< Job 30 >
1 Et maintenant!… je suis la risée de plus jeunes que moi, De ceux dont je dédaignais de mettre les pères Parmi les chiens de mon troupeau.
Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
2 Mais à quoi me servirait la force de leurs mains? Ils sont incapables d’atteindre la vieillesse.
Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
3 Desséchés par la misère et la faim, Ils fuient dans les lieux arides, Depuis longtemps abandonnés et déserts;
De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
4 Ils arrachent près des arbrisseaux les herbes sauvages, Et ils n’ont pour pain que la racine des genêts.
de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
5 On les chasse du milieu des hommes, On crie après eux comme après des voleurs.
de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
6 Ils habitent dans d’affreuses vallées, Dans les cavernes de la terre et dans les rochers;
de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
7 Ils hurlent parmi les buissons, Ils se rassemblent sous les ronces.
imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
8 Êtres vils et méprisés, On les repousse du pays.
Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
9 Et maintenant, je suis l’objet de leurs chansons, Je suis en butte à leurs propos.
Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
10 Ils ont horreur de moi, ils se détournent, Ils me crachent au visage.
De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
11 Ils n’ont plus de retenue et ils m’humilient, Ils rejettent tout frein devant moi.
Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
12 Ces misérables se lèvent à ma droite et me poussent les pieds, Ils se fraient contre moi des sentiers pour ma ruine;
Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
13 Ils détruisent mon propre sentier et travaillent à ma perte, Eux à qui personne ne viendrait en aide;
de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
14 Ils arrivent comme par une large brèche, Ils se précipitent sous les craquements.
de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
15 Les terreurs m’assiègent; Ma gloire est emportée comme par le vent, Mon bonheur a passé comme un nuage.
Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
16 Et maintenant, mon âme s’épanche en mon sein, Les jours de la souffrance m’ont saisi.
Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
17 La nuit me perce et m’arrache les os, La douleur qui me ronge ne se donne aucun repos,
Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
18 Par la violence du mal mon vêtement perd sa forme, Il se colle à mon corps comme ma tunique.
Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
19 Dieu m’a jeté dans la boue, Et je ressemble à la poussière et à la cendre.
Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
20 Je crie vers toi, et tu ne me réponds pas; Je me tiens debout, et tu me lances ton regard.
Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
21 Tu deviens cruel contre moi, Tu me combats avec la force de ta main.
Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
22 Tu me soulèves, tu me fais voler au-dessus du vent, Et tu m’anéantis au bruit de la tempête.
Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
23 Car, je le sais, tu me mènes à la mort, Au rendez-vous de tous les vivants.
Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
24 Mais celui qui va périr n’étend-il pas les mains? Celui qui est dans le malheur n’implore-t-il pas du secours?
Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
25 N’avais-je pas des larmes pour l’infortuné? Mon cœur n’avait-il pas pitié de l’indigent?
Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
26 J’attendais le bonheur, et le malheur est arrivé; J’espérais la lumière, et les ténèbres sont venues.
Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
27 Mes entrailles bouillonnent sans relâche, Les jours de la calamité m’ont surpris.
Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
28 Je marche noirci, mais non par le soleil; Je me lève en pleine assemblée, et je crie.
Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
29 Je suis devenu le frère des chacals, Le compagnon des autruches.
Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
30 Ma peau noircit et tombe, Mes os brûlent et se dessèchent.
Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
31 Ma harpe n’est plus qu’un instrument de deuil, Et mon chalumeau ne peut rendre que des sons plaintifs.
Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.