Psaumes 88
1 Cantique. Psaume des fils de Koré. Au chef des chantres. Sur Mahalat Leannot. Maskîl de Hêmân l’Esrahite. Eternel, Dieu de mon salut, jour et nuit je crie, et suis en ta présence.
En Sang, en Psalme; af Koras Børn; til Sangmesteren; til Makalath-Leanoth; en Undervisning af Heman, Esrahiteren. Herre, min Frelses Gud! jeg har raabt om Dagen, ja, om Natten for dig.
2 Que ma prière monte jusqu’à toi! Incline l’oreille à ma plainte.
Lad min Bøn komme for dit Ansigt, bøj dit Øre til mit Raab!
Thi min Sjæl er mæt af Ulykker, og mit Liv er Dødsriget nær. (Sheol h7585)
4 Déjà je compte parmi ceux qui sont descendus dans la fosse; je suis tel qu’un homme qui a perdu toute force,
Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen, jeg er som en Mand uden Kraft,
5 qui, abandonné parmi les morts, ressemble aux cadavres couchés dans la tombe, dont tu ne gardes plus aucun souvenir, et qui sont retranchés de ta main.
løsladt iblandt de døde, som de ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du ikke ydermere kommer i Hu, da de ere udrevne af din Haand.
6 Tu m’as plongé dans un gouffre profond, en pleines ténèbres, dans les abîmes.
Du har lagt mig i Hulen hernedenunder, i de mørke, i de dybe Steder.
7 Sur moi tu fais peser ta colère, s’écrouler toutes tes vagues. (Sélah)
Din Vrede har lagt sig tungt paa mig, og du trænger mig med alle dine Bølger. (Sela)
8 Tu as éloigné de moi mes intimes; tu me présentes à eux comme un objet d’horreur: je suis séquestré et ne puis m’évader.
Du har fjernet mine Kyndinger langt fra mig, du har gjort mig vederstyggelig for dem, jeg er indelukket og gaar ikke ud.
9 Mes yeux se consument de misère; chaque jour je t’invoque, Seigneur, je tends les mains vers toi.
Mit Øje er bedrøvet af Elendighed; Herre! jeg har raabt til dig den ganske Dag, jeg har udbredt mine Hænder til dig.
10 Est-ce pour les morts que tu fais des miracles? Les ombres se lèveront-elles pour te louer? (Sélah)
Vil du vel gøre Undere for de døde? eller skulle Dødninger opstaa, skulle de takke dig? (Sela)
11 Célèbre-t-on ta bonté dans la tombe, ta fidélité dans le séjour de la perdition?
Fortælles der vel i Graven om din Miskundhed? om din Sandhed i Dødens Bo?
12 A-t-on connaissance, dans les ténèbres, de tes merveilles, de ta justice dans le pays de l’oubli?
Kendes vel dine Undere i Mørket? eller din Retfærdighed i Forglemmelsens Land?
13 Mais moi, c’est vers toi, ô Eternel, que je crie; dès le matin, ma prière va au-devant de toi.
Men jeg har raabt til dig Herre! og min Bøn kommer dig i Møde om Morgenen.
14 Pourquoi, Seigneur, délaisses-tu mon âme, me dérobes-tu ta face?
Hvorfor, Herre! forkaster du min Sjæl? du skjuler dit Ansigt for mig.
15 Je suis pauvre et sans souffle dès l’enfance; je porte le poids de tes terreurs, je suis plein de trouble.
Elendig er jeg og som en døende fra min Ungdom af; jeg bærer paa Rædsel for dig, jeg maa fortvivle.
16 Sur moi tes colères ont passé, tes épouvantes m’ont anéanti.
Din Vredes Flammer ere gaaede hen over mig; Rædsler for dig have tilintetgjort mig.
17 Elles m’enveloppent sans relâche comme les flots; ensemble, elles me cernent de toutes parts.
De have omringet mig som Vande den ganske Dag, de have omspændt mig tilsammen.
18 Tu as éloigné de moi amis et compagnons; mes intimes sont invisibles comme les ténèbres.
Du har fjernet min Ven og Stalbroder langt fra mig; mine Kyndinger ere Mørkets Sted.
