Job 29

1 Job, poursuivant l’exposé de son thème, dit:

Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:

2 Ah! Que ne suis-je tel que j’étais aux temps passés, aux jours où Dieu me protégeait;

Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig,

3 où son flambeau brillait sur ma tête, et où sa lumière me guidait dans les ténèbres;

da hans Lampe lyste over mit Hoved, da jeg gik igennem Mørket ved hans Lys;

4 tel que j’étais aux jours de mon automne, alors que l’amitié de Dieu s’étendait sur ma demeure;

som det var med mig i min Høsts Dage, der Guds Fortrolighed var over mit Telt;

5 que le Tout-Puissant était encore avec moi et que j’étais entouré de mes jeunes gens;

da den Almægtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig;

6 quand je baignais mes pieds dans la crème, et que le rocher ruisselait pour moi de flots d’huile!

da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække;

7 Quand je me dirigeais vers la Porte, au seuil de la cité, et fixais mon siège sur la place publique,

da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet.

8 les jeunes, en me voyant, se cachaient; les vieillards se levaient et se tenaient debout.

De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende.

9 Les grands retenaient leurs paroles et posaient la main sur la bouche.

De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.

10 La voix des seigneurs expirait sur leurs lèvres, et leur langue se collait à leur palais;

Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane.

11 car l’oreille qui m’entendait me proclamait heureux, et l’œil qui me voyait rendait témoignage pour moi.

Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd.

12 C’Est que je sauvais le pauvre, criant au secours, et l’orphelin sans soutien.

Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde.

13 La bénédiction du désespéré allait à moi, et je mettais de la joie au cœur de la veuve.

Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte.

14 Je me revêtais d’équité comme d’une parure, mon esprit de justice était mon manteau et mon turban.

Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke.

15 J’Étais les yeux de l’aveugle, j’étais les pieds du boiteux.

Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod.

16 J’Étais un père pour les malheureux; la cause de l’inconnu, je l’étudiais à fond.

Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg.

17 Je brisais la mâchoire du malfaiteur, et j’arrachais la proie d’entre ses dents.

Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder.

18 Et je disais: "Je finirai avec mon nid; comme le phénix je vivrai de longs jours.

Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand.

19 Ma racine sera en contact avec l’eau, la rosée se posera, la nuit, sur mon branchage.

Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene.

20 Ma gloire se renouvellera sans cesse, et mon arc se rajeunira dans ma main."

Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand.

21 Ils m’écoutaient, pleins d’attente; ils faisaient silence pour entendre mon avis.

De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad.

22 Quand j’avais fini de parler, ils ne répliquaient pas, et mes discours s’épandaient sur eux.

Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem;

23 Ils m’attendaient comme la pluie; ils ouvraient la bouche comme pour l’ondée printanière.

de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn.

24 Je leur souriais et ils n’osaient y croire; jamais ils n’éteignaient le rayonnement de ma face.

Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde.

25 Volontiers j’allais vers eux, m’asseyant à leur tête, et j’étais comme un roi dans son armée, comme quelqu’un: qui console des affligés.

Jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.