Job 31

1 J’Avais fait un pacte avec mes yeux: comment aurais-je porté mes regards sur une jeune fille?

Jeg gjorde en Pagt med mine Øjne, og hvad skulde jeg agte paa en Jomfru?

2 Quel lot eussé-je attendu de Dieu là-haut, quel sort du Tout-Puissant dans les régions suprêmes?

Og hvad for en Lod vilde Gud have givet ovenfra og hvad for en Arv den Almægtige fra det høje?

3 Le malheur n’est-il pas réservé au malfaiteur, l’infortune aux artisans d’iniquités?

Mon ikke Ulykke er beredt for den uretfærdige og Undergang for dem, som gøre Uret?

4 N’Observe-t-il pas mes voies? Ne compte-t-il point mes pas?

Mon han ikke ser mine Veje og tæller alle mine Skridt?

5 Est-ce que je me comportais avec fausseté, mes pieds couraient-ils au mal?

Dersom jeg har vandret med Falskhed, og min Fod har hastet til Svig,

6 Qu’il me pèse donc dans de justes balances, et Dieu reconnaîtra mon intégrité.

— han veje mig paa Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud kende min Uskyldighed —

7 Si mes pas ont dévié du bon chemin, si mon cœur s’est laissé entraîner par mes yeux, si quelque taché souille mes mains,

dersom min Gang har bøjet af fra Vejen, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øjne, og en Plet har klæbet ved mine Hænder:

8 eh bien! Qu’un autre mange ce que je sème, que mes rejetons soient déracinés!

Da gid jeg maa saa, men en anden æde, og mit Afkom maa oprykkes med Rod.

9 Si mon cœur a été séduit par une femme, si j’ai fait le guet à la porte de mon prochain,

Dersom mit Hjerte er forlokket til en Kvinde, og jeg har luret ved min Næstes Dør:

10 que ma propre femme tourne la meule pour un autre! Que des étrangers aient commerce avec elle!

Da gid min Hustru maa male for en anden, og andre bøje sig over hende.

11 Car t’eût été une infamie, un crime puni par les juges,

Thi det var en Skændselsgerning, og det var en Misgerning, som hørte hen for Dommerne;

12 un feu dévorant jusqu’à la perdition, ruinant jusqu’à la racine toute ma récolte.

thi det var en Ild, som fortærede indtil Afgrunden, og som skulde have oprykket al min Afgrøde med Rode.

13 Ai-je fait fi du droit de mon esclave et de ma servante, dans leurs contestations avec moi?

Dersom jeg havde foragtet min Tjeners eller min Tjenestepiges Ret, naar de trættede med mig;

14 Et qu’aurais-je fait si Dieu fût intervenu, qu’aurais-je répondu s’il m’eût demandé des comptes?

— og hvad vilde jeg gøre, naar Gud vilde opstaa? og naar han vilde hjemsøge, hvad skulde jeg svare ham?

15 Celui qui m’a formé dans les entrailles maternelles ne l’a-t-il pas formé aussi? N’Est-ce pas le même auteur qui nous a organisés dans la matrice?

har ikke han, som skabte mig i Moders Liv, skabt ham? og har ikke en og den samme beredt os i Moderskød? —

16 Ai-je refusé la demande des pauvres, fait languir les yeux de la veuve?

dersom jeg har nægtet de ringe deres Begæring og ladet Enkens Øjne vansmægte,

17 Ai-je mangé, moi seul, mon pain, sans que l’orphelin en eût sa part?

og jeg har ædt min Mundbid for mig alene, saa at den faderløse ikke aad deraf;

18 Au contraire, dès ma jeunesse, il a grandi avec moi comme avec un père; dès le sein de ma mère, je fus le guide de la veuve.

— tværtimod, han er opvokset hos mig som hos en Fader fra min Ungdom af, og hende ledede jeg, fra min Moders Liv af —

19 Ai-je jamais vu un déshérité privé de vêtements, un indigent n’ayant pas de quoi se couvrir,

dersom jeg har set en forkommen, uden Klæder, og at den fattige intet Dække havde;

20 sans que ses reins eussent occasion de me bénir, sans qu’il fût réchauffé parla toison de mes brebis?

dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, medens han varmede sig ved Ulden af mine Faar;

21 Ai-je brandi la main contre l’orphelin, en me voyant des appuis à la Porte?

dersom jeg har løftet min Haand imod den faderløse, fordi jeg saa Hjælp for mig i Porten:

22 Plutôt mon épaule aurait été arrachée à l’omoplate, et mon bras se fût détaché de l’humérus.

Da gid min Skulder maa falde fra Skulderbladet, og min Arm brydes fra Armpiben!

