Job 3
1 Après cela Job ouvrit la bouche
Herefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.
2 et il maudit son premier jour, disant:
Og Job svarede og sagde:
3 Périsse le jour où je suis né et cette nuit où ils dirent: Un homme est conçu.
Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!
4 Que cette nuit reste obscure; que d'en haut jamais le Seigneur ne la rappelle; que jamais lueur ne vienne l'éclairer.
Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den.
5 Que les ténèbres et les ombres de la mort s'en emparent: qu'un sombre tourbillon l'enveloppe; maudits soient ce jour
Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den!
6 Et cette nuit; que l'obscurité la prenne; qu'elle ne compte pas dans les temps de l'année, et que dans les mois elle ne soit pas comprise.
Den Nat — Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!
7 Mais qu'elle ne soit que douleur; qu'on n'y voie jamais joie ni fête.
Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den!
8 Qu'elle soit maudite de Celui qui fait de ce jour un jour maudit et qui peut maîtriser le grand monstre marin.
De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan!
9 Que les étoiles de cette nuit soient éclipsées; qu'elle ne cesse point; que la lumière ne lui revienne jamais; qu'elle ne voie plus lever l'astre qui annonce l'aurore.
Dens Dæmrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage,
10 Car cette nuit n'a point clos des portes du ventre de ma mère: elle n'a point détourné de mes yeux la douleur.
fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne.
11 Pourquoi ne suis-je pas mort dans les entrailles qui m'ont enfanté? Pourquoi ne suis-je pas mort, aussitôt que j'en suis sorti?
Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden?
12 Pourquoi des genoux m'ont-ils recueilli? Pourquoi ai-je sucé des mamelles?
Hvorfor optoge Knæ mig? og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?
13 Car, couché, je serais maintenant tranquille; endormi, je me reposerais,
Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet
14 Avec les rois arbitres de la terre, qui s'enorgueillissaient de leurs épées;
med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde,
15 Ou avec les grands qui possédaient beaucoup d'or et comblaient d'argent leurs demeures;
eller med Fyrsterne, som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv;
16 Ou comme un fœtus avorté; ou comme les enfants nouveau-nés qui n'ont point vu la lumière.
eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset.
17 Dans ce lieu-là les impies ont consumé le feu de leur fureur; et ceux dont le corps a été brisé de fatigue ont trouvé le repos.
Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;
18 Et, avec eux, la foule qui n'a jamais entendu la voix du collecteur.
der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst;
19 Et le petit et le grand; et le serviteur qui a redouté son maître.
der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.
20 Pourquoi le jour a-t-il été donné à ceux qui sont dans l'amertume; et la vie, aux âmes pleines de douleurs?
Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?
21 Ceux-là désirent la mort et ne l'obtiennent pas, semblables à l'homme qui creuse en vain cherchant un trésor,
dem, som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte?
22 Et que la joie transporte s'il vient à le trouver.
dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven?
23 La mort est le repos de l'homme, car Dieu l'a éprouvé à son gré.
den Mand, hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for?
24 Les gémissements me sont venus avant ma nourriture, et je pleure saisi de crainte.
Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.
25 Car ce que j'avais redouté m'a atteint; ce que j'avais pressenti s'est réalisé.
Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig.
26 Je n'ai point vécu en paix; je n'ai eu ni calme ni repos, et la colère m'est venue.
Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.
