Job 7
1 Ah! Certes, l’homme sur terre a une corvée de soldat, ses jours sont comme les jours d’un mercenaire.
Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
2 Il est tel qu’un esclave qui aspire à un peu d’ombre, un mercenaire qui attend son salaire.
Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
3 C’Est ainsi que j’ai eu en partage des mois de misère et qu’on m’a compté des nuits de souffrance.
så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
4 Lorsque je suis couché et que je dis: "Quand me lèverai-je?" la soirée s’allonge, et je suis rassasié d’insomnies jusqu’à l’aube matinale.
Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
5 Mon corps est revêtu de vermine et de croûtes terreuses, ma peau est crevassée et se dissout.
Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
6 Mes jours s’enfuient, plus rapides que la navette, et s’évanouissent sans espoir.
Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
7 Souviens-toi ô Dieu, que ma vie est un souffle: mon œil ne verra plus le bonheur.
Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
8 Le regard qui m’a aperçu ne se posera plus sur moi tu me fixes de ton regard, et c’en est fait de moi.
Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
9 La nuée se dissipe et disparaît; ainsi celui qui descend au Cheol n’en remonte plus. (Sheol h7585)
Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)
10 Il ne retourne plus dans sa maison, et sa demeure ne le reconnaît plus.
han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
11 Aussi ne mettrai-je pas de frein à ma bouche: je veux parler dans la détresse de mon esprit, me plaindre dans l’amertume de mon âme.
Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
12 Suis-je donc la mer ou bien un monstre marin, que tu poses une barrière autour de moi?
Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
13 Quand je m’imagine que mon lit me consolera, que ma couche enlèvera quelque peu de ma douleur,
Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
14 tu m’effraies par des songes, tu m’épouvantes par des visions,
da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
15 de sorte que mon âme souhaite une fin violente, préférant le trépas, à ce corps misérable.
så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
16 Je suis plein de dégoût: je ne vivrai pas éternellement, donne-moi quelque relâche, car mes jours ne sont qu’un souffle.
Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
17 Qu’est-ce que le mortel que tu le prises tant et portes ton attention sur lui?
Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
18 Pourquoi lui demander des comptes chaque matin et l’éprouver à tout instant?
hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
19 Jusqu’à quand refuseras-tu de te détourner de moi et de me laisser respirer assez de temps pour avaler ma salive?
Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
20 Si j’ai failli, qu’ai-je fait contre-toi, ô sévère gardien des hommes? Pourquoi me prendre comme ta cible et faire que je sois à charge à moi-même?
Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
21 Que ne pardonnes-tu ma faute, que n’effaces-tu mon péché? Bien vite je serais couché dans la poussière: tu me chercherais, et je n’y serais plus.
Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
