Job 7
1 Le sort de l’homme sur la terre est celui d’un soldat, Et ses jours sont ceux d’un mercenaire.
Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
2 Comme l’esclave soupire après l’ombre, Comme l’ouvrier attend son salaire,
Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
3 Ainsi j’ai pour partage des mois de douleur, J’ai pour mon lot des nuits de souffrance.
saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
4 Je me couche, et je dis: Quand me lèverai-je? Quand finira la nuit? Et je suis rassasié d’agitations jusqu’au point du jour.
Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
5 Mon corps se couvre de vers et d’une croûte terreuse, Ma peau se crevasse et se dissout.
Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
6 Mes jours sont plus rapides que la navette du tisserand, Ils s’évanouissent: plus d’espérance!
Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
7 Souviens-toi que ma vie est un souffle! Mes yeux ne reverront pas le bonheur.
Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
8 L’œil qui me regarde ne me regardera plus; Ton œil me cherchera, et je ne serai plus.
Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
9 Comme la nuée se dissipe et s’en va, Celui qui descend au séjour des morts ne remontera pas; (Sheol h7585)
En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
10 Il ne reviendra plus dans sa maison, Et le lieu qu’il habitait ne le connaîtra plus.
Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
11 C’est pourquoi je ne retiendrai point ma bouche, Je parlerai dans l’angoisse de mon cœur, Je me plaindrai dans l’amertume de mon âme.
Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
12 Suis-je une mer, ou un monstre marin, Pour que tu établisses des gardes autour de moi?
Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
13 Quand je dis: Mon lit me soulagera, Ma couche calmera mes douleurs,
Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
14 C’est alors que tu m’effraies par des songes, Que tu m’épouvantes par des visions.
da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
15 Ah! Je voudrais être étranglé! Je voudrais la mort plutôt que ces os!
saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
16 Je les méprise!… je ne vivrai pas toujours… Laisse-moi, car ma vie n’est qu’un souffle.
Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
17 Qu’est-ce que l’homme, pour que tu en fasses tant de cas, Pour que tu daignes prendre garde à lui,
Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
18 Pour que tu le visites tous les matins, Pour que tu l’éprouves à tous les instants?
og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
19 Quand cesseras-tu d’avoir le regard sur moi? Quand me laisseras-tu le temps d’avaler ma salive?
Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
20 Si j’ai péché, qu’ai-je pu te faire, gardien des hommes? Pourquoi me mettre en butte à tes traits? Pourquoi me rendre à charge à moi-même?
Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
21 Que ne pardonnes-tu mon péché, Et que n’oublies-tu mon iniquité? Car je vais me coucher dans la poussière; Tu me chercheras, et je ne serai plus.
Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
