Psaumes 102

1 Prière d’un malheureux qui se sent défaillir et répand sa plainte devant l’Eternel. Eternel, écoute de grâce ma prière; que ma supplication vienne jusqu’à toi.

En elendigs Bøn, naar han forsmægter og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.

2 Ne me dérobe pas ta face au jour de ma détresse, incline vers moi ton oreille; lorsque je t’invoque, exauce-moi sans retard.

Herre! hør min Bøn og lad mit Raab komme til dig.

3 Car mes jours se consument dans la fumée, et mes os sont brûlants comme un brasier.

Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest; bøj dit Øre til mig; paa den Dag jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig!

4 Mon cœur est flétri, desséché comme l’herbe, car j’ai oublié de manger mon pain.

Thi mine Dage ere gaaede op i Røg, og mine Ben ere brændte som et Brandsted.

5 A force de pousser des gémissements, mes os sont collés à ma chair.

Mit Hjerte er rammet og tørret som en Urt; thi jeg har glemt at æde mit Brød.

6 Je ressemble au pélican du désert, je suis devenu pareil au hibou des ruines.

Formedelst mine Klageraab hænge mine Ben ved mit Kød.

7 Je souffre d’insomnie, et suis comme un passereau solitaire sur le toit.

Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken; jeg er bleven som en Ugle i det øde.

8 Tous les jours mes ennemis m’insultent; ceux qui sont en rage contre moi font de mon nom une malédiction.

Jeg vaager og er bleven som en enlig Spurv paa Taget.

9 Car j’ai mangé des cendres comme du pain; à mon breuvage j’ai mêlé mes larmes,

Mine Fjender have haanet mig den ganske Dag, de, som rase imod mig, sværge ved mig.

10 à cause de ta colère et de ton irritation, puisque tu m’as soulevé et lancé au loin.

Thi jeg har tæret Aske som Brød og blandet min Drik med Graad

11 Mes jours sont comme une ombre qui s’allonge, et moi, comme l’herbe, je me dessèche.

for din Vredens og din Fortørnelses Skyld; thi du løftede mig op og kastede mig bort.

12 Mais toi, Eternel, tu trônes à jamais, et ton nom dure de génération en génération.

Mine Dage are som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt.

13 Tu te lèveras, tu prendras Sion en pitié, car il est temps de lui faire grâce: l’heure est venue!

Men du, Herre! bliver evindelig, og din Ihukommelse fra Slægt til Slægt.

14 Car tes serviteurs affectionnent ses pierres, et ils chérissent jusqu’à sa poussière.

Du vil gøre dig rede, du vil forbarme dig over Zion; thi det er paa Tide, at du er den naadig; thi den bestemte Tid er kommen.

15 Alors les peuples révéreront le nom de l’Eternel, tous les rois de la terre ta gloire.

Thi dine Tjenere hænge med Behag ved dens Stene, og de have Medynk med dens Støv.

16 Car l’Eternel rebâtit Sion, il s’y manifeste dans sa majesté.

Og Hedningerne skulle frygte Herrens Navn, og alle Kongerne paa Jorden din Ære;

17 Il se tourne vers la prière du pauvre dénudé, il ne dédaigne pas ses invocations.

thi Herren har bygget Zion og har ladet sig se i sin Herlighed.

18 Que cela soit consigné par écrit pour les générations futures, afin que le peuple à naître loue l’Eternel!

Han har vendt sit Ansigt til den enliges Bøn og ikke foragtet deres Bøn.

19 Parce qu’il abaisse ses regards de sa hauteur sainte, parce que l’Eternel, du haut du ciel, a les yeux ouverts sur la terre,

Dette skal skrives for den kommende Slægt; og det Folk, som skabes, skal love Herren.

20 pour entendre les soupirs des captifs, pour briser les liens de ceux qui sont voués à la mort.

Thi han saa ned fra sin Helligdoms Højsæde; Herren saa fra Himmelen til Jorden

21 De la sorte on publiera, dans Sion, le nom de l’Eternel, et ses louanges dans Jérusalem,

for at høre den bundnes Jamren, for at løse Dødsens Børn,

22 lorsque les nations à l’envi s’y rassembleront, et les empires pour adorer l’Eternel.

for at de kunde forkynde Herrens Navn i Zion og hans Pris i Jerusalem,

23 Il a épuisé, dans la marche, ma vigueur, il a abrégé mes jours.

naar Folkene samles til Hobe og Rigerne til at tjene Herren.

24 "Mon Dieu, disais-je, ne m’enlève pas au milieu de mes jours, toi, dont les années embrassent toutes les générations.

Han har ydmyget min Kraft paa Vejen, han har forkortet mine Dage.

25 Jadis tu as fondé la terre, et les cieux sont l’œuvre de tes mains.

Jeg siger: Min Gud! tag mig ikke bort midt i mine Dage, dine Aar vare fra Slægt til Slægt.

26 Ils périront, eux, mais toi, tu subsisteras; ils s’useront tous comme un vêtement. Tu les changeras comme un habit, et ils passeront,

Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene er dine Hænders Gerning.

27 mais toi, tu restes toujours le même, et tes années ne prendront pas fin.

De skulle forgaa; men du bestaar; og de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som en Klædning, og de omskiftes.

28 Les fils de tes serviteurs demeureront, et leur postérité sera affermie devant toi."

Men du er den samme, og dine Aar faa ingen Ende. Dine Tjeneres Børn skulle fæste Bo, og deres Sæd skal stadfæstes for dit Ansigt.