23 Car je redoute le châtiment infligé par Dieu, je ne saurais résister à sa grandeur.

Thi en Rædsel vilde være kommen over mig, en Ulykke fra Gud, og imod hans Højhed formaaede jeg intet.

24 Ai-je mis ma confiance dans l’or, ai-je dit au métal fin: "Tu es mon espoir?"

Dersom jeg har sat Guld til mit Haab eller sagt til det kostelige Guld: Du er min Tillid;

25 Me suis-je réjoui de posséder de grandes richesses, d’avoir mis la main sur d’immenses trésors?

dersom jeg har glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt;

26 Est-ce qu’en voyant briller le soleil, la lune cheminer avec majesté,

dersom jeg har set til Sollyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaar herlig,

27 mon cœur a été secrètement séduit, et ai-je présenté ma main aux baisers de ma bouche?

og mit Hjerte har ladet sig forlokke i Løndom, saa at min Mund kyssede min Haand:

28 Cela aussi eût été un crime capital, car j’eusse renié le Dieu fort d’en haut.

— Ogsaa dette havde været en Misgerning, som hørte hen under Dommerne; thi jeg havde hyklet for Gud i det høje —!

29 Ai-je triomphé de la ruine de mes ennemis, exulté de joie lorsque le malheur l’atteignait?

dersom jeg har glædet mig over min Fjendes Undergang og jublet, naar Ulykken ramte ham;

30 Jamais je n’ai induit mon palais en faute, en demandant sa mort par des imprécations.

— men jeg tilstedede ikke min Gane at synde, saa at jeg under Forbandelse begærede hans Sjæl —

31 Est-ce que les hôtes de ma maison n’ont pas dit: "Ah! Est-il quelqu’un qui ne soit nourri à satiété de ses aliments?"

dersom ikke Mændene i mit Telt have sagt: Hvor finder man nogen, som ikke er bleven mæt af hans Kød?

32 Jamais l’étranger n’a passe la nuit dans la rue, j’ouvrais ma porte au voyageur.

— den fremmede maatte ikke ligge udenfor om Natten, jeg lod mine Døre op for vejfarende —

33 Ai-je dissimulé mes fautes comme les gens vulgaires, renfermé mes méfaits dans le secret de ma conscience?

dersom jeg har skjult mine Overtrædelser som Adam og dulgt min Misgerning i min Barm,

34 Ai-je eu peur de la grande foule, redouté le mépris des familles au point de rester coi, sans franchir le seuil de ma porte?

fordi jeg frygtede den store Hob, og Slægters Foragt kunde have forfærdet mig, saa at jeg tav og ikke gik ud af en Dør —

35 Ah! Que n’ai-je quelqu’un qui m’écoute! Voici ma signature: que le Tout-Puissant me réponde! Que mon adversaire rédige son mémoire!

Havde jeg dog den, som vilde høre paa mig! se her min Underskrift — den Almægtige svare mig — og her den Klage, min Modpart har opsat;

36 Je le porterais sur mon épaule, je m’en parerais comme d’une couronne.

sandelig, jeg skulde tage den paa min Skulder, jeg skulde binde den omkring mig som et Hovedsmykke!

37 Je lui détaillerais le nombre de mes pas, je l’aborderais comme un prince.

Jeg vil tilkendegive ham ethvert af mine Skridt, som en Fyrste vil jeg nærme mig ham.

38 Est-ce que mes terres crient vengeance contre moi, et leurs sillons se répandent-ils ensemble en larmes?

Dersom min Ager raaber imod mig, og alle dens Furer græde;

39 Est-ce que j’en ai dévoré le produit, sans le payer de mon argent? Ai-je arraché des plaintes aux légitimes propriétaires?

dersom jeg har fortæret dens Grøde uden at have betalt den og udblæst Sjælen fra dens Ejermand:

40 Si oui, que les ronces y poussent au lieu de froment, et au lieu d’orge l’ivraie! Ici se terminent les paroles de Job.

Gid da vokse Tjørn i Stedet for Hvede, og Ukrudt i Stedet for Byg; — Jobs Ord have Ende.