Psaumes 102

1 Prière d’un malheureux, lorsqu’il est abattu et qu’il répand sa plainte devant l’Éternel. Éternel, écoute ma prière, Et que mon cri parvienne jusqu’à toi!

En elendigs Bøn, naar han forsmægter og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.

2 Ne me cache pas ta face au jour de ma détresse! Incline vers moi ton oreille quand je crie! Hâte-toi de m’exaucer!

Herre! hør min Bøn og lad mit Raab komme til dig.

3 Car mes jours s’évanouissent en fumée, Et mes os sont enflammés comme un tison.

Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest; bøj dit Øre til mig; paa den Dag jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig!

4 Mon cœur est frappé et se dessèche comme l’herbe; J’oublie même de manger mon pain.

Thi mine Dage ere gaaede op i Røg, og mine Ben ere brændte som et Brandsted.

5 Mes gémissements sont tels Que mes os s’attachent à ma chair.

Mit Hjerte er rammet og tørret som en Urt; thi jeg har glemt at æde mit Brød.

6 Je ressemble au pélican du désert, Je suis comme le chat-huant des ruines;

Formedelst mine Klageraab hænge mine Ben ved mit Kød.

7 Je n’ai plus de sommeil, et je suis Comme l’oiseau solitaire sur un toit.

Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken; jeg er bleven som en Ugle i det øde.

8 Chaque jour mes ennemis m’outragent, Et c’est par moi que jurent mes adversaires en fureur.

Jeg vaager og er bleven som en enlig Spurv paa Taget.

9 Je mange la poussière au lieu de pain, Et je mêle des larmes à ma boisson,

Mine Fjender have haanet mig den ganske Dag, de, som rase imod mig, sværge ved mig.

10 A cause de ta colère et de ta fureur; Car tu m’as soulevé et jeté au loin.

Thi jeg har tæret Aske som Brød og blandet min Drik med Graad

11 Mes jours sont comme l’ombre à son déclin, Et je me dessèche comme l’herbe.

for din Vredens og din Fortørnelses Skyld; thi du løftede mig op og kastede mig bort.

12 Mais toi, Éternel! Tu règnes à perpétuité, Et ta mémoire dure de génération en génération.

Mine Dage are som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt.

13 Tu te lèveras, tu auras pitié de Sion; Car le temps d’avoir pitié d’elle, Le temps fixé est à son terme;

Men du, Herre! bliver evindelig, og din Ihukommelse fra Slægt til Slægt.

14 Car tes serviteurs en aiment les pierres, Ils en chérissent la poussière.

Du vil gøre dig rede, du vil forbarme dig over Zion; thi det er paa Tide, at du er den naadig; thi den bestemte Tid er kommen.

15 Alors les nations craindront le nom de l’Éternel, Et tous les rois de la terre ta gloire.

Thi dine Tjenere hænge med Behag ved dens Stene, og de have Medynk med dens Støv.

16 Oui, l’Éternel rebâtira Sion, Il se montrera dans sa gloire.

Og Hedningerne skulle frygte Herrens Navn, og alle Kongerne paa Jorden din Ære;

17 Il est attentif à la prière du misérable, Il ne dédaigne pas sa prière.

thi Herren har bygget Zion og har ladet sig se i sin Herlighed.

18 Que cela soit écrit pour la génération future, Et que le peuple qui sera créé célèbre l’Éternel!

Han har vendt sit Ansigt til den enliges Bøn og ikke foragtet deres Bøn.

19 Car il regarde du lieu élevé de sa sainteté; Du haut des cieux l’Éternel regarde sur la terre,

Dette skal skrives for den kommende Slægt; og det Folk, som skabes, skal love Herren.

20 Pour écouter les gémissements des captifs, Pour délivrer ceux qui vont périr,

Thi han saa ned fra sin Helligdoms Højsæde; Herren saa fra Himmelen til Jorden

21 Afin qu’ils publient dans Sion le nom de l’Éternel, Et ses louanges dans Jérusalem,

for at høre den bundnes Jamren, for at løse Dødsens Børn,

22 Quand tous les peuples s’assembleront, Et tous les royaumes, pour servir l’Éternel.

for at de kunde forkynde Herrens Navn i Zion og hans Pris i Jerusalem,

23 Il a brisé ma force dans la route, Il a abrégé mes jours.

naar Folkene samles til Hobe og Rigerne til at tjene Herren.

24 Je dis: Mon Dieu, ne m’enlève pas au milieu de mes jours, Toi, dont les années durent éternellement!

Han har ydmyget min Kraft paa Vejen, han har forkortet mine Dage.

25 Tu as anciennement fondé la terre, Et les cieux sont l’ouvrage de tes mains.

Jeg siger: Min Gud! tag mig ikke bort midt i mine Dage, dine Aar vare fra Slægt til Slægt.

26 Ils périront, mais tu subsisteras; Ils s’useront tous comme un vêtement; Tu les changeras comme un habit, et ils seront changés.

Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene er dine Hænders Gerning.

27 Mais toi, tu restes le même, Et tes années ne finiront point.

De skulle forgaa; men du bestaar; og de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som en Klædning, og de omskiftes.

28 Les fils de tes serviteurs habiteront leur pays, Et leur postérité s’affermira devant toi.

Men du er den samme, og dine Aar faa ingen Ende. Dine Tjeneres Børn skulle fæste Bo, og deres Sæd skal stadfæstes for dit Ansigt.