Job 36

1 Élihu continua et dit:

Og Elihu blev ved og sagde:

2 Attends un peu, et je vais poursuivre, Car j’ai des paroles encore pour la cause de Dieu.

Bi mig lidt, og jeg vil belære dig, thi her er endnu noget at tale for Gud.

3 Je prendrai mes raisons de haut, Et je prouverai la justice de mon créateur.

Jeg vil hente min Kundskab langt borte fra og skaffe den, som har skabt mig, Ret.

4 Sois-en sûr, mes discours ne sont pas des mensonges, Mes sentiments devant toi sont sincères.

Thi sandelig, mine Taler ere ikke Løgn; een, som er oprigtig i hvad han ved, er hos dig.

5 Dieu est puissant, mais il ne rejette personne; Il est puissant par la force de son intelligence.

Se, Gud er mægtig, og han vil ikke forkaste nogen, han er mægtig i Forstandens Styrke.

6 Il ne laisse pas vivre le méchant, Et il fait droit aux malheureux.

Han lader ikke en ugudelig leve, men skaffer de elendige Ret.

7 Il ne détourne pas les yeux de dessus les justes, Il les place sur le trône avec les rois, Il les y fait asseoir pour toujours, afin qu’ils soient élevés.

Han drager ikke sine Øjne bort fra de retfærdige, hos Konger paa Tronen, der sætter han dem evindelig, og de skulle ophøjes.

8 Viennent-ils à tomber dans les chaînes, Sont-ils pris dans les liens de l’adversité,

Og om de blive bundne i Lænker, blive fangne med Elendigheds Snore,

9 Il leur dénonce leurs œuvres, Leurs transgressions, leur orgueil;

da forkynder han dem deres Gerninger og deres Overtrædelser, at de vare overmodige;

10 Il les avertit pour leur instruction, Il les exhorte à se détourner de l’iniquité.

da aabner han deres Øren for Formaningen og siger, at de skulle omvende sig fra Uretfærdighed.

11 S’ils écoutent et se soumettent, Ils achèvent leurs jours dans le bonheur, Leurs années dans la joie.

Dersom de da ville høre og tjene ham, da skulle de ende deres Dage i det gode og deres Aar i Liflighed;

12 S’ils n’écoutent pas, ils périssent par le glaive, Ils expirent dans leur aveuglement.

men dersom de ikke ville høre, da skulle de omkomme ved Sværdet op opgive Aanden i Uforstand.

13 Les impies se livrent à la colère, Ils ne crient pas à Dieu quand il les enchaîne;

Og de vanhellige af Hjerte nære Vrede, de raabe ej til ham, naar han binder dem.

14 Ils perdent la vie dans leur jeunesse, Ils meurent comme les débauchés.

Deres Sjæl dør hen i Ungdommen og deres Liv som Skørlevneres.

15 Mais Dieu sauve le malheureux dans sa misère, Et c’est par la souffrance qu’il l’avertit.

Han frier en elendig ved hans Elendighed og aabner deres Øre ved Trængsel.

16 Il te retirera aussi de la détresse, Pour te mettre au large, en pleine liberté, Et ta table sera chargée de mets succulents.

Ogsaa dig leder han ud af Trængselens Strube til det vide Rum, hvor der ikke er snævert; og hvad, som sættes paa dit Bord, er fuldt af Fedme.

17 Mais si tu défends ta cause comme un impie, Le châtiment est inséparable de ta cause.

Men har du fuldt op af den uretfærdiges Sag, skal Sag og Dom følges ad.

18 Que l’irritation ne t’entraîne pas à la moquerie, Et que la grandeur de la rançon ne te fasse pas dévier!

Thi lad ej Vreden forlede dig til Spot og lad ej den store Løsesum forføre dig!

19 Tes cris suffiraient-ils pour te sortir d’angoisse, Et même toutes les forces que tu pourrais déployer?

Mon han skulde agte din Rigdom? nej, hverken det skønne Guld eller nogen Magts Styrke!

20 Ne soupire pas après la nuit, Qui enlève les peuples de leur place.

Du skal ikke hige efter Natten, da Folk borttages fra deres Sted.

21 Garde-toi de te livrer au mal, Car la souffrance t’y dispose.

Forsvar dig, at du ikke vender dit Ansigt til Uret; thi denne har du foretrukket fremfor det at lide.

22 Dieu est grand par sa puissance; Qui saurait enseigner comme lui?

Se, Gud er ophøjet ved sin Kraft; hvo er en Lærer som han?

23 Qui lui prescrit ses voies? Qui ose dire: Tu fais mal?

Hvo har foreskrevet ham hans Vej? og hvo tør sige: Du har gjort Uret?

24 Souviens-toi d’exalter ses œuvres, Que célèbrent tous les hommes.

Kom i Hu, at du ophøjer hans Gerning, hvilken Folk have besunget;

25 Tout homme les contemple, Chacun les voit de loin.

hvilken alle Mennesker have set, hvilken Mennesket skuer langtfra.

26 Dieu est grand, mais sa grandeur nous échappe, Le nombre de ses années est impénétrable.

Se, Gud er stor, og vi kunne ikke kende ham, og man kan ikke udgrunde Tallet paa hans Aar.

27 Il attire à lui les gouttes d’eau, Il les réduit en vapeur et forme la pluie;

Thi han drager Vandets Draaber til sig; gennem hans Dunstkreds beredes de til Regn,

28 Les nuages la laissent couler, Ils la répandent sur la foule des hommes.

hvilken Skyerne lade nedflyde, lade neddryppe over mange Mennesker.

29 Et qui comprendra le déchirement de la nuée, Le fracas de sa tente?

Mon ogsaa nogen forstaa hans Skyers Udspænding, hans Hyttes Bragen?

30 Voici, il étend autour de lui sa lumière, Et il se cache jusque dans les profondeurs de la mer.

Se, han udbreder sit Lys om sig og skjuler Havets Rødder.

31 Par ces moyens il juge les peuples, Et il donne la nourriture avec abondance.

Thi derved dømmer han Folkene, giver dem Spise i Overflødighed.

32 Il prend la lumière dans sa main, Il la dirige sur ses adversaires.

Over sine Hænder dækker han med Lyset, og han giver det Befaling imod den, det skal ramme.

33 Il s’annonce par un grondement; Les troupeaux pressentent son approche.

Om ham forkynder hans Torden, ja om ham Kvæget, naar han drager op.