperser au milieu des pays.
og at han vilde lade deres Afkom falde iblandt Hedningerne og bortstrø dem i Landene.
28 Ils s’attachèrent à Baal-Peor, Et mangèrent des victimes sacrifiées aux morts.
Og de bandt sig til Baal-Peor og aade af Ofrene til de døde Afguder.
29 Ils irritèrent l’Éternel par leurs actions, Et une plaie fit irruption parmi eux.
Og de opirrede ham med deres Idrætter, saa at en Plage brød løs paa dem,
30 Phinées se leva pour intervenir, Et la plaie s’arrêta;
Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen hørte op.
31 Cela lui fut imputé à justice, De génération en génération pour toujours.
Og det blev regnet ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt evindelig.
32 Ils irritèrent l’Éternel près des eaux de Meriba; Et Moïse fut puni à cause d’eux,
De fortørnede ham ogsaa ved Meribas Vand, og det gik Mose ilde for deres Skyld.
33 Car ils aigrirent son esprit, Et il s’exprima légèrement des lèvres.
Thi de vare genstridige imod hans Aand, og han talte ubetænksomt med sine Læber.
34 Ils ne détruisirent point les peuples Que l’Éternel leur avait ordonné de détruire.
De ødelagde ikke Folkene, om hvilke Herren havde sagt det til dem.
35 Ils se mêlèrent avec les nations, Et ils apprirent leurs œuvres.
Men de blandede sig med Hedningerne og lærte deres Gerninger.
36 Ils servirent leurs idoles, Qui furent pour eux un piège;
Og de tjente deres Afguder, og disse bleve dem til en Snare.
37 Ils sacrifièrent leurs fils Et leurs filles aux idoles,
Og de ofrede deres Sønner og deres Døtre til Magterne.
38 Ils répandirent le sang innocent, Le sang de leurs fils et de leurs filles, Qu’ils sacrifièrent aux idoles de Canaan, Et le pays fut profané par des meurtres.
Og de udøste uskyldigt Blod, deres Sønners og deres Døtres Blod, som de ofrede til Kanaans Afguder, og Landet vanhelligedes af Blodet.
39 Ils se souillèrent par leurs œuvres, Ils se prostituèrent par leurs actions.
Og de besmittede sig ved deres Gerninger, og de bolede ved deres Idrætter.
40 La colère de l’Éternel s’enflamma contre son peuple, Et il prit en horreur son héritage.
Da optændtes Herrens Vrede imod hans Folk, og han fik en Vederstyggelighed til sin Arv.
41 Il les livra entre les mains des nations; Ceux qui les haïssaient dominèrent sur eux;
Og han gav dem i Hedningernes Haand, og deres Avindsmænd herskede over dem.
42 Leurs ennemis les opprimèrent, Et ils furent humiliés sous leur puissance.
Og deres Fjender trængte dem, og de bleve ydmygede under deres Haand.
43 Plusieurs fois il les délivra; Mais ils se montrèrent rebelles dans leurs desseins, Et ils devinrent malheureux par leur iniquité.
Han friede dem mange Gange; men de satte sig op imod ham i deres Raad, og de bleve nedtrykte for deres Misgerningers Skyld.
44 Il vit leur détresse, Lorsqu’il entendit leurs supplications.
Dog saa han til dem, da de vare i Angest, idet han hørte deres Raab.
45 Il se souvint en leur faveur de son alliance; Il eut pitié selon sa grande bonté,
Og han kom sin Pagt i Hu, dem til Bedste, og det angrede ham efter hans store Miskundhed.
46 Et il excita pour eux la compassion De tous ceux qui les retenaient captifs.
Og han lod dem finde Barmhjertighed hos alle dem, som havde bortført dem.
47 Sauve-nous, Éternel, notre Dieu! Et rassemble-nous du milieu des nations, Afin que nous célébrions ton saint nom, Et que nous mettions notre gloire à te louer!
Frels os, Herre, vor Gud! og saml os fra Hedningerne, at vi kunne takke dit hellige Navn, rose os af din Pris!
48 Béni soit l’Éternel, le Dieu d’Israël, d’éternité en éternité! Et que tout le peuple dise: Amen! Louez l’Éternel!
Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og indtil Evighed; og alt Folket siger: Amen. Halleluja!
