Job 41

1 Prendras-tu le crocodile à l’hameçon? Saisiras-tu sa langue avec une corde?

Kan du trække Leviathan op med en Krog? eller drage dens Tunge med en Snor, du lader synke ned?

2 Mettras-tu un jonc dans ses narines? Lui perceras-tu la mâchoire avec un crochet?

Kan du sætte et Sivreb i dens Næse eller gennembore dens Kæber med en Krog?

3 Te pressera-t-il de supplication? Te parlera-t-il d’une voix douce?

Mon den vil gøre mange ydmyge Begæringer til dig eller tale milde Ord for dig?

4 Fera-t-il une alliance avec toi, Pour devenir à toujours ton esclave?

Mon den vil gøre en Pagt med dig, at du kan tage den til Tjener evindelig?

5 Joueras-tu avec lui comme avec un oiseau? L’attacheras-tu pour amuser tes jeunes filles?

Kan du lege med den som med en Fugl? eller binde den fast, til Morskab for dine Smaapiger?

6 Les pêcheurs en trafiquent-ils? Le partagent-ils entre les marchands?

Skulle Deltagerne vel drive Handel med den? skulle de dele den ud iblandt Købmænd?

7 Couvriras-tu sa peau de dards, Et sa tête de harpons?

Kan du fylde dens Hud med Spyd, dens Hoved med Harpuner?

8 Dresse ta main contre lui, Et tu ne t’aviseras plus de l’attaquer.

Læg din Haand paa den! Du vil huske den Kamp og ikke gøre det mere.

9 Voici, on est trompé dans son attente; A son seul aspect n’est-on pas terrassé?

Se, Haabet derom slaar fejl; styrter man ikke ned endog kun ved Synet af den?

10 Nul n’est assez hardi pour l’exciter; Qui donc me résisterait en face?

Der er ingen saa dumdristig, at han tør tirre den; hvo er da den, der vil bestaa for mit Ansigt?

11 De qui suis-je le débiteur? Je le paierai. Sous le ciel tout m’appartient.

— Hvo har givet mig noget først, at jeg skulde betale det? hvad der er under al Himmelen, det er mit —

12 Je veux encore parler de ses membres, Et de sa force, et de la beauté de sa structure.

jeg vil ikke tie om dens Lemmer og dens Styrkes Beskaffenhed og dens Legemsbygnings Yndelighed.

13 Qui soulèvera son vêtement? Qui pénétrera entre ses mâchoires?

Hvo har afklædt den dens ydre Bedækning? hvo tør komme ind imellem dens dobbelte Tandrækker?

14 Qui ouvrira les portes de sa gueule? Autour de ses dents habite la terreur.

Hvo har opladt dens Ansigts Døre? omkring dens Tænder er der Rædsel.

15 Ses magnifiques et puissants boucliers Sont unis ensemble comme par un sceau;

Dens Skjoldes Rande ere prægtige, lukkede som med et tæt Segl.

16 Ils se serrent l’un contre l’autre, Et l’air ne passerait pas entre eux;

Den ene er saa nær ved den anden, at der ikke kan komme Vejr ind imellem dem.

17 Ce sont des frères qui s’embrassent, Se saisissent, demeurent inséparables.

Den ene hænger fast ved den anden; de gribe i hverandre og adskilles ikke.

18 Ses éternuements font briller la lumière; Ses yeux sont comme les paupières de l’aurore.

Dens Nysen lader Lys skinne, og dens Øjne ere som Morgenrødens Øjenlaage.

19 Des flammes jaillissent de sa bouche, Des étincelles de feu s’en échappent.

Af dens Mund fare Blus, Ildgnister fare ud.

20 Une fumée sort de ses narines, Comme d’un vase qui bout, d’une chaudière ardente.

Af dens Næsebor udgaar Røg som af en sydende Gryde og af en Kedel.

21 Son souffle allume les charbons, Sa gueule lance la flamme.

Dens Aande kan stikke Ild i Kul, og en Lue gaar ud af dens Mund.

22 La force a son cou pour demeure, Et l’effroi bondit au-devant de lui.

Paa dens Hals hviler Styrke, og Angest hopper foran den.

23 Ses parties charnues tiennent ensemble, Fondues sur lui, inébranlables.

Dens Køds Stykker hænge fast sammen; det er som støbt paa den, det kan ikke bevæges.

24 Son cœur est dur comme la pierre, Dur comme la meule inférieure.

Dens Hjerte er støbt fast som Sten, ja, støbt fast som den nederste Møllesten.

25 Quand il se lève, les plus vaillants ont peur, Et l’épouvante les fait fuir.

Naar den farer op, grue de stærke; af Angest forfejle de Maalet.

26 C’est en vain qu’on l’attaque avec l’épée; La lance, le javelot, la cuirasse, ne servent à rien.

Angriber nogen den med Sværd, da bider det ikke paa, ej heller Spyd, Kastevaaben eller Lanse.

27 Il regarde le fer comme de la paille, L’airain comme du bois pourri.

Den agter Jern som Straa, Kobber som raaddent Træ.

28 La flèche ne le met pas en fuite, Les pierres de la fronde sont pour lui du chaume.

Ingen Pil jager den paa Flugt, Slyngestene blive for den som Avner.

29 Il ne voit dans la massue qu’un brin de paille, Il rit au sifflement des dards.

Køllen agtes som Avner, og den ler ad det susende Glavind.

30 Sous son ventre sont des pointes aiguës: On dirait une herse qu’il étend sur le limon.

Under den ere skarpe Skæl, og det er, som den drager en Tærskeslæde hen over Dyndet.

31 Il fait bouillir le fond de la mer comme une chaudière, Il l’agite comme un vase rempli de parfums.

Dybet syder som en Gryde; den gør Havet som en Salvekedel.

32 Il laisse après lui un sentier lumineux; L’abîme prend la chevelure d’un vieillard.

Den gør, at Vejen skinner efter den; man maatte holde Havet for graahaaret.

33 Sur la terre nul n’est son maître; Il a été créé pour ne rien craindre.

Der er ingen, som kat? lignes ved den paa Jorden, den er skabt til at være uden Frygt.

34 Il regarde avec dédain tout ce qui est élevé, Il est le roi des plus fiers animaux.

Den ser ned paa alt højt; den er en Konge over alle stolte Dyr.