Job 19

1 Job prit la parole et dit:

Men Job svarede og sagde:

2 Jusques à quand affligerez-vous mon âme, Et m’écraserez-vous de vos discours?

Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?

3 Voilà dix fois que vous m’outragez; N’avez-vous pas honte de m’étourdir ainsi?

I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.

4 Si réellement j’ai péché, Seul j’en suis responsable.

Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.

5 Pensez-vous me traiter avec hauteur? Pensez-vous démontrer que je suis coupable?

Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,

6 Sachez alors que c’est Dieu qui me poursuit, Et qui m’enveloppe de son filet.

saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.

7 Voici, je crie à la violence, et nul ne répond; J’implore justice, et point de justice!

Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.

8 Il m’a fermé toute issue, et je ne puis passer; Il a répandu des ténèbres sur mes sentiers.

Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.

9 Il m’a dépouillé de ma gloire, Il a enlevé la couronne de ma tête.

Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.

10 Il m’a brisé de toutes parts, et je m’en vais; Il a arraché mon espérance comme un arbre.

Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;

11 Il s’est enflammé de colère contre moi, Il m’a traité comme l’un de ses ennemis.

og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.

12 Ses troupes se sont de concert mises en marche, Elles se sont frayées leur chemin jusqu’à moi, Elles ont campé autour de ma tente.

Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.

13 Il a éloigné de moi mes frères, Et mes amis se sont détournés de moi;

Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.

14 Je suis abandonné de mes proches, Je suis oublié de mes intimes.

Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.

15 Je suis un étranger pour mes serviteurs et mes servantes, Je ne suis plus à leurs yeux qu’un inconnu.

De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.

16 J’appelle mon serviteur, et il ne répond pas; Je le supplie de ma bouche, et c’est en vain.

Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.

17 Mon humeur est à charge à ma femme, Et ma plainte aux fils de mes entrailles.

Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.

18 Je suis méprisé même par des enfants; Si je me lève, je reçois leurs insultes.

Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.

19 Ceux que j’avais pour confidents m’ont en horreur, Ceux que j’aimais se sont tournés contre moi.

Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.

20 Mes os sont attachés à ma peau et à ma chair; Il ne me reste que la peau des dents.

Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.

21 Ayez pitié, ayez pitié de moi, vous, mes amis! Car la main de Dieu m’a frappé.

Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.

22 Pourquoi me poursuivre comme Dieu me poursuit? Pourquoi vous montrer insatiables de ma chair?

Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?

23 Oh! Je voudrais que mes paroles fussent écrites, Qu’elles fussent écrites dans un livre;

Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,

24 Je voudrais qu’avec un burin de fer et avec du plomb Elles fussent pour toujours gravées dans le roc…

ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!

25 Mais je sais que mon rédempteur est vivant, Et qu’il se lèvera le dernier sur la terre.

Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.

26 Quand ma peau sera détruite, il se lèvera; Quand je n’aurai plus de chair, je verrai Dieu.

Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,

27 Je le verrai, et il me sera favorable; Mes yeux le verront, et non ceux d’un autre; Mon âme languit d’attente au-dedans de moi.

hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.

28 Vous direz alors: Pourquoi le poursuivions-nous? Car la justice de ma cause sera reconnue.

Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:

29 Craignez pour vous le glaive: Les châtiments par le glaive sont terribles! Et sachez qu’il y a un jugement.

Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.