Job 11

1 Tsophar de Naama prit la parole et dit:

Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:

2 Cette multitude de paroles ne trouvera-t-elle point de réponse, Et suffira-t-il d’être un discoureur pour avoir raison?

"Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?

3 Tes vains propos feront-ils taire les gens? Te moqueras-tu, sans que personne te confonde?

Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?

4 Tu dis: Ma manière de voir est juste, Et je suis pur à tes yeux.

Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!"

5 Oh! Si Dieu voulait parler, S’il ouvrait les lèvres pour te répondre,

Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,

6 Et s’il te révélait les secrets de sa sagesse, De son immense sagesse, Tu verrais alors qu’il ne te traite pas selon ton iniquité.

kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!

7 Prétends-tu sonder les pensées de Dieu, Parvenir à la connaissance parfaite du Tout-Puissant?

Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse?

8 Elle est aussi haute que les cieux: que feras-tu? Plus profonde que le séjour des morts: que sauras-tu? (Sheol h7585)

Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du? (Sheol h7585)

9 La mesure en est plus longue que la terre, Elle est plus large que la mer.

Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.

10 S’il passe, s’il saisit, S’il traîne à son tribunal, qui s’y opposera?

Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?

11 Car il connaît les vicieux, Il voit facilement les coupables.

Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå,

12 L’homme, au contraire, a l’intelligence d’un fou, Il est né comme le petit d’un âne sauvage.

så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.

13 Pour toi, dirige ton cœur vers Dieu, Étends vers lui tes mains,

Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,

14 Éloigne-toi de l’iniquité, Et ne laisse pas habiter l’injustice sous ta tente.

hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt,

15 Alors tu lèveras ton front sans tache, Tu seras ferme et sans crainte;

ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast,

16 Tu oublieras tes souffrances, Tu t’en souviendras comme des eaux écoulées.

ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;

17 Tes jours auront plus d’éclat que le soleil à son midi, Tes ténèbres seront comme la lumière du matin,

dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.

18 Tu seras plein de confiance, et ton attente ne sera plus vaine; Tu regarderas autour de toi, et tu reposeras en sûreté.

Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,

19 Tu te coucheras sans que personne ne te trouble, Et plusieurs caresseront ton visage.

du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.

20 Mais les yeux des méchants seront consumés; Pour eux point de refuge; La mort, voilà leur espérance!

Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen!