Job 3
1 Après cela, Job ouvrit la bouche et maudit le jour de sa naissance.
Herefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.
2 Job prit la parole et dit:
Og Job svarede og sagde:
3 Périsse le jour où je suis né, la nuit qui a dit: "Un homme a été conçu!"
Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!
4 Que ce jour-là ne soit que ténèbres! Que Dieu ne daigne s’y intéresser du haut de sa demeure, et qu’aucune lueur ne l’éclaire!
Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den.
5 Que l’obscurité et l’ombre de la mort le revendiquent comme leur, qu’une épaisse nuée pèse sur lui, et que des éclipses de soleil en fassent un objet d’épouvante!
Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den!
6 Cette nuit-là, que de profondes ténèbres s’en saisissent, qu’elle ne prenne pas rang parmi les jours de l’année et n’entre pas dans le compte des mois!
Den Nat — Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!
7 Oui, que cette nuit-là soit condamnée à la solitude, et que nul chant ne s’y élève!
Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den!
8 Puisse-t-elle être exécrée par ceux qui maudissent le jour et possèdent le secret d’éveiller le Léviathan!
De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan!
9 Que les étoiles de son aube matinale demeurent obscures, qu’elle attende vainement la lumière et ne voie point s’ouvrir les paupières de l’aurore,
Dens Dæmrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage,
10 pour n’avoir pas tenu closes les portes du sein qui m’avait conçu et caché la misère à mes regards!
fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne.
11 Que ne suis-je mort dès le sein de ma mère? Que n’ai-je rendu le dernier soupir en me détachant de ses flancs?
Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden?
12 Pourquoi deux genoux m’ont-ils recueilli? A quoi bon des mamelles pour m’allaiter?
Hvorfor optoge Knæ mig? og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?
13 A présent je serais couché dans une paix profonde, je dormirais et jouirais du repos,
Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet
14 en compagnie des rois et des arbitres de la terre, qui se bâtissent des monuments destinés à la ruine,
med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde,
15 ou bien des grands qui ont possédé de l’or et rempli d’argent leurs maisons.
eller med Fyrsterne, som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv;
16 Ou encore, que n’ai-je été comme l’avorton qu’on, enfouit, comme ces petits enfants qui n’ont pas aperçu la lumière?
eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset.
17 Là, les méchants mettent un terme à leur violence, là; se reposent ceux dont les forces sont à bout.
Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;
18 Là aussi, les captifs sont en paix, sans plus entendre la voix d’un maître despotique.
der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst;
19 Petits et grands y sont confondus, et l’esclave est libéré de son maître.
der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.
20 Pourquoi octroie-t-on la lumière au misérable, et la vie à ceux dont l’âme est pleine d’amertume,
Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?
21 qui appellent de leurs vœux la mort, qui les fuit, et la cherchent plus avidement que des trésors,
dem, som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte?
22 qui ressentent des transports de joie et sont dans l’allégresse, dès qu’ils obtiennent une tombe;
dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven?
23 à l’homme enfin dont la destinée est voilée et que Dieu a confiné comme dans un enclos?
den Mand, hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for?
24 Aussi bien, je ne mange pas un morceau de pain que mes sanglots n’éclatent, et que mes plaintes ne se répandent comme l’eau.
Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.
25 C’Est que tout malheur dont j’avais peur fond sur moi; ce que je redoutais vient m’assaillir.
Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig.
26 Je ne connais plus ni paix, ni sécurité, ni repos: les tourments m’ont envahi.
Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.
