Job 9
1 Job prit la parole et dit:
Men Job svarede og sagde:
2 Je sais bien qu’il en est ainsi; Comment l’homme serait-il juste devant Dieu?
Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
3 S’il voulait contester avec lui, Sur mille choses il ne pourrait répondre à une seule.
Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
4 A lui la sagesse et la toute-puissance: Qui lui résisterait impunément?
Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
5 Il transporte soudain les montagnes, Il les renverse dans sa colère.
han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
6 Il secoue la terre sur sa base, Et ses colonnes sont ébranlées.
han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
7 Il commande au soleil, et le soleil ne paraît pas; Il met un sceau sur les étoiles.
han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
8 Seul, il étend les cieux, Il marche sur les hauteurs de la mer.
han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
9 Il a créé la Grande Ourse, l’Orion et les Pléiades, Et les étoiles des régions australes.
han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
10 Il fait des choses grandes et insondables, Des merveilles sans nombre.
han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
11 Voici, il passe près de moi, et je ne le vois pas, Il s’en va, et je ne l’aperçois pas.
Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
12 S’il enlève, qui s’y opposera? Qui lui dira: Que fais-tu?
Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
13 Dieu ne retire point sa colère; Sous lui s’inclinent les appuis de l’orgueil.
Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
14 Et moi, comment lui répondre? Quelles paroles choisir?
Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
15 Quand je serais juste, je ne répondrais pas; Je ne puis qu’implorer mon juge.
Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
16 Et quand il m’exaucerait, si je l’invoque, Je ne croirais pas qu’il eût écouté ma voix,
Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
17 Lui qui m’assaille comme par une tempête, Qui multiplie sans raison mes blessures,
Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
18 Qui ne me laisse pas respirer, Qui me rassasie d’amertume.
Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
19 Recourir à la force? Il est tout-puissant. A la justice? Qui me fera comparaître?
Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!” og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?”
20 Suis-je juste, ma bouche me condamnera; Suis-je innocent, il me déclarera coupable.
Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
21 Innocent! Je le suis; mais je ne tiens pas à la vie, Je méprise mon existence.
Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
22 Qu’importe après tout? Car, j’ose le dire, Il détruit l’innocent comme le coupable.
Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
23 Si du moins le fléau donnait soudain la mort!… Mais il se rit des épreuves de l’innocent.
Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
24 La terre est livrée aux mains de l’impie; Il voile la face des juges. Si ce n’est pas lui, qui est-ce donc?
Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
25 Mes jours sont plus rapides qu’un courrier; Ils fuient sans avoir vu le bonheur;
Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
26 Ils passent comme les navires de jonc, Comme l’aigle qui fond sur sa proie.
De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
27 Si je dis: Je veux oublier mes souffrances, Laisser ma tristesse, reprendre courage,
Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
28 Je suis effrayé de toutes mes douleurs. Je sais que tu ne me tiendras pas pour innocent.
da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
29 Je serai jugé coupable; Pourquoi me fatiguer en vain?
Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
30 Quand je me laverais dans la neige, Quand je purifierais mes mains avec du savon,
Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
31 Tu me plongerais dans la fange, Et mes vêtements m’auraient en horreur.
da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
32 Il n’est pas un homme comme moi, pour que je lui réponde, Pour que nous allions ensemble en justice.
Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
33 Il n’y a pas entre nous d’arbitre, Qui pose sa main sur nous deux.
Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
34 Qu’il retire sa verge de dessus moi, Que ses terreurs ne me troublent plus;
Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
35 Alors je parlerai et je ne le craindrai pas. Autrement, je ne suis point à moi-même.
Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
