Job 27
1 Job, poursuivant l’exposé de son thème, dit:
Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
2 Par le Dieu vivant, qui a supprimé mon droit, par le Tout-Puissant qui m’a rempli d’amertume!
Saa sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:
3 Tant que j’aurai la force de respirer, et que le souffle de Dieu sera dans mes narines,
Saa længe jeg drager Aande og har Guds Aande i Næsen,
4 mes lèvres ne diront pas d’injustice, ma langue ne proférera pas de fausseté.
skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!
5 A Dieu ne plaise que je vous donne raison! Jusqu’à mon dernier soupir, je ne dépouillerai point mon intégrité;
Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udaander, opgiver jeg ikke min Uskyld.
6 je m’accroche à ma vertu, sans lâcher prise; ma conscience ne me fait honte d’aucun de mes jours.
Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.
7 Qu’il en soit de mon ennemi comme du méchant, de mon adversaire comme du malfaiteur!
Som den gudløse gaa det min Fjende, min Modstander som den lovløse!
8 Car quel sera l’espoir de l’impie lorsque Dieu arrachera, ravira son âme?
Thi hvad er den vanhelliges Haab, naar Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?
9 Ses cris seront-ils entendus de Dieu, lorsque les tourments viendront l’assaillir?
Hører mon Gud hans Skrig, naar Angst kommer over ham?
10 Trouvera-t-il du réconfort dans le Tout-Puissant? Osera-t-il l’invoquer en tout temps?
Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, naar han paakalder ham?
11 Je vais vous montrer à l’œuvre la main de Dieu, et les desseins du Tout-Puissant, je ne les cacherai point.
Jeg vil lære jer om Guds Haand, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;
12 Mais quoi! Vous avez tous vu ce qu’il en est! Pourquoi donc tenir de si vains discours?
se, selv har I alle set det, hvi har I saa tomme Tanker?
13 Voici la part que Dieu assigne à l’homme impie, l’héritage que les violents reçoivent du Tout-Puissant:
Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd faar fra den Almægtige:
14 si ses enfants se multiplient, c’est pour le glaive; ses descendants n’auront pas de quoi manger à leur faim.
Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;
15 Les siens qui auront survécu, la peste les enterrera, et ses veuves ne pleureront pas.
de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.
16 S’Il amasse de l’argent comme la poussière, s’il entasse des vêtements comme le limon,
Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler —
17 il pourra les entasser, mais c’est le juste qui les endossera, c’est l’homme de bien qui se partagera son argent.
han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;
18 La maison qu’il s’est bâtie est comme celle de la teigne, comme la hutte construite par le guetteur.
han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;
19 En pleine opulence il succombe et n’est pas enseveli; il ouvre les yeux, et il n’est déjà plus.
han lægger sig rig, men for sidste Gang, han slaar Øjnene op, og er det ej mer;
20 Les frayeurs l’atteignent comme une trombe d’eau; de nuit, l’ouragan l’enlève.
Rædsler naar ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;
21 Le vent d’Est l’emporte et le fait disparaître; il l’arrache violemment de sa demeure.
løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.
22 Dieu l’accable, sans ménagement, de ses traits: il faut qu’il s’enfuie pour échapper à ses coups.
Skaanselsløst skyder han paa ham, i Hast maa han fly fra hans Haand;
23 On bat des mains à son sujet, et on accompagne de ricanements sa disparition.
man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!
