Job 18
1 Bildad prit la parole et dit:
Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde:
2 Jusqu’à quand ferez-vous assaut de discours? Devenez raisonnables, puis nous pourrons parler.
Naar ville I gøre Ende paa Ord? forstaar først, og derefter ville vi tale.
3 Pourquoi nous considère-t-on comme des brutes? Pourquoi sommes-nous bornés à vos yeux!
Hvorfor blive vi agtede som Fæ og ere blevne urene for eders Øjne?
4 O toi, qui te déchires toi-même dans ta fureur, est-ce par amour de toi que la terre sera abandonnée et que le rocher changera de place?
O du, som sønderslider din Sjæl i din Vrede, mon Jorden skal ligge forladt for din Skyld og en Klippe flyttes fra sit Sted?
5 Oui certes, la lampe des méchants s’éteint, la flamme de son foyer cesse de briller.
Ja den ugudeliges Lys skal udslukkes, og hans Ilds Lue skal ikke skinne.
6 La lumière s’obscurcit dans sa tente, son flambeau s’éteint au-dessus de lui.
Lyset skal blive mørkt i hans Telt, og hans Lampe over ham skal udslukkes.
7 Ses pas, jadis assurés, deviennent hésitants, il est renversé par ses propres projets.
Hans Krafts Skridt skulle indsnævres, og hans eget Raad skal styrte ham.
8 Car ses pieds se prennent dans le filet, il chemine sur des rets.
Thi han føres i Garnet ved sine egne Fødder, og han vandrer over et Net;
9 Le piège le saisit au talon, le traquenard se referme violemment sur lui.
Snaren holder ham om Hælen, Strikken snører sig fast om ham;
10 Des entraves lui sont posées secrètement sur le sol, des embûches couvrent la route qu’il suit.
Garnet for ham ligger skjult paa Jorden, og Fælden for ham ved Stien;
11 De toutes parts les terreurs le poursuivent et font vaciller ses jambes.
Rædsler forfærde ham trindt omkring, og de drive ham hid og did, hvor han gaar;
12 Sa vigueur dépérit par la faim, la ruine menace ses flancs.
hans Kraft vansmægter af Hunger, og Ulykke er beredt til hans Side.
13 Les lambeaux de sa peau deviennent une pâture, ses membres, une proie pour le premier-né de la mort.
Lemmerne under hans Hud skal Dødens førstefødte fortære, ja hans Lemmer skal den fortære.
14 Il est arraché de la tente où il vivait en sécurité, et poussé entre les bras du roi des épouvantements.
Han rives op fra sit Telt, som var hans Tillid, og han føres frem til Rædslernes Konge.
15 Des gens qui ne lui sont de rien se fixent dans sa demeure; une pluie de soufre se répand sur son domaine.
Der skal bo i hans Telt, hvad der ikke hører ham til; Svovl skal strøs over hans Bolig.
16 Par en bas, ses racines se dessèchent, par en haut, son feuillage se flétrit.
Hans Rødder skulle tørres nedentil, og oventil skal hans Gren afskæres.
17 Son souvenir s’efface de la terre, et rien ne rappelle son nom dans l’étendue du monde.
Hans Ihukommelse skal udslettes af Landet, og han skal intet Navn have paa Gaderne.
18 On le repousse de la lumière dans les ténèbres et on l’expulse de l’univers.
De skulle udstøde ham fra Lyset til Mørket og bortjage ham fra Jorderige.
19 Il ne laisse ni lignée, ni postérité, ni aucun survivant dans son habitation.
Han skal ikke have en Søn og ej en Sønnesøn iblandt sit Folk, og der skal ingen blive tilovers i hans Boliger.
20 Sa destinée frappe de stupeur ceux de l’Occident et donne le frisson à ceux de l’Orient.
Efterkommerne skulle forskrækkes over hans Dag, og de gamle skulle betages af Forfærdelse.
21 Oui, voilà ce qui attend les demeures du malfaiteur, la résidence de qui ne reconnaît pas Dieu!
Visselig, saadanne ere den uretfærdiges Boliger og saadant dens Sted, som ikke kender Gud.
