Job 7
1 Le sort de l’homme sur la terre est celui d’un soldat, Et ses jours sont ceux d’un mercenaire.
Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
2 Comme l’esclave soupire après l’ombre, Comme l’ouvrier attend son salaire,
Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
3 Ainsi j’ai pour partage des mois de douleur, J’ai pour mon lot des nuits de souffrance.
så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
4 Je me couche, et je dis: Quand me lèverai-je? Quand finira la nuit? Et je suis rassasié d’agitations jusqu’au point du jour.
Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
5 Mon corps se couvre de vers et d’une croûte terreuse, Ma peau se crevasse et se dissout.
Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
6 Mes jours sont plus rapides que la navette du tisserand, Ils s’évanouissent: plus d’espérance!
Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
7 Souviens-toi que ma vie est un souffle! Mes yeux ne reverront pas le bonheur.
Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
8 L’œil qui me regarde ne me regardera plus; Ton œil me cherchera, et je ne serai plus.
Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
9 Comme la nuée se dissipe et s’en va, Celui qui descend au séjour des morts ne remontera pas; (Sheol h7585)
Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)
10 Il ne reviendra plus dans sa maison, Et le lieu qu’il habitait ne le connaîtra plus.
han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
11 C’est pourquoi je ne retiendrai point ma bouche, Je parlerai dans l’angoisse de mon cœur, Je me plaindrai dans l’amertume de mon âme.
Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
12 Suis-je une mer, ou un monstre marin, Pour que tu établisses des gardes autour de moi?
Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
13 Quand je dis: Mon lit me soulagera, Ma couche calmera mes douleurs,
Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
14 C’est alors que tu m’effraies par des songes, Que tu m’épouvantes par des visions.
da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
15 Ah! Je voudrais être étranglé! Je voudrais la mort plutôt que ces os!
så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
16 Je les méprise!… je ne vivrai pas toujours… Laisse-moi, car ma vie n’est qu’un souffle.
Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
17 Qu’est-ce que l’homme, pour que tu en fasses tant de cas, Pour que tu daignes prendre garde à lui,
Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
18 Pour que tu le visites tous les matins, Pour que tu l’éprouves à tous les instants?
hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
19 Quand cesseras-tu d’avoir le regard sur moi? Quand me laisseras-tu le temps d’avaler ma salive?
Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
20 Si j’ai péché, qu’ai-je pu te faire, gardien des hommes? Pourquoi me mettre en butte à tes traits? Pourquoi me rendre à charge à moi-même?
Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
21 Que ne pardonnes-tu mon péché, Et que n’oublies-tu mon iniquité? Car je vais me coucher dans la poussière; Tu me chercheras, et je ne serai plus.
Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
