< Job 8 >

1 Bildad de Schuach prit la parole et dit:
Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
2 Jusqu’à quand veux-tu discourir de la sorte, Et les paroles de ta bouche seront-elles un vent impétueux?
"Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?
3 Dieu renverserait-il le droit? Le Tout-Puissant renverserait-il la justice?
Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?
4 Si tes fils ont péché contre lui, Il les a livrés à leur péché.
Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,
5 Mais toi, si tu as recours à Dieu, Si tu implores le Tout-Puissant;
så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!
6 Si tu es juste et droit, Certainement alors il veillera sur toi, Et rendra le bonheur à ton innocente demeure;
Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig;
7 Ton ancienne prospérité semblera peu de chose, Celle qui t’est réservée sera bien plus grande.
din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid blive.
8 Interroge ceux des générations passées, Sois attentif à l’expérience de leurs pères.
Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!
9 Car nous sommes d’hier, et nous ne savons rien, Nos jours sur la terre ne sont qu’une ombre.
Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord.
10 Ils t’instruiront, ils te parleront, Ils tireront de leur cœur ces sentences:
Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:
11 Le jonc croît-il sans marais? Le roseau croît-il sans humidité?
Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?
12 Encore vert et sans qu’on le coupe, Il sèche plus vite que toutes les herbes.
Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.
13 Ainsi arrive-t-il à tous ceux qui oublient Dieu, Et l’espérance de l’impie périra.
Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl:
14 Son assurance est brisée, Son soutien est une toile d’araignée.
som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;
15 Il s’appuie sur sa maison, et elle n’est pas ferme; Il s’y cramponne, et elle ne résiste pas.
han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast.
16 Dans toute sa vigueur, en plein soleil, Il étend ses rameaux sur son jardin,
I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,
17 Il entrelace ses racines parmi les pierres, Il pénètre jusque dans les murailles;
i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;
18 L’arrache-t-on du lieu qu’il occupe, Ce lieu le renie: Je ne t’ai point connu!
men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!"
19 Telles sont les délices que ses voies lui procurent. Puis sur le même sol d’autres s’élèvent après lui.
Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
20 Non, Dieu ne rejette point l’homme intègre, Et il ne protège point les méchants.
Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd.
21 Il remplira ta bouche de cris de joie, Et tes lèvres de chants d’allégresse.
End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;
22 Tes ennemis seront couverts de honte; La tente des méchants disparaîtra.
dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!

< Job 8 